Der er ingen tid at spilde for Big Mess på deres nyeste album, Blood Punk. Skarpskåret og fuld smæk fra start til slut.
Beats per minute er i sædvanlig stand ikke et grundelement i sangskrivning, som ikke er genstand for forandring numrene imellem på et album. Det er Big Mess tilsyneladende bedøvende ligeglade med, for Blood Punk afviger stort set ikke fra en galoperende hastighed pladen igennem. Som første strofe af skivens femte nr., ”Short Attention Span” ganske konkret fortæller os ”BPM as a 180 minimum”, skal lytteren kastes af sted i et univers båret af distorted guitarer, stramme trommer og en vokal presset til det yderste både hvad angår register og udtryk.
12 numre bliver vi præsenteret for i denne omgang fra Big Mess, og efter flere gennemlytninger har jeg personligt svært ved at udpensle deciderede anbefalinger. Ensformigheden er ikke til at komme udenom, og pladen er i al sin helhed én stor – ja helhed. Udtrykket er præcist det samme i samtlige sange, og man må sige, at drengene ved, hvordan powerakkorder skal hamres afsted. Med en gennemsnitslængde på præcis 100 sekunder pr. sang er der heller ikke overladt hverken hvilepauser eller reflekterende lydflader til lytteren.
Men trods af ensformigheden sidder man tilbage med en mærkværdig følelse af en rutsjebanetur. Udtrykket forbliver det samme, men lysten og interessen i pladen er under konstant forandring. De første par numre er – som alle de andre i øvrigt – ganske up-tempo og med fuld energi, og man køber hurtigt ind på lydfladen, stemningen og laissez faire-who cares-idéen, som kickstarter nogle brede smil og en ukontrollerbar nikken med hovedet. Man er sgu også selv ligeglad med det hele en gang i mellem. Vi kender det.
Midt på pladen daler interessen en smule, da man lidt af natur forventer nogle dynamiske udsving – eller måske endda nogle overraskende og afvigende sekvenser. Disse udebliver naturligvis, da Big Mess, som tidligere nævnt, synes aldeles uberørte af, hvad lytteren af natur måtte have af præferencer.
Derfor fortsætter ”det samme nummer” pladen ud, og sjovt nok giver det anledning til endnu en gang at trække lidt på smilebåndet og tænke på, hvor cool og careless, man jo trods alt også selv er.
Big Mess betragter selv deres nyeste album, som værende mærkbart mere melodisk end de seneste udgivelser. Opfattelsen af melodiøsitet er vel forskellig fra lytter til lytter, men på dette punkt er jeg ikke enig. Tværtimod fremstår Blood Punk mere skramlet og ”punket” end eksempelvis forgængeren You Know I Care, som byder på pop-inspireret vokalmelodier, og flere faser med temalignende guitarfigurer. Faktisk minder dette album på mange områder om 90’ernes britpop, og et band som Blur virker til at være en inspirationskilde.
Selve titelnummeret på Blood Punk har karakter af et slags soundtrack. Man kunne sagtens forestille sig en video i baggrunden, og en intro til en serie af en art. Faktisk fik guitarriffet mig til at blive nostalgisk og bringe tankerne tilbage til en 00’er serie – og ganske rigtigt – nummeret ”Blood Punk” minder utrolig meget om titelmelodien til mangaserien, Beyblade.
Albummet Blood Punk rummer ikke meget. Men det pladen rummer, bliver til gengæld leveret på fornem vis, og det virker ikke synderligt fjernt at drømme sig hen til et svedigt klublokale, hvor Big Mess genopliver punkens dundrende energi med deres take på genren her i 2019.
Anmeldt af Jacob Mignon
