Esbjergensiske Big Sky Country er siden dannelsen i 2010 gået fra at være en kvartet der spillede country-cana til, at blive et solo-projekt som indspiller med forskellige musikere i studiet. Samtidig er country-lyden blevet udfaset en smule. Det har vist sig at være en rigtig positiv udvikling, hvor albummet Movements synes at være frugten af arbejdet.
Hoveddrivkraften i Big Sky Country er Philip Skovgaard, der både skriver sange, synger og bestrider diverse instrumenter. Vi har tidligere anmeldt 2 EP’er og et 1 album fra Big Sky Country, hvor det er blevet til 2 x 4 stjerner til EP’erne, mens albummet måtte nøjes med 3. Grunden til, at jeg nævner dette, er ikke kun for at henvise til udviklingen over disse udgivelser, men også fordi der er en del gengangere blandt Movements’ 10 numre, som er hentet fra disse udgivelser.
4 ud af 10 numre figurerer ikke på nogle af disse udgivelser, så vidt jeg lige kunne tælle mig til, hele Medicine Man EP’en er inkluderet, 2 fra albummet The Handshake, mens Broken Down Town ikke er repræsenteret. Det er således numre fra de 2 seneste BSC udgivelser der går igen. Det rejser umiddelbart spørgsmålet, hvorfor nu det, og i endnu højere grad hvorfor det ikke er nævnt i pressematerialet nogen steder? Skal man anskue albummet her som en art reset med og af gamle numre, som nu skal høres som om de var nye? Nogle af numrene er i hvert fald blevet genindspillet, mens andre virker identiske, udover en forbedring i lydstyrken. Det havde måske været fint lige at adressere bevæggrundene. Nuvel, lad os komme i gang.
Jeg har forsøgt, at lytte lidt på kryds og tværs og sammenligne de forskellige versioner af numrene, så vidt det har været muligt uden at jeg blev rundtosset, samtidig med at jeg har prøvet at holde tungen lige i munden og bedømme Movements på egne præmisser – det har periodevis været lidt af en øvelse. Men, skal jeg sige noget helt overordet om gengangermaterialet (og også de nye sange) så lyder indspilningen og produktionen virkelig godt. Lyden er fyldig og varm, vokalen har fået en mere central og tydelig placering i lydbilledet og lyder som om den har fået et all round produktionsmæssig løft og så er der en dejlig detaljerigdom i musikken, som man kan nyde og dykke ned i. Mindre er simpelthen blevet til mere, på den helt rigtige måde.
Om det så er trombonen, der træder i karakter og giver nummeret en helt ny dimension på “Come On!”, eller den mere elektrisk huggende “A White Man” og dens flotte “ah åh oh” kor, der er blevet mindre skramlet og rocket at høre på i forhold til udgaverne på The Handshake, eller andre små tilføjelser, så virker numrene nu helt udvoksede. Disse to eksempler får nærmest “originalerne” på The Handshake til at lyde som halv-færdige demoer i forholdt til.
Stilistisk er countryen som nævnt blevet skubbet lidt i baggrunden, og BSC lyder nu mere ovre i noget indie-americana, som sender mine tanker i retning af et band som My Morning Jacket, blandet med noget The Awesome Welles, måske? Country’ens varme lyd lurer stadig flere steder, men nu i baggrunden, undtagen et enkelt tilfælde. På næstsidste nummer, “On Your Own”, kigger en banjo frem. Et glimrende nummer, ikke mindst på grund af både trompet og trombone, der sender en varm brise igennem sangen.
I det hele taget er det behagelige temperaturer der strømmer igennem Movements, en plade der generelt ikke har travlt eller virker stresset på nogen måde. Samtidig med, at stemningen mange steder er tilbagelænet, så føles den aldrig stillestående eller doven. Heller ikke selv om der falder 3 numre i streg på pladens midte, som hvad angår tempo kunne kaldes magelige og afdæmpede. Dertil er melodierne kort og godt for stærke, sangskrivningen for god og præsentationen for lækker.
“Poor You” (fra Medicine Man), samt de to nye numre “Get Through The Day” og “Run” danner den rolige midterakse på pladen. Førstnævnte har lyder umiddelbart identisk med udgaven fra EP’en, men med mere klar lyd, hvor indbydende detaljer som fløjter, noget percussion og guitaren bare virker som om de har mere fylde – måske er bitraten bare højere på Movements promoen? Labert lyder det vuggende nummer i hvert fald. På “Get Through The Day” smider vi os i skyggen på en varm sommerdag og daser lidt, stemningen og vokalen er mere svævende og luftig, men det hele bliver ikke så afslappet, at den stærke melodi fordufter i lydbilledet. På “Run” svæver man for alvor væk i det tiltagende drømmende udtryk, hvor der med tålmodighed bygges op og ovenpå, hvor vi udover de efterhånden velkendte gæster som trombone, trompet, fløjte og klaver også får en lap steel og en fræk lille klarinet. Kunsten er at undgå, at det kommer til at virke overlæsset – den kunst mestrer BSC til UG.
Titelnummeret fra Medicine Man lader også til at være overført uden ændringer i indspilningen til dette album, men med det samme løft i lyd og lydstyrke som “Poor You”. Det er kort og godt en et lille hit af et nummer, der trods en spilletid på næsten 5 ½ minut, og en egentlig repeterende melodi og tekst aldrig virker gentagende eller for lang. I stedet for bliver det et behageligt meditativt, stærkt nummer, der igen løftes af at det hele bare lyder superskarpt. Den, og den forrygende åbner, det nye nummer, “The Way” er nok pladens mest åbenlyse højdepunkter, eller “hits”, hvis man kan kalde det det. Jeg er hooked på melodien, stemningen og tonen fra start, en af den slags du kan klappe og smådanse til, og synge med på – det svinger!
Og netop svinger (og spiller) gør det helt overordnet for Philip Skovgaard og hans musikalske legekammerater på Movements. Genbrug eller ej, så har det hele fået en ansigtsløftning der ikke virker stiv eller kunstig, men får det hele til stråle. Læg dertil spændende instrumentering, detaljerige og afvekslende numre, som stadig hænger sammen som album og ikke mindst nogle rigtig stærke melodier og vi har en lille 5 stjernet omgang vestjysk americana.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Big Sky Country på facebook
