Den randrusianske trio Birdstrike viser på deres selvbetitlede debutalbum en god sans for at skrive melodiske og energiske rocksange, men albummet havde fremstået skarpere og mere fokuseret, hvis der var barberet et par numre fra.
Det er egentlig ikke fordi nogen af de 14 numre, Birdstrike har samlet sammen på albummet, falder igennem. Men 14 numre bliver alligevel et par stykker for mange til, at man som lytter hænger koncentreret på hele vejen. Men okay, taget i betragtning af at det er et debutalbum, så er det egentlig ganske godt gået at have så mange numre med et pænt niveau. Det, der så måske bliver et mindre problem, er at de fleste bevæger sig i de samme energiske rocklandskaber.
Fra den ska-rockende og momentvis ret Arctic Monkeys agtige åbner ‘Disco Roadkill’ er der fart over feltet, og samtidig står det også klart at bandet i Laze Sørensens let hæse vokal har et es i ærmet. Han har kort og godt en vokal med karakter, og samtidig passer den ret godt til Birdstrikes friske stil. Ofte bliver han også suppleret fint med vokalharmonier af de to andre bandmedlemmer, Niels Garbus på bas og Morten Friis på trommer. Tag bare det stærke korarbejde i omkvædet på ‘Someday’.
‘Merry Go’ lever især på sin energi, men er måske et af de numre, jeg ikke ville savne, hvis den var blevet gemt til en anden gang, mens der er mere pondus i ‘Mexico City’, som da også er singleudspil fra albummet. Her støjrocker Birdstrike, samtidig med at de fastholder stærke melodiske elementer, blandt andet i de flerstemmige vokalpassager. Det fungerer, ligesom det også fungerer når de bliver nærmest poppunkede på den efterfølgende ‘Bad Joke’. Begge sange bevarer samtidig en balance, hvor de nok er poppede og snildt kunne få radiospilletid, men stadig har lidt rå kanter.
Netop den balance, mellem den poppede melodiøsitet og de uslebne rockkanter, lykkes Birdstrike faktisk med at holde hele vejen igennem. Også på numre som ‘Everything is Wrong’ og ‘Falling’, som ikke for alvor bider sig fast i ørerne på mig. Men de to numre understreger også, en af Birdstrikes udfordringer på albummet, nemlig at mange af numrene kommer til at trække på samme lyd og tilgang, og der dermed sniger sig en hvis ensformighed ind undervejs.
Heldigvis får vi et mere sejttrækkende tempo på ‘My Horse is Dead’, som ca. midtvejs på albummet byder ind med et lidt andet udtryk, end det, der ellers er gennemgående. Den bliver dog også speedet op undervejs, og det er tydeligt at Birdstrike føler sig bedst tilpas, når der er fuld fart på. Men at dømme ud fra de langsommere passager på ‘My Horse is Dead’ kan de med ro i sindet godt arbejde mere i den retning. Det vil også kunne være med til at skabe mere variation i lyden.
De blæser nemlig videre med den fængende ‘Knock Knock’ og den pågående, men lidt for ensformige ‘Lo Fi’, inden vi skal en tur på dansegulvet med ‘Merzy’, der har en dunkel diskopuls som sit hjerteslag og et glimrende flerstemmigt omkvæd, hvor Birdstrike igen viser at potentialet er stort – og at de roligt kan bevæge sig lidt ud af den højenergiske comfort zone ind i mellem. Den efterfølgende ‘No Hero’ lykkes også godt med at løbe en smule langsommere ud over rockstepperne.
At Birdstrike ikke kun har kigget mod engelske rockbands for inspiration, kan man høre på ‘Special K’, der har noget Nirvana’sk over sin dynamik og især omkvædet. Det fungerer også ganske fint for randrusianerne, som dog vender tilbage til en mere britisk lyd på ‘Thin Blue Line’, der slægter Placebo lidt på. Inspirationskildernes skygger bliver dog aldrig så tunge, at de bliver forstyrrende for oplevelsen af Birdstrike som et band i egen ret, og Birdstrike viser med deres selvbetitlede debutalbum at man godt kan skrue forventningerne op til dem fremadrettet.
Det er i hvert fald imponerende, at sangskrivningsniveauet allerede er så konsistent og relativt højt som her, men når det så er sagt, kunne der med fordel kunne være skåret lidt i antallet af numre, så er det altså ikke fordi, der er nogen, der falder igennem. Men omvendt er der også for få, der hæver sig over resten, og som graver sig ind i kraniet på én. Det er også med til, at udtrykket over et helt album bliver en smule monotont. Birdstrike kan med fordel arbejde med at udforske andre retninger end den energiske højtempostil, om ikke andet så der er mere afvekslen over et albumformatet, end tilfældet er her.
Vi lander på 3 positivt stemte store stjerner – dele af albummet er absolut til mere, men manglende variation og for få deciderede højdepunkter gør at helheden ikke kommer helt op at ringe, men der er til gengæld meget at holde af undervejs.
Du kan finde Birdstrike på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
