Bite the Bullet er blevet noget pæne og polerede på Can Be Anything. Det resulterer i et album, der godt nok har et par ørehængere og stærke numre, men samlet står som en lidt halvtam oplevelse.
Bite the Bullet har tidligere udgivet to halvfjerdser-rockende albums, men nu er der nye boller på suppen. På godt og ondt. Der har nemlig sneget sig nogle electro-beats og synths ind, så udtrykket er blevet opdateret, til noget, der kunne bringe lidt minder om noget af 90’ernes britiske rock med electro på, og til dels dette årtis mere psych-rockede navne – Tame Impala nævnes for eksempel i pressematerialet.
Bite the Bullet har godt nok fat i nogle ind i mellem solide melodier, men vi er desværre ikke oppe på Tame Impala-niveau. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, og generelt glider numrene på Can Be Anything rimelig let ned.
Til gengæld er det mere begrænset med proteinindholdet i sangene. Bedst synes jeg lukkeren ‘March On’ er – her bliver de nye elementer brugt med god effekt og intensiteten bygges fint op. Åbneren ‘More Lover’ har også noget happy-go-lucky catchiness, men den bliver ikke rigtig siddende efter endt spilletid.
Der er også godt med pep i ‘Sweet Honey’, som følger efter og som også har fået godt tag i radioen (det er også en ørehænger), mens jeg allerede bliver lidt træt i starten af ‘Dance With Another’ – derfor kan den sikkert også godt få noget radiospilletid alligevel med sit tilbagelænede groove og småirriterende synths.
Der er bestemt gode grooves rundt omkring, blandt andet på ‘Turn Off the Light’, som dog også har den der dovne rytme, som efterhånden gud og hvermand i den psykedeliske pop/rock (altså den slags, der bliver spillet radioen) har brugt de senere år. Men fremdrift, det er der.
Det går til gengæld i stå på ‘Lipstick Lover’, der næsten lyder som en poleret udgave af noget Depeche Mode kunne have strikket sammen, mens den hidsigt pulserende bas er et formildende element ved ‘Any Other Way’, som jeg ellers heller ikke er på god fod med. Bassen har i det hele taget nogle gode stunder ind i mellem, blandt andet på ‘Falling Into You’, som desværre også forfalder til synth-overload. Og bliver lidt klæg i det. Jeg savner faktisk noget mere beskidt og støjende i produktionen og mere af den energi, der er på udlægget. Der er ikke meget af den rå sumprock over Can Be Anything, som ellers har været et af Bite the Bullet’s kendemærker.
Det synes jeg egentlig er lidt ærgerligt, for det bliver altså lidt for radiovenligt og ufarligt det meste af vejen på Can Be Anything. Der er næppe nogen, der vil få maden galt i halsen over ‘Hold Me Now’ og ‘When the Fire Stops Burning’, som nævnt glider sangene relativt let ned, men det får mig heller ikke just op ad stolen.
Heldigvis er der altså noget gods i afsluttende ‘March On’, som viser at Bite the Bullet faktisk har en del tangenter at spille på, ud over radiovenlig midttempo rock med et strejf af psykedelia.
Det måtte gerne fylde mere på Can Be Anything, som nok har sange, der kan gøre sig i radioen og bestemt er godt håndværk, men til gengæld også ender med mestendels at være en smule kedelig – det er på ingen måde forfærdeligt, men det bider altså ikke rigtig på mig. Og når man nu ved, at der er mere vildskab i bandet og der bliver banket igennem live… Derfor ender vi også, måske lidt hårdt, på en karakter lige under middel.
Du kan finde Bite the Bullet på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
