Big Sky Country er dannet i Esbjerg i 2009, og udgav i 2010 debut EP’en Our Legacy EP og sidste sommer Broken-Down Town EP som fik 4 stjerner med på vejen (Læs anmeldelsen her). Nu, godt 1 år senere, er de klar med debutalbummet The Handshake.
Bandet er inspireret af en bred vifte af kunstnere, blandt andet midt-60’ernes folk og rock som Neil Young, Bob Dylan, The Remains og The Band, men også bands som The Walkmen, The Brian Jonestown Massacre, Fleet Foxes, Kurt Vile, Pavement og Black Rebel Motorcycle Club er at finde i bandets lyd.
The Handshake er et DIY projekt, det vil sige at bandet selv har stået for indspilning, produktion, mix, masterering og sågar album artwork, og det er de sluppet forholdsvis godt fra, mere om det senere. Albummet består af 12 skæringer som alle er, ja, klart inspireret af den temmelig lange liste af inspirationskilder, og ender med at blive, som bandet så fint selv udtrykker det, “en kompot af americana, country, slacker og rock”. Ja, det gør det vel et eller andet sted, problemet er bare, at de nævnte inspirationskilder ikke helt blive til det sammenkog man kunne håbe på, hertil er sangene simpelthen for forskellige i deres udtryk, og skal man være lidt hård, kan man sige at det eneste der binder sangene sammen, er forsanger Philip Skovgaard’s vokal.
Efter at have lyttet til The Handshake rigtig mange gange, er jeg meget splittet. På den ene side har bandet kreeret en meget fin plade med 4-5 sange der hæver sig over gennemsnittet. Albummet kunne sagtens trænge til et par hjælpende hænder og ører fra en producer, men i bund og grund er det solidt håndværk. På den anden side, mangler den berømte røde tråd gennem albummet, der er lidt glad 60’er rock, lidt seriøst folkrock og lidt (nutidig) blues-rock, a la Black Rebel Motorcycle Club, hvilket gør at albummet ikke hænger sammen som samlet værk. At produktionen ikke er helt i top, kan man leve med, men lige meget hvordan man vender og drejer det, hjælper det jo ikke ligefrem på helhedsindtrykket.
Som sagt er der på albummet en lille håndfuld sange der hæver sig over gennemsnittet, en lille håndfuld, da samme sang, “I’m A Worry”, optræder to gange på albummet, ikke overraskende i to forskellige versioner. Og netop dette nummer er albummets stærkeste, og derfor ikke helt dumt at smide det på to gange. “I’m A Worry” åbner da også albummet. Et stille og rolig stykke blues-rock med en snas country feel. Og ikke mindst et omkvæd, som i mit tilfælde, satte sig så godt fast, at jeg vågnede lørdag morgen med sangen i hovedet, så den må kunne et eller andet. Bandet holder fint sangen nede – med det mener jeg at, en sang som denne sagtens kunne få fuld skrald, men den vinder, i denne version, en del ved at blive holdt i snor. En rigtig god åbner.
Og når vi nu er i gang med “I’m A Worry”, så lad os tage version 2, “I’m A Worry II”. Denne udgave er lidt over et minut længere end den første, der er en del mere gang i sagerne, og man kan klart høre referencer til Black Rebel Motorcycle Club, dette uden det bliver plagiat. At sangen er et minut længere gør absolut intet, og denne version er klart den bedste af de to. Det klæder samtidig bandet at give den mere gas, og gøre musikken mere “farlig” og “beskidt”, det er som om at de her har deres force, og det er faktisk gennemgående på albummet, at det er de mest rockede sange, der bider sig fast. Et superfedt nummer, der helt sikkert er at finde på undertegnedes iPhone en rum tid.
“White Man” er næste sang i køen af positive oplevelser. Bandet fortsætter i samme spor, godt med blues-rock. Sangen har en god opbygning, gode melodistykker og i særdeleshed et omkvæd, med et fint afbalanceret åh-åh kor, der lige giver sangen det sidste melodiske “pift” i omkvædet. En sang med masser af potentiale.
“Broken-Down Town” starter med et tungt bas-riff, og man forventer en tung dyster melodi, men nix, der bliver man snydt. Sangen er en opløftende og positiv en af slagsen…
“Just Minutes Ago” er en af to akustiske sange på albummet, og ligeledes sidste sang på pladen. En fin lille sang, der runder et lidt rodet album fint af – en mand med hans guitar, en god melodi, et stærkt vers, omkvæd og en overbevisende levering.
Herudover skal sange som “Changed Man”, “Far From Home” og “Never Looking Back” også nævnes, helt sikkert fine sange på et fint niveau, men de sætter sig desværre ikke rigtig fast.
Og det er jo ikke fordi at de resterende sange på albummet er lige til musik-skraldespanden, men de er bare ikke på samme niveau som omtalte. Overordnet er der fine elementer i dem alle, men på nogen startes der med et stærkt vers, som desværre bliver fulgt op af et vagt omkvæd, som eksempelvis på “Lines+Dots” og “Brother Of Mine”.
Som sagt indledningsvis, er jeg splittet, for alt i alt er The Handshake et fint album, specielt hvis man tager den sang for sang. Men som sagt tidligere, så ser jeg på albums som et helt værk, en pakke der hænger sammen fra start til slut, og her holder The Handshake ikke vand, dertil er sangene simpelthen for forskellige rent stilmæssigt. Personligt synes jeg Big Sky Country er klart bedst når de smider hæmningerne, og giver den gas som på “I’m A Worry II”, dermed ikke sagt at der ikke er plads til stille sange a la “Just Minutes Ago”, som rent faktisk passer fint ind med de lidt hårdere sange. Jeg smider 3 store stjerner efter The Handshake, da den tidligere omtalte røde tråd ikke er særlig tydelig, produktionen halter en smule og sangskrivningen kunne højnes en anelse på flere sange. Men, ret skal være ret, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er The Handshake faktisk et helt fint første håndtryk.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
