Birdstrike har valgt navnet fordi de gerne vil frembringe følelsen af at blive suget igennem en jetmotor, musikken er dog ikke så tung som dette måske kunne indikere – til gengæld er den dejligt ukompliceret og catchy.
Der er noget herligt ligetil, ubesværet og uprætentiøst over Birdstrike’s lille 4 numre lange EP. Bandet kalder det selv rock ‘n roll tilsat lidt garage-rock, men der er faktisk en del genre i spil, uden at det bliver en rodet omgang. Jo, vi kommer omkring rock og rul og garagen, men også lettere diskofile rytmer og pop-punk, det sidste ikke mindst i kraft af forsangernes vokal, der minder mig en del om Greg Graffin fra Bad Religion.
Den samme pågående energi og short sweet and to the point følelse som også findes hos netop Bad Religion, er også til stede hos Birdstrike. Men, som sagt, så er det især forsanger/guitarist Laze Sørensens stemme, der sender tankerne i retning af de californiske legender.
Fra åbneren “Disco Road Kill”, til den afsluttende “Mexico” rinder ud, går der kun lige knap 11 minutter, så det er ikke fordi Birdstrike bliver hængene længere end de er velkommen. Sammenholdt med numrenes fine tempo og flow, gør det EP’en til en lille, kort og letfordøjelig mundfuld, som måske ikke mætter voldsomt i det lange løb, men som lige giver en lille energi indsprøjtning.
“Disco Road Kill” er selvsagt her den lille fine diskofile stemning sniger sig ind, i hvert fald indledningsvis, hvor en fængende og dansabelt huggende rytme i raskt tempo skubber os frem mod et tempofyldt omkvæd, hvor Bad Religion referencen kigger frem. Selv om trioen kun har 2 minutter og 20 sekunder at rutte med, så bliver der også lige plads til et eksplosivt lille mellemstykke, i det hele taget forvalter Bridstrike deres (selvvalgte) begrænsede spilletid rigtig fornuftigt.
Den efterfølgende “Merry Go” indledes med både et tempo og en stemning, som lyder sådan lidt “soundtrack til en biljagt” agtigt, inden et bubblegum punk’et omkvæd med “yeah yeah yeah” kor sætter i. Der er fart over feltet, ikke så meget pis, bare speederen i bund og fremad. På den ene side er det meget lyttevenligt, på den anden er det galoperende tempo og den korte spilletid også medvirkende til, at det er et nummer der risikerer at suse lidt igennem skallen på en. Birdstrike har heldigvis lugtet lunten og sætter farten lidt end i næstsidste nummer, “Someday”.
Her bliver det lidt mere regulært rock ‘n roll’et, vokalen har i verset måske en diskret klang af noget let-hæs Liam Gallagher snerren over sig, inden nummeret elegant og flydende glider tilbage til Bad Religion følelsen i det simple omkvæd. Et nummer, der er med til at cementerer det jeg skrev indledningsvis – Birdstrike lyder dejligt ubesværede, ikke mindst i en sang som her. Det er ikke EP’ens mest umiddelbart iørefaldende stund, men det hele har et rigtig godt flow og glider velsmurt fremad.
“Mexico” lukker og slukker den korte fornøjelse. Indledningsvis ligger den stemings- og strukturmæssigt lidt i forlængelse af “Someday”, indtil den får et godt skud rock-guitar i omkvædet. På en måde falder EP’en, kort som den ellers er, lidt i 2 halvdele. I de første 2 numre giver Birdstrike smagsprøver på, at de bevarer kontrollen når tempoet er højt, og kan skrive medrivende og poppede omkvæd. I de 2 sidste viser de, at de også kan flække ganske effektive numre sammen, når de justerer formlen. Not too shabby!
Birdstrike’s EP er en fin og frisk lille smagsprøve, hvor der ikke er nogen slinger i valsen. Det er også lige før smagsprøven er FOR kort, i hvert fald til realistisk at bedømme om potentialet og talentet holder over længere tid. Men som det præsenteres her, så leverer trioen en frisk og letfordøjelig lille sag, som jeg sagtens kunne lokkes til at smage mere af.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Birdstrike på Facebook
