Big Mess slår sig selv lidt i hartkorn med popmusikken på Bestial Pop. Det betyder, at de seks numre er gode for en fest, men også hurtigt glemt.
”Man kan skrive sig ud af alting” er et godt, akademisk mantra. Ja, det må man også sige, Big Mess har forsøgt. De skriver i pressematerialet at for bandet er ”popmusik ikke et fy-ord, for, “punk og pop har jo netop det tilfælles, at det helst skal være to the point og ramme direkte”. De indleder endda med at påstå at ”Ingen i Danmark er bedre til at skrive fede og catchy punkrock-sange end os”.
Nu er jeg selv i den grad akademiker og har i min karriere blandt mange andre ting også arbejdet som konsulent, hvor vendinger som ’sprog skaber virkelighed’ blev sagt med eftertryk, tilpas alvorsrynkede øjenbryn og endda højtidelighed. Men nu er det også sådan, at sprog jo gerne skulle referere til det, det omtaler.
Som anmelder kan nok så skønne sprogblomster eksempelvis være fine nok. Det væsentlige er dog, om de forholder sig til musikken.
Og hvad får vi så på Bestial Pop? Joh. Altså. Vi får punk. Og melodisk punk. Faktisk punk, der er festligt på en måde, så det snildt ville kunne erstatte Cardi B og hvad de ellers hedder. Hvis det altså var sådan en fest, hvor tøjlerne slippes og øllet flyder frit. Men kalorieindholdet er også at sammenligne med designerpoppens. Ikke at det per se gør så meget: Det er heller ikke altid en fornøjelse at lytte til politiske punkbands, da genren ikke just er kendt for flersidighed. Her er det det festlige, der er i centrum.
Big Mess kigger sig ikke tilbage og kører på i højt tempo og vokalen kører viseligt på med korte toner, så det både får et nærværende, hektisk præg men de måske ikke så voldsomt store sangerevner udstilles.
Det betyder, at Big Mess har et meget genkendeligt udtryk, genremæssigt. ‘Black Sheep Bounch’ åbner ballet og det er bundgas og hurtige akkordskift. Party! ‘Frog or Fraud’ går lidt ned i tempo og bliver en nærmest millenial selvdestruktiv ironisk sag, hvor bandet selv fremhæver stroferne:
“Trends come and frauds must go
Some of us think and some of us don’t
This is my home, I must be a sick dog
Cause I’m happy to kiss any frog”
Ikke det mest dybe, men det kan godt finde sit publikum.
Tempoet løber næsten fra projektet på ‘For Real’, hvor det næsten er DK / Lard-agtigt i viljen til at komme ud over stepperne. ”Yeah, yeah, yeah I wanna be with you / For real” går refrænet. Big Mess vælter ikke verden med teksterne, men muligvis med tempoet…
Kærlighedstemaet fortsætter på ‘I Care’, hvor tempoet ikke just er på sjælerniveau, men dog så relativt lavt at der er tid at trække vejret. Inden den mere støjende ‘Killerfornication’ får vi lige renset smagsløgene med godt et minuts ‘New Life, Same T-Shirt’.
Og så er det slut. Ingen af de seks numre varer tre minutter, og det er i sig selv imponerende hvor meget variation, der fås ind på den relativt lave spilletid – uden at man et sekund er i tvivl om, at det er punk. En lidt mere udfordrende kritik må være på, hvor gode, melodiske sangene i virkeligheden er?
Jeg er ret sikker på, at Big Mess framer deres virke og specifikt Bestial Pop ret godt ved at slå sig (lidt) i hartkorn med poppen.
For jeg kunne sagtens forestille mig både at det her var festligt live, men også (nok mest) ungdomsfester, hvor de seks numre lige bliver smidt på og giver et skud energi til festen.
Vel vidende at festen snart vil være et andet sted.
– og det billede er måske netop et tegn på, at punk også lidt hører til i den tid hvor jeg voksede op. Og jeg nok er lidt i tvivl om, hvor meget punk der sættes på i dag uden for meget små, smalle miljøer. Og hvorfor det så lige skulle være Big Mess?
Jeg ved for lidt om miljøerne til at kvalificere hvem der skriver de mest ”fede og catchy punkrock-sange”i Danmark. Men er det Big Mess, konkret på Bestial Pop, så har netop det hjørne af punken mistet sin evne til at få folk op af sofaen – selv om der prøves, egentlig spilles fint og bandet ikke prøver at være mere end de er.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Foto: Tue Blichfeldt, Big Mess pressefoto
