Between Oceans får med deres EP Oxymoron vist variation i metalcoren og til tider givet smæk for skillingen, mens pladen til andre tider skaber associationer til forfladiget college-punk og NU-metal.
Det åbner stærkt for Between Oceans med ‘Lost Or Found’. Der screames stærkt i gang med hardcore-elementer og (først) masser af smæk derudaf: Tunge gains, screamvokal rag’ed, firkantet afvikling af breaks. Som et melodisk release afvikles refrænet i college-punk-stil med egal vokal. Hyper harmonisk med synths og masser af pathos og masser af compressor på a- og b-vokaler.
Vi får også et fint breakdown, hvor stemmen lige rømmes, inden der screames videre. Hey, der virker til at være lidt humor at spore her. Kontraster? Ja, tak.
Effektivt? Hmm. Der er juryen nok ikke helt tilbage endnu… Noget stritter lidt – ikke mindst hvor poleret refrænet står.
Og det bliver desværre ret definerende for projektet: De mere melodiske passager virker sukret klistrede, mens de mere hardcore-inspirerede stykker er knastørre. Jeg skal være den sidste til at argumentere imod variation. Men her virker det som om man forsøger at bygge en bro imellem noget særdeles potent og og noget stærkt patetisk – men hvor det sidstnævnte netop ikke rigtigt rummer hverken samme energi eller humor og dermed bliver ikke patetisk, men faktisk lidt ynkeligt. Av!
Anden skæring, ‘Reverie’, byder godt nok på growl/screamvokaler, men når nummeret er spillet igennem vil man snarere have et billede af en college-punket sag med lidt scream-vokal ind over. Muligvis kunne nummeret have været lavet af Linkin Park, men selv der mangler der lidt. For den egale vokal bliver noget presset på de høje toner og det mere growlende kommer til at hænge og flagre lidt i versene med en tynd synth til at tilføre melodi.
Hvor åbneren havde en følelse af suspense-release og et hint af humor, bliver ‘Reverie’ lidt for selvhøjtideligt. Og det er så egentlig de bedste to numre, da der følges op med en uptempo-sag i ‘The Light Below’ og den motorcykelrock-drive-agtige ‘Shallow Waters’. Det hævede tempo dækker dog ikke over, at der lægges stor fokus på patetiske refræner uden voldsomt gode melodier.
Dog er der passager, der giver hints om nogle retninger, bandet med fordel kunne trække i: Starten på versene ‘The Light Below’ synges med tonalt lavere, fortællende stemme, og det er en behagelig variation i forhold til de ellers lidt pressede egale vokaler. Der kunne fortælles her, men det er – som sagt – kun i versenes start.
EP’en afsluttes med en balladen ‘Atlas’, hvor vi igen får lidt prøver på den tonalt dybere vokal – mens scream-vokalen tager en call/response-rolle som… faktisk fungerer OK.
Teksten er dog ikke rigtigt noget at skrive hjem om: ”When the stars come out / we close our eyes / and watch the night come alive” går refrænet og banaliteten driver lidt af det hele til trods for fine arpeggio-lignende guitarer nedenunder.
Between Oceans bliver et studie i post-modernismens sammenstykning af forskellige, ret løsrevne delelementer. Synths fra noget symfonisk metal. Lidt scream fra hardcoren. Egale, overpressede college-punk vokaler. Firkantede, skarpe og tørre guitarer.
Havde der været en tydelige idé med det hele, kunne det have været ret fedt, eller i det mindste hæderligt. Men jeg kæmper med at se idéen og bandet påpeger selv at metalcoren er lidt udskældt herhjemme.
Måske er det bare mig, der har fået nok af post-modernisme uden mål og med, men Between Oceans havner mellem (mindst) to stole, hvoraf den ene er noget college-punk, jeg virkelig finder forfærdeligt.
Man kan ikke tage energien fra bandet – især ikke i første nummer. Men hangen til emo-agtige patetiske omkvæd gør ikke noget rigtig godt. Blot ét ret godt nummer gør det bare ikke for EP’en. Og dermed havner vi på to stjerner.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
