Den muterende musikalske multikunstner, Bisse, besøgte Voxhall Langfredag aften og viste at hans lys stadig brænder stærkt.
Bisse gjorde først opmærksom på sig selv som sangskriver i den roste gruppe Spillemændene, og siden sprang han ud som Bisse på egne ben med den viltre albumtrilogi Blod (hvis tre delementer jeg anmeldte – find links blandt andet Bisse-materiale HER), og i mellem andet og tredje album i trilogien nåede han også at udsende sit bud på et hiphop album, Bitchin, som inkluderede hittet ‘Shotgun for dig’. Så fik de større medier og publikum for alvor øjnene op for Bisse, som ikke blev meget mindre produktiv af den grund – siden Happy Meal, Blod-trilogiens sidste del som udkom i februar 2016, er det blevet til en EP og to albums, det voldsomt roste Højlandet og senest den selvbiografiske 19.6.87.
Bisse er erklæret fan af C.V. Jørgensen, hvilket især mærkes i hans knopskydende tekstunivers, som både rummer det nært personlige og reflektioner over samfundstematikker (fra sociale medier til krig), og ind i mellem i hans diktion, men Bisse låner også fra hiphop, fra pop, fra Bowie og mere til, og blander det på sin egen måde og udfolder det på lige så egen spraglet og hamskiftende facon fra scenen.
Denne langfredag var Voxhall lidt mere end halvfyldt af et godt blandet publikum – unge og ældre, mere og mindre hippe typer i skønsom blanding – her er både blazere og joggingsæt.
Blomsterdekorationer smykker scenen, og da Bisse går på kort før 22 sker det til et bagtæppe af fjalet grinenede og ironisk tyssende publikum, som virker i ret godt påskehumør. “Jeg vil ikke være en stjerne/ikke stå deroppe og fryse på den scene” lyder de første ord fra Bisse, som herefter bryder ud af et stofbur i ny kronraget inkarnation.
Bisse vil gerne ligge i ske med verden, fortæller han os – og han vil også gerne have publikum til at komme tættere på, og rækkerne rykker fremad mens trommerne kører rundgange og synths fræser afsted.
‘Legeaftale’ følger efter ‘Bjælkehuset’, i en semi-manisk version med Bisse på akustisk guitar – og i sort heldragt og oversize halskæde. Og det er svært at være uberørt når Bisse karter rundt på scenen og insisterende kigger på publikum, mens to trommeslagere pisker løs i hver sin side af scenen. En del af tiden er den ene trommeslager mest keyboardist, som på ‘Plexiglas’ hvor Bisse dukker op kun iført lændeklæde og syngerapper fra tekstilburet, hvor tekstilet nu er forsvundet, så det ligner et glasbur.
“Jeg er en ledestjerne på jeres stjernehimmel!” synger Bisse, og vil nu alligevel gerne være tilbedt stjerne. Og fortjent nok, det rykker godt igennem musikalsk og Bisse er en virkelig overbevisende stage presence, som man siger på engelsk. Men “Hvorfor skal jeg sådan berøres?”, spørger Bisse så på næste nummer, gemt under et klæde, inden han dukker op med paryk og giver den som diva. Ja, Bisse er ikke én, han er mange.
“Hvem er jeg når du ikke er der mer’?”, og hvem ved det, ved han det selv? “Bisse!”, råber publikum, en smule forvirrede, da han spørger, og drøner ud blandt publikum for at undersøge det svar nærmere, og drøner forbi og kigger kort op på mig mens jeg står og tager noter på telefonen (undskyld!).
På næste nummer er han tilbage på scenen, påklædt igen og med den akustiske guitar, kun akkompagneret af en keyboardspiller, før resten af bandet vender tilbage og er med igen på en sang om barndommens store kærlighed, inden bandet eksploderer på en sang, hvor Bisse indædt proklamerer ikke at være et monster.
Vi får også en ny single, “en rigtig glad sang”, som Bisse introducerer den, med tungt synthbeat og livlige trommer, mens Bisse tager det blomsterbehængte mikrofonstativ over skulderen som et kors. “Har jeg været en god ven?” spørger han, som om han godt kender svaret, og det er som om aftenen mere handler om Bisse end om verden.
Men på en måde så er Bisse jo også os allesammen, som vi står der og kigger fascinerede op på scenen og tænker over hvad Bisse egentlig overhovedet er for en størrelse. Og sådan holder han os fanget mens vi på en måde ser på vores eget forvredne spejlbillede, med “Røde kinder”, som Bisse synger om.
Efter en støjpause, hvor bandet spacer ud, vender Bisse tilbage i sheik-outfit og motorbriller til ‘Se frem’. Den tunge synthbas supplerer Bisses hvid-dreng-rap på ‘Flyder sammen nu’ og sætter gang i publikums hofter, mens Bisse giver den som en pænere middelklasseversion af Bai-D.
Herefter får vi et eksplosivt nummer med dobbelt op på trommeslagere inden ‘Indendørssæsonen’ som sidste nummer i det ordinære sæt. “Lad os drømme/og lad os se om drømmen holder” foreslår Bisse, og da han spørger om vi vil drømme eller udleve vores drømme, svarer folk lidt rådvildt med spredte klap og piften. “Lad os drømme!”, konkluderer Bisse, inden orkesteret slippes fri, og blipblåpper og trommer det ordinære sæt til ende.
Og ganske hurtigt vender Bisse tilbage, nu i glitrende og lilla flagrende gevanter, med ‘Shotgun’, før vi får ‘6 hjerter’ i en glad vuggende version, hvor Bisse ikke helt kan huske 3-stjerners verset, men får reddet den fint, og så får vi en stærk version af hittet, og Bisse og band, de bukker. Men de er ikke helt klar til at gå af scenen, så vi får et tredje ekstranummer – som jeg ikke kender. Og efter at have sunget sender Bisse fingerkys og smil til publikum, inden det så rigtigt er slut efter godt en time og 45 minutters koncert.
Og Bisse, han virker som om han er i stadig vildtvoksende udvikling – vi fik flere versioner denne aften, og han lovede undervejs at næste koncert ville blive med et helt nyt album. Vi kvitterer med 5 stjerner til Bisse, der viste at han stadig er en brændende stjerne på den danske musikhimmel.
Anmeldelse og fotos: Jonas Strandholdt Bach
