Som anmelder får man af og til nogle lidt sære ting ind. Måske især når materialet kommer fra kunstnere, der – tjah – netop er det: Kunstnere frem for den måske lidt mindre ambitiøse beskrivelse ‘musiker’ eller endda ‘håndværker’.
Bess’ EP, Rummet, må anskues som et kunstværk af en kunstner – og dermed menes også, at pladen er mindre tilgængelig end meget andet musik, vi modtager. Der er tale om en elektronisk produktion, hvor forskellige små elektroniske temaer på en meget kollage-agtig måde udgør baggrunden for Bess’ vokaler.
Flere gange på pladen får jeg associationer til lydkulissen til ét af de ni rum under ARoS; det, hvor man på små ti minutter gennemgår et døgn i en lejlighed – akkompagneret af musik (?) og reallyd i en kollage. Det er spændende, udfordrende og bryder i hvert fald meget med de konventioner, meget musik er bygget op efter.
At pladen er modtaget på LP (med en EP på hver side), bidrager også til oplevelsen af at have noget anderledes i hænderne. Selvfølgelig ville vi også have givet materialet den nødvendige opmærksomhed, hvis vi havde fået et download-link, men der SKER altså ét eller andet med tilgangen til musik, når det kommer fra en LP.
Tilbage til musikken: Vokalen ligger sig som nævnt oven på et luftigt hav af loops/guitar-figurer, eltrommer og noget, der kunne være reallyd, men måske bare er et produkt af leg med instrumenter. Og igen må man med vokalen kigge længe efter noget, der er decideret behageligt at lytte til; stemmen synes at benytte sig til netop ikke at synge rent, og når der er flere stemmer er det typisk ‘tæt’ harmoniseret i noget, der i hvert fald sjældent er en dur-terts.
Det er uomtvisteligt effektivt og sætter en stemning, men gør også, at man som lytter skal ‘stå lidt på tæer’ for at kunne følge med, da der altså ikke bliver givet ved dørene. Det er ikke givet at der er et omkvæd og afslutningsnummeret ‘Roller, Baby’ fremstår på den måde lidt anderledes end EP’ens andre numre med sin storby-souljazzede stemning, som holder en mere traditionel form. Det er faktisk virkelig fremragende – men måske først efter nogle gennemlytninger.
De danske tekster er helt i tråd med den lydmæssige baggrund luftige og sanselige. Åbningsnummeret ‘Duften’ sætter stemning med sfæriske udbrud om ‘duftene’, mens ‘Ud i sort’ er næsten modbydelig i den ret voldsomme stemmeføring og der soules igennem på en tilsyneladende ret ustruktureret melodi, som handler om tid, frihed og åben himmel. Break beats og MIDI-keyboards blandet på luftig vis og der er både leg, kaos og provokation på spil. Og i den sidste ende får det mig til at tænke; er det i virkeligheden godt?
Er vi i virkeligheden ikke mere ude i et ekstremt prætentiøst projekt, der på ingen måde ville holde til at et barn rejste sig og sagde ‘men han har jo ikke noget på’? Jeg er villig til at medgive, at alene det, at man stiller sådanne spørgsmål er en kvalitet i sig selv. Men jeg er også ret sikker på, at var jeg gået ind i et rum, hvor Rummet blev afspillet på AroS, ville jeg nok ikke blive for at høre værket til ende. Jeg ville måske i virkeligheden få lidt travlt med at komme videre.
Så i den sidste ende må jeg erklære at Rummet er længere i retning af ‘naivt’ end ‘ambitiøst’ på den berømte naiv-ambitiøs-skala. Simpelt hen fordi sangene lidt for ofte bliver ubehagelige at lytte på – og dermed kommer pladen til at provokere mere end at gøre verden større.
Tre stjerner kan selvfølgelig virke lidt fedtet (måske ‘forstår’ jeg bare ikke pladen?), men det er der, vi havner…
EP’en Bez er umiskendeligt Bess, hvilket vil sige, at der er langt fra et radiohit. Der er tale om electronica og der er masser af legesyge med både lyde og stemninger. Der er mere fokus på det specielle – herunder til tider næsten desperate vokal med et utal af effekter – end lyttevenligheden. Og dog er Bez radikalt bedre i dette aspekt end den anden, nærværende, EP: Rummet.
Nummeret ‘Sproget’ handler om knogler som sprog (er det mon en Murakami-reference?) og børns evner til at forstå, men Bess’ leg med lyde er alt andet end barnlig. Det virker faktisk ganske alvorligt, når Bess larmer derudaf med sequencers og trommebokse. Men samtidig er der så meget, der hverken siges gennem tekst eller musik her, at det bliver ironisk på en meta-vis at nummeret netop hedder ‘Sproget’.
Stærkest står ‘Du har glemt det’, som fint sætter den ‘tomme’ stemning, glemslen efterlader. Der er ingen anklager her; ”du har glemt det, jeg har glemt det, vi har glemt det” er da til at forstå, og netop den nøgenhed og kliniske kulde Bess’ lyd er så god til, passer fint til denne næsten nihilistiske sang.
Fjerde skæring, ‘Kalaha’, leger med mellemøstlig tonalitet og alarm-lignende toner. Det virker dog ikke til, at der er noget særligt politisk budskab i nummeret, der som en del af de andre numre på EPen blot sætter en stemning med et mix af maskinelle beats og tilsvarende bas og så nogle høje vokaler over. Meningen udebliver.
Bess har med Bez igen begået et måske ambitiøst værk, men også naivt i sin tro på at man kan holde lytterens opmærksomhed fanget med et halv-ubehageligt lydbillede og naivistiske tekster som solopgange og sære knogler i kommunikation.
Hvor leg nok generelt anses som noget positivt i vores samfund, så finder jeg at der svæver et stort og nær-fatalt spørgsmålstegn over hvor interessant Bess’ leg med lyd holder på den lange bane.
Og dette gør sig gældende for både Bez og Rummet.
Dermed må også Bez ende på tre stjerner – det er ambitiøst men ambitionen er nok rettet for meget indad og for lidt ud på at lytteren skal være ‘med’.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Bess på facebook
hahaha, det er vel nok den sjoveste anmeldelse jeg har læst i lang tid! åh man ser den stakkels anmelder for sig, der ikke bare har modtaget en “lidt sær ting” men ovenikøbet skal lede længe efter steder, hvor stemmen er “decideret behagelig at lytte til” – ja til tider er det hele endda “næsten modbydeligt”. uha, det kan vi ikke have, det er ikke spiseligt, det er ikke brugervenligt, og, ja, “meningen udebliver”!
er det måske snarere anmelderen end kunstneren der er naivistisk og tørster efter musik der kan skylles lige ned med øllen? der lyder som det han kender? med et budskab serveret ved siden af?
i det mindste fik anmeldelsen mig gjort så nysgerrig, at jeg straks lyttede til de fantastiske, sjove, gribende, udfordrende sange – og måtte grine engang mere: søde Troels-Henrik Balskev Krag, der er altså steder i verden, hvor ep’er som bess’ er helt, helt normale at lytte til! ud af (m)andedammen!