De københavnske punkrockere Big Mess er klar med album nummer to, hvor de udviser en fin fornemmelse for simple, synge-med venlige numre, der stadig formår at have noget på hjertet. Et helt dusin numre bliver dog lige i overkanten i sidste ende.
Det er ikke et ukendt fænomen, og det er heller ikke fordi der er nogle decideret dårlige numre imellem. Der er bare nogen der ikke helt holder samme niveau som resten, og dermed kommer til at virke som lidt unødvendigt fyldstof. Her taler jeg om numre som “Leave This Scene”, “Bridesmaid” eller den lidt overflødige lukker “Ny Kold”. Skær dem fra og Big Mess ville have stået tilbage med en endnu skarpere plade.
Det sagt er det nu ellers dejligt lyttevenligt på den rigtige måde det her, uden at det bliver poppet-punk, der bare ryger tværs igennem skallen på en uden stop. Det her er punkROCK, af den slags med masser af hjerte og sved, selvom det er i den melodiske ende. Vokalen minder om en sjov blanding af en Morrissey og Robert Smith, da de var yngre midt i 80’erne, hvilket er med til at give det samlede udtryk en portion klædelig smerte og let marineret lidelse. Når han ikke lige krænger sjælen fuldstændig ud, hvor det ikke handler om at det skal lyde kønt og rent, men dybfølt og emotionelt. Ikke verdens smukkeste vokal, men en fed en.
Hvis man, udover “punkrock”, skulle sættet et forenklet label på den lyd og stemning der gennemstrømmer pladen, så ville jeg vælge “rastløshed, usikkerhed og mindreværd”. Rastløsheden fornemmer man i de ofte jagende melodier og det lettere opskruede tempo, mens der lurer en usikkerhed og et mindreværd i en del af teksterne. “Do you like me for my looks or should I go and read more books?”, lyder det eksempelvis i den iørefaldende åbner og single “Pick Ur Queen”.
Det hele grunder måske i den hjernerystelse og de mén den resulterede i for forsanger og sangskriver Tobias Bendixen, der endte som tilskuer til sit eget liv fra en sygeseng. Det kostede blandt andet et forhold og derfor kaldes Try To Enjoy It også for en break-up plade i pressemeddelelsen. En hvor man kan spille, synge og krænge det ud, og pege lidt fingre i begge retninger ved at proklamere, at man var “a fool for counting on you” i den tempofyldte “Counting on U”, der fræser afsted med knivskarp præcision i 1 minut og 45 sekunder.
Nøjagtig lige så lang tid bruger nyeste single, “Still S.A.D.” på at levere sit budskab. Her er stilen endnu mere melodiøs og imødekommende, mens der til gengæld skrues op for fortællerens afmagt – så nederlagsstemningen får lov til at drive lidt ned af væggene. “Montage Feeling” senere på pladen er både lidt kortere og galoperer derudaf i et endnu mere opskruet tempo, i jagten på at få hende der, the “you”, til at “fall in love with me again”. Her begynder Big Mess for alvor at lyde desperate og som om “de” er ved at gå op i limningen.
Men, det er faktisk når de gør noget helt andet, leger med formlen, skifter gear og tempo, at jeg synes de for alvor bliver interessante og Try To Enjoy It er aller stærkest. På “2 of U”, lidt over halvvejs gennem albummet, går der pludselig Burt Bacharach i den med horn, big band danse-valsende rytmer, smooth sailing stemning, kombineret med en (med vilje) højstemt og lettere hysterisk vokal, uden at den underlæggene punkede vibe forsvinder helt. Det fungerer fantastisk i mine ører, som en kuriøs blanding af ro, lækker vellyd og “klasse”, der møder noget grimt, flosset og messed up. Man kan næsten forestille sig bandet stå på en alt for farverig og corny Las Vegas scene, blandt velklædte musikere der gør “alt det rigtige”, selv i ført krøllede, hullede og nussede jakkesæt i et forsøg på at blend in – modsætninger mødes og sød musik opstår.
Hold det billede, for en del af den stemning bæres over i den efterfølgende “Nobodys Favorite”, der efter en dunkende og ildevarslende instrumental intro blander noget stryger ind i de lidende punkløjer. “My telephone never rings, thanks for remembering, I hate again..”, lyder det fra vores plagede frontmand, der nu lyder som om han har forvildet sig ind foran en rolig strygerkvartet og med skjorten flagrende delvist ude over buksekanten og svedigt, sorg-fordrukkent ansigt, står hængende ind over mikrofonstativet og krænger mere af sjælen ud med stærk alkohol- og tobaksånde.
Her synes jeg Big Mess rammer noget helt forrygende, det var måske kammet over eller havde føltes som overkill over en hel plade, men der er noget her der virkelig rammer plet. Det føles hudløst ærligt og udkrængende, uden at blive kvalmende. Samtidig med, at det rent musikalsk byder på nogle krydderier, der i den grad frister og pirrer mine smagsløg, så jeg er sulten efter mere. Heldigvis får man det i næstsidste nummer “Stay With Ur Friends” (der burde have lukket pladen i stedet for “Ny Kold”), der ville være kandidat til, at være “skrub hjem” sangen hvis jeg havde et dårligt oplyst, manly værtshus med rygetilladelse og et klientel bestående af 75 % mænd. Mænd der får lyst til at kramme deres mandevenner, når de har fået en enkelt eller to for meget over tørsten og står der og bliver helt sentimentale. Fremragende nedtursballade.
Big Mess er et rigtig spændende bekendtskab på den danske punkhimmel, eller skulle man sige rendesten. Det er hudløst ærligt og udleverende, også så det driver hist og her, men holder sig lige nøjagtig på den rigtige side af kvalmegrænsen. Vokalen er noget for sig, og måske en smagssag, men der er en eller anden glød, for ikke at sige brændende ild i den, som gør at man drages imod den. Bandet spiller deres melodiske bud på punkrocken med den rette balance mellem energi, solidt håndværk og den der skødesløse følelse punk også gerne skulle have.
Try To Enjoy It er sådan en rigtig “pick up and press play” udgivelse, er man i det rette humør, så føles de 35 minutter ubesværede og flyver afsted. På andre tidspunkter kan den føles 2-3 numre for lang, uden at man på nogen måder begynder at kede sig.
Vi ender på 4 fornøjede stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Big Mess på Facebook
