Aarhusianske Bersærk har hærget sig til en vis succes med deres dansksprogede hedninge-hegn. Nu er de så klar med Jernbyrd, opfølgeren til 2015’s Mulm, og der er ikke skruet ned for kadencen.
På overfladen er der ikke sket så meget hos Bersærk – der er stadig en fascination af gamle danske ord og nordisk mytologi, hvilket titler som ‘Fimbuls børn’, ‘Niddingesang’ og titelnummeret ‘Jernbyrd’ vidner om. Jernbyrd var i øvrigt noget man brugte i retssager i Middelalderen, hvor den, som skulle føre bevis for en påstand om uskyld, skulle bære glødende jern i sine hænder, mens vedkommende gik barbenet over gloende plovjern. Hvis man så slap for betændte brandsår, var man uskyldig – antageligvis fordi man så havde fået hjælp af Gud selv til at bevise det. Den slags bevis blev i øvrigt afskaffet i Danmark efter omkring år 1216.
Bersærk lægger ud med intet mindre end ‘Kronen på værket’, en rumlende, ildevarslende halvandet minut lang drone, over hvilken Casper Roland Popp’s vokal proklamerer at “nu er vi kommet til vejs ende (…) Ulven kommer i nat”. Effektivt og stemningsfuldt udlæg.
Så går der ellers velkendt traktor-rock i den. Faktisk virker traktoren til at være blevet tunet, på ‘Kampånd’, hvor vi også får råbekorsomkvæd (“Der er liv på ny!”) og energi nok til at vinde de jyske mesterskaber i traktortræk (ja, undskyld traktor-metaforen, det er genbrug fra Kens anmeldelse af Trældom-EP’en). Men der er bare noget i Bersærks rå, kraftfulde og upolerede energi der går i retning af en landbrugsmaskine. Man bemærker næsten ikke at vi går fra ‘Kampånd’ til ‘Skyggeland’, før vi får et breakdown, hvor Popp fortæller os at “himlen slår revner i skyggeland”, inden tempoet fræses op igen.
Og der er ikke plads til mange puste-pauser på første del af Jernbyrd. Således stoner-rocker ‘Tordensol’ sejt afsted i højt tempo, trommerne får læsterlige klø og Popp leverer et par stærke vokalhooks undervejs. Især i første halvdel et glimrende nummer
Tempoet sænkes indledningsvist og man får lov at snappe lidt efter vejret på ‘Intet glemt, før alt er brændt’, som bygger ildevarslende og tungt op, og faktisk lykkes bedre i opbygningen end i forløsningen til sidst – her er stadig et udviklingspunkt for Bersærk; at få forløst sangene endnu bedre. Også ‘Fimbuls børn’, som jeg mener at have hørt live, er stemningsfuld og vellykket med sit rullende drive med kor, som leder op til flænsende guitarstorm og Popp for fuld udblæsning – “så kæmp for alt hvad du har kært!”. Nå, jaja, jeg skal nok…
Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad det er den opspeedede og knap så tunge ‘Niddingesang’ minder mig om, men jeg ved ikke helt om jeg synes det er helt vellykket – elementer af sangen er stærke (blandt andet synes jeg omkvædet fungerer og der er flere hooks undervejs), mens jeg ikke er helt solgt på vers og b-stykke. Nuvel, det er fint at Bersærk leger lidt med formlen, og om ikke andet giver det variation på albummet, hvor fred bliver til had og had bliver til fred på den efterfølgende ‘År nul’.
Her får vi flere undergangs- og genfødselsscenarier, igen i effektiv og eksplosiv indpakning, hvor man næsten kan mærke indignationen brænde gennem Popp’s vokal, som suppleres af en musikalsk tordenstorm. Efter det virker titelnummeret ‘Jernbyrd’ knap så effektivt, fordi det virker til at bevæge sig om samme tema, uden helt at være lige så velfungerende musikalsk – det vil noget andet musikalsk, men det er som om, det ikke rammer helt rent, og den tidligere nævnte forløsning synes jeg mangler her, nummerets øvrige kvaliteter uagtet.
Til gengæld er ‘Solens folk’, der giver mere plads til Popp’s vokal og ikke er bange for at trække på melodiøsiteten, et stærkt punktum, som selvfølgelig ikke “slipper” for mere huggende guitar og det ender i en form for helte-tungrock (tænk en mere smadret udgave af Manowar). Det er en form, som både er Bersærk’s styrke og akilleshæl. Det er tydeligt at Bersærk gerne vil smadre igennem og er gode til det, men faktisk virker de øjeblikke hvor de holder igen på albummet, som på åbneren og igen indledningsvist på ‘Solens folk’ og et par andre gange undervejs, stærkest – sammen med ‘Kampånd’, ‘Tordensol’, ‘Fimbuls børn’ og ‘År nul’.
Og det var da også omkring halvdelen af albummet, jeg fik remset op her? Det betyder også at en hel del går op i en højere enhed for Bersærk undervejs, men jeg sidder stadig med fornemmelsen af, at med en smule mere dosering af virkemidlerne og lidt mere tilbageholdenhed her og kan Bersærk komme et luftlag højere – omvendt er den umiskendelige, rå energi også et varemærke for bandet, så selvfølgelig skal der hamres igennem det meste af tiden. Det ville måske bare være endnu mere effektivt med lidt dosering.
Når det så er sagt, så er det altså svært ikke at lade sig rive med af Bersærk, som i Casper Roland Popp har en insisterende indpisker og samtidig lader til at have taget et skridt frem sangskrivningsmæssigt med Jernbyrd – uagtet mine tidligere indvendinger. Men mere vil have mere, ikke?
Jeg har svinget lidt mellem 4 og 5, men eftersom jeg faktisk synes albummet vokser med lyttene og Bersærk har flere gode hooks undervejs, tipper karakteren til endnu en femmer til Bersærk.
Du kan finde Bersærk på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
