Der er blot gået et halvt års tid, siden Bisse smed seneste album, Bizzin, på gaden. Nu er den über produktive krabat klar med sidste album i hans Danmarks-trilogi, som udover seneste skud på stammen, Tanmaurk, består af Højlandet og 19.6.87.
Ud til højre er røget den mere legesyge tilgang, de elektrisk-rockede toner. I stedet er Copenhagen Phil rykket ind, og danner musikalsk landskab og baggrund for Bisse’s skæve tekstunivers – og det er sindsygt velfungerende. Et eller andet sted burde det ikke rigtig fungere, men de to modpoler harmonerer overraskende godt, og på trods af et philharmonisk orkester i ryggen, står Bisse’s vokal stærkt frem og blander sig flot i tonerne.
Tanmaurk er 9. album fra Bisse’s hånd på under 4 år! Det i sig selv er meget imponerende, specielt set på de anmeldelser hans arbejde har høstet, siden første album, PMS, ramte Danmark i 2015. Denne produktivitet har ikke udvandet eller gjort hans sange dårligere, det er som om at Bisse bliver bedre, for hvert album der begås, og Tanmaurk er ingen undtagelse. Albummet er produceret og mikset af Mads Brinch Nielsen, i spidsen for Copenhagen Phil står Adi Zukanovic, og sammen med Bisse har de i den grad tryllet.
Titlen er meget sigende for indholdet på albummet. På Jellingestenene, stavede man Danmark “Tanmaurk”, primært grundet at “d” ikke fandtes som bogstav på det tidspunkt. Udtalen var dog meget lig den måde vi udtaler det i dag, eller som vores kære Dronning gør. Hvor ved man så det fra? Jo, lukkeren “Lichtenbergs Løver” afsluttes med et interview, hvori man får historien om Tanmaurk. Så ikke nok med at man bliver beriget med en musikalsk oplevelse af de store, man bliver skam også klogere.
Tilbage til indholdet. Danmark er netop omdrejningspunktet for sangene på albummet, og selv omtaler Bisse albummet som en revy, og taksigelseslisten til albummet indledes med: “De danske skurkes & heltes, kongers & kitesurferes historie skrevet, spillet og indsunget i pyntelig stil i totusindogatten af Bisse, en Sjællandsfar”. Så man kommer med Bisse på tur rundt i det danske landskab, i form af små fortællinger, som eksempelvis “Verdens Ældste Kitesurfer”, hvor man kommer en tur til Nordvestjylland. Et smut til Amager på “Amagermanden”, forbi Himmelbjerget på “Himmelbjerget” og så videre. Tanmaurk er spækket med anekdoter, fortællinger og også kindheste, til den facon vi danskere lever livet. Eksempelvis med alt det nymodens teknologi vi omgiver os med, som får en bredside på “Surfer”, hvor Bisse meget poetisk synger at han hellere vil være dykker end surfer. En løftet pegefinger til, hvordan vi danskere lever livet pt., alt går hurtigt, vi er tilstede uden at være det og generelt er vi blevet mere overfladiske, og det er der sgu da noget om.
Halvvejs på det 12 numre lange album, med en samlet spilletid på næsten 70 minutter, rammer episke “Grand Danois”. En tre trins raket, hvor der musikalsk skiftes fra det dystre til det lyse, semi-skizofrent, og hvor Bisse konstant tilpasser og samtidig, flår sig gennem tonerne. Sangen omhandler, ikke overraskende, vores alles Danmark, hvor Bisse kommer forbi Team Rynkeby, Lars Løkke og Bisse’s egen mening om Danmark, som er meget lav, og hvordan vi danskere gebærder os. Det er alt andet end positivt – og fungerer som en gedigen opsang til os alle.
Tanmaurk er et ambitiøst, smukt, overraskende og originalt værk, som på trods af symfoniske indslag på de to andre albums i trilogien, adskiller sig enormt fra dem. Der er meget langt fra det univers Bisse normalt vælter rundt i, til dette symfoniske, dramatiske og modige album – det var i hvert fald meget langt fra, hvad jeg havde forventet at høre. Bisse’s formidable tekstunivers er stadig intakt, og legesygen hersker stadig, bare mere kontrolleret.
Er det galt eller genialt? Tja, det er jo heldigvis op til lytteren at vurdere, i mit tilfælde vinder genialt. Det er under alle omstændigheder uhyre modigt, og det kunne have endt rigtig galt, men med Bisse aka. Thorbjørn Radisch Bredkjær, Adi Zukanovic og producer Mads Brinch Nielsen ved roret, har de tilsammen begået et mesterværk, intet mindre. Et smukt et af slagsen, som overrasker og medriver undertegnede, der ellers aldrig har været den store fan af Bisse, eller symfonisk musik, for den sags skyld. Der er ingen tvivl, Tanmaurk er årets danske album.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
