Københavnske Benny And The Me Love You Long Times (tak for det) beskriver sig selv som melodisk og fængende powerpop, hvis du tilføjer snotnæset tyggegummi punk til det, så har du en meget god idé om hvad du går ind til på gruppens fine EP Young Love.
Der er ikke så meget pis hos Benny And The Me Love You Long Times, 1,2,3, pedalen i bund og ud over velkendte, men uhyre medrivende, stepper. I hvert fald imens numrene suser derudaf, for den største svaghed er nok, at det hele er så hurtigt overstået, og videre til næste nummer af de 5 på Young Love, at man har lidt svært ved at huske sangene efterfølgende.
Men mens musikken spiller, så leverer de 3 gutter og 2 tøser der udgør bandet glimrende underholdning i øjeblikket, øjeblikke med masser af nerve, energi og en veludviklet sans for, hvordan man får relativt simple virkemidler til at yde på max.
Stilen, tonen og tempoet slås an fra første sekund med titelnummeret, og så sænkes hverken fart eller catchyness i de cirka 12 minutter, som det tager bandet at banke 5 sprælske in your face numre af. Selvom formlen er simpel og skrabet, så er det egentlig kun i afslutteren “Red Moon” hvor jeg føler at Benny… kommer til at gentage sig selv lidt – den føles lidt som en opsummering af det vi allerede har hørt i de 4 foregående numre. Eller også er man bare blevet godt powerpop-punk stimuleret på det tidspunkt?
Bandet nævner selv (muligvis med glimt i øjet, ik’ sandt), at deres musikalske forbilleder tæller “Alphabeat, Buzzcocks og Hanne Boel”. Jeg vil gerne, ud over en masse andre man sikkert kunne nævne, smide et navn som Dead Moon i puljen. Både på grund af den simple og ligetil sangskrivning, men også i ånden, hvor de på en måde deler den der skødesløse stil og tilgang til sangskrivningen. Det kan godt være det ikke er helt fint i kanterne, at det kradser og hyler lidt i ørerne hist og her, men med en god og fængende melodi, en god portion vilje og så en hulens masse begejstring og glæde – så går det sgu nok det hele!
Tydeligst er det i EP’ens fjerde nummer, den herligt uregerlige og delvist skingre og slingrende “Tonight”, hvor det hele skramler, rasler og hviner afsted, med halv-falsk råbekor og andenstemme- men fuck det, det fungerer på sin egen skæve måde og ender med at blive højdepunktet på Young Love. Selv om den dingler frem og tilbage på vejen, så ryger vi aldrig i grøften. Bandet havde nok også været ligeglade hvis det var sket, så havde de nok bare givet den endnu mere kul og skrålet endnu højere.
Med sine knap 3 minutter er det samtidig udgivelsen længste nummer, det korteste finder vi lige inden i form af den kun 1½ minut lange “Back For More”, der lidt lyder som Jack White/The White Stripes, der har fået for meget Red Bull. “Åh Åh Oh” koret har noget tidlig 90’er riot grrrl over sig, måske lidt henad noget L7. I det hele taget er en af forcerne, at Benny…. benytter sig af både kvinde og mandevokal, så man aldrig når at kører træt i nogen af delene. De synger, råber og skråler hver for sig, oven i hinanden og i noget der næsten lyder som kor.
Som man måske kan fornemmer, så har vi at gøre med et band der i den grad fyrer den af, og tilsyneladende nyder bare at slippe tøjlerne og se hvad der sker. EP’ens mest rå stund finder man på “Don’t Wanna Dance”, hvor vokal og den paroleklingende pop-punk kradser som en mellemfornøjet kat mellem “whoa whoa whoa” udbrud – ukompliceret og uhyre effektivt!
Der er egentlig ikke så meget mere at tilføje, er du til genren, så er det bare med at tjekke Benny And The Me Love You Long Times ud i en ruf. Young Love er et dejligt lille opløftende og uforpligtende frikvarter, der underholder og bider lidt fra sig så længe det varer.
Af Ken Damgaard Thomsen
EP’en kan høres og erhverves for en 20 krone på bandets bandcamp
