Bisse, alias Thorbjørn Radisch, sangskriver i Spillemændene, fortsætter sit udflåd med anden del af sin Blod-trilogi. Umage hedder opfølgeren til PMS som udkom tidligere på året og igen skubber Bisse til konventionerne og lader grænserne mellem genrer flyde. Denne gang virker det mere afklaret, eller måske er det bare mig, der er blevet mere afklaret med Bisse’s udtryk, end jeg var sidst, hvor PMS høstede 4 stjerner.
Umage er en herlig titel. Det er kort sagt et mangetydigt ord, og ordene er en god legekammerat for Bisse på albummet. Umage er både noget, man kan gøre sig, men også noget man kan være. Her på Umage rammer vi hjertekulen, som der står i pressematerialet. Albummet kredser om et brud, og hvor brud er blevet behandlet musikalsk til ukendelighed og tilbage igen, så er Bisses greb om det heldigvis ganske opfindsomt. Ikke at det ikke kredser om smerte, usikkerhed, angst, bebrejdelser og alle den slags følelser, men det bliver taget under sproglig og musikalsk behandling, som bevæger sig godt ud af boksen.
Det starter melankolsk på ‘Kongeliljer’, med en konstatering af, at kongeliljerne ikke blomstrer mere. Så kan man selv tolke på den metafor. Hvis man stadig sidder og tænker over den, så er der hjælp at hente på den efterfølgende, kradsbørstige ‘Listen’ med sit svulmende groove, mens Bisse synger “Du har forladt mig//Og jeg har ladt dig//Forlade mig//Jeg sku’ ik’ ha’ ladt dig”, inden den i titlen omtalte liste folder sig ud over de næste minutter, en liste over forladthed, som han selv har kaldt det på sin facebook-side.
På ‘Merkur’ er planeten af samme navn det tekstmæssige omdrejningspunkt, både med konkrete fakta om Merkur, men også med Merkur som en metafor for den forladende kvinde. Her kommer bitterheden også frem i den nærmest spoken word-agtige fremførsel på linier som: “Du ville gerne ha at vi lige snakked om noget//Du ville gerne lige smadre alt det vi har opnået//Nu vi lissom Solen og Månen der jager hinanden//Uden den ene nogensinde får fat i den anden//Bortset fra at du nok jager en anden mand”. Himmellegemer og kuldslået kærlighed er ikke hverdagskost i danske sangtekster, så et kip med flaget for det.
I ‘Enmandssengen’ ligger Bisse og bliver helt sorthumoristisk, mens smerten stadig sidder og trykker. Det er en slags kærlighedssyg vuggevise, altså den slags kærlighedssyge man egentlig helst vil være fri for, fordi man ved den er ensidig. “Hvis du kaldte nu//Ville jeg være der på pletten i natskjorten//Med et hjerte brækket over på midten serveret//Sådan som du ville have det”.
Titelnumemret ‘Umage’ banker afsted i rastløst tempo, mens Bisse fortsat vånder sig, denne gang med fri association over hvad der gjorde ham og det tidligere kærlighedsobjekt umage – “Snurrig snuttegøj//Blomstertørklæder//Bulderfede babybites//Familiemiddag”. Umagen vil ingen ende tage. Melankolien slår til gengæld igennem igen på ‘Svanen & Flyveren’, med dæmpede synths som underlægning, mens ‘Peter Pan i diskoteltet revisited’ (god titel, ikke?) banker af sted som en arrig Lars HUG, hvor Bisse reminiscerer over mødet med den tidligere kærlighed i et diskotelt på Sydfyn, inden det er den sammenbidte vrede, der tager over. Fuck er et tilbagevendende ord, og vokalen knækker og raser.
Helt anderledes er den nærmest skævt hiphoppede ‘Flyder sammen nu’, hvor Bisse rapper om hvordan hele fortiden flyder sammen, og hvordan han forsøger at bearbejde bruddet. Her skal man holde ørerne stive for at følge med, men igen er det så absolut indsatsen værd at følge bruddets efterbyrd i selskab med Bisse. Den kræver absolut et par lyt før den lige lander helt rigtigt, men en mørk september-aften med regnvejr udenfor sad den der for mig.
Jeg er ikke helt så hooked på ‘Naja Naja’, som jeg måske synes sænker tempoet på det forkerte tidspunkt, eller bliver lidt for kryptisk i sin ordknaphed (men det er vist kvinden som kobra-slange af arten Naja Naja det handler om), men til gengæld er de to følgende numre, ‘Lad gå’ og ‘Mageløs’ igen på meget højt niveau. Førstnævnte starter med dystre synths og Bisse, der søgende spørger “Kan man leve uden nogen?”, inden nummeret langsomt bygger på og til og vokser med dystre tilbygninger af bas, trommer og synths. Samtidig rammer Bisse her også et af de bedste hooks på albummet med omkvædet, hvor Bisse finder en form for fred med bruddet. “Alle disse ord//Denne tid//La gå den endte så’n//La gå det ik sku være så’n//Og la gå med ham//La gå denne ene gang//Nej jeg mener la gå med dem allesammen!//Og la så gå med dig//Gå med dig!//Gå ad dine egne veje//Nu hvor der ikke er mere for dig her”.
Vreden er også væk på ‘Mageløs’, hvor en form for afklaring indfinder sig og der bliver leget med ordet mageløs og flere forskellige betydninger heraf, på et skramlet guitarriff og en tung rytmebund. Albummet afsluttes af et nummer, som ikke står på hverken vinylsleeve eller på selve pladen, men som jeg vil gætte på hedder ‘Bundløs'(?). Dæmpet, melankolsk og måske endeligt afklaret, er det en passende afslutning på et album, der måske nok ikke er et tematisk nybrud, men til gengæld er hudløs, kompromisløs og ind i mellem mageløs i behandlingen af bruddet, og de følelser der er forbundet med det. Først og fremmest er Umage en lyrisk oplevelse, men den særprægede musikalske genreblanding af synth-pop, art rock, new wave og meget mere er også periodevis en oplevelse i sig selv.
Med Umage manifesterer Bisse sig yderligere – måske nok på en marginal position i forhold til mainstream, men så meget desto mere interessant. Jeg glæder mig til at høre hvad Bisse finder på, på tredje del af trilogien, Happy Meal, som, hvor PMS prikkede hul på den blodfyldte byld og Umage ramte hjertekulen (ifølge den medfølgende oversigt over Blod-trilogien) vil “stænke verden til med sit blod”. Så der er lagt i ovnen til mange flere blodstænk på lyttelapperne. Denne omgang resulterer i 5 hjerteblodstilsølede stjerner.
Bonusinfo: Bisses mormor har betalt produktionen af vinylen – respekt for det!
Tjek Bisse ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
