Moderne, groovy, tung OG melodisk metal, jo, aarhusianske Beneath The Silence går efter pladen fuld på deres 6 numre lange debut-ep Meant for the Clouds. Og selvom det ikke er voldsom nytænkning der præger lydbilledet, så har kvartetten fat i noget der måske kunne blive rigtig fedt – for rigtig godt ER det allerede.
Alright, kvinde-frontet melodisk tungmetal, så må man jo lige hive Evanescence op af hatten som en reference, det foreskriver anmelder-reglerne. Det sagt, så kunne man også nævne de danske kolleger i Forever Still, der gør sig lidt i samme melo-dramatiske, emotionelle og kraftfulde metal-boldgade, det er bare som om Beneath The Silence lige er en tand tungere. Nå ja, og groovy! For groove, det kan de sgu.
Der lægges sejt gyngende fra land med “Find Your Way”, hvor bandet ikke sætter mange ben forkert. Fuld skrald fra start, lyden er god, klar og har tyngde, men bliver ikke for pæn, selvom det jo ikke ligefrem er grindcore klang der præger den her slags metal. Omvendt kan man også sige, at det er så som så med overraskelser i lyden, læser man bandbeskrivelsen inden man lytter til musikken, så ville jeg tænke “det er nok sådan her de lyder”. Bingo.
Men nu er genkendelighed og dens lidt belastede slægtning forudsigelighed, jo ikke nødvendigvis noget decideret negativt, i hvert fald ikke på Meant for the Clouds. Der sigtes højt og storladent, følelserne sidder lidt uden på tøjet, men et nummer som “Find Your Way” viser også at der er masser af vitaminer og kulhydrater i bandet, så der er lidt til mavsen. Og så slipper de af sted med et ret catchy omkvæd, og så er vi ligesom i gang. “Voice of The Broken” følger op med et mere bistert og sammenbidt udlæg, hvor det både slår gnister og hvirvles godt med støv op. I løbet af det første minut kobler bandet lidt ud og lader vokal og ikke mindst bassen få noget plads at boltre sig på, hvor sidstnævnte får plævret godt og grundigt igennem, det lyder sgu ret fedt. I det hele taget viser nummeret at Beneath The Silcence har flere tangenter at spille på og også kan lege lidt med den forventelige sangstruktur og opbygning – men vi skal, naturligvis, i sidste ende hen til et luftigt omkvæd.
“By Any Standard” lægger også ud med at sigte dybt og give nogle gode stød og vibrationer til dunken, momentvis er det som om, når kadencen i ordleveringen sættes lidt op, at vokalen er lige ved at miste et skridt, men…. det lyder egentlig også ret fedt, og giver det hele lidt skævhed og bryder det sædvanlige ture op og ned i registeret, som ellers kan præge denne form for følelsesladet og ekspressive metalmusik. Selve lyrikken, lige for at hive den ind fra venstre, er også et punkt, hvor man efter min smag kunne investere noget sved, tårer og arbejde. Igen, ligesom selve musikken, så fejler de i princippet ikke noget, det falder bare også i “jamen sådan er det jo i denne genre” kategorien. Det fungerer, men det vinder ingen innovationspriser.
Til gengæld kan Beneath The Silence jo så bare skrue op for blusset og hugge igennem, så man ikke sidder der og begynder at lege lyrik-anmelder, som på “Out of The Grave”. Bare titlen lyder jo dejlig tung, saftig og indbydende, ikke? Ikke at gruppen pludselig spiller dødsmetal, men indenfor genrens rammer og grænser, så er det godt med tryk på kedlerne. Og så har bandet ikke mindst rigtig god timing og sans for dosering, ja, det kaldes vel bare solid sangskrivning?
Nu hvor regelbogen følges nogenlunde stringent, så skal der selvfølgelig også lige være plads til at sætte tempoet ned. “Lies” er ikke en ballade, men vi er ovre i semi-land, eller i hvert fald en hymne. Den, og den efterfølgende afslutter, titelnummeret “Meant for the Clouds”, er måske i virkeligheden de 2 stærkeste kompositioner på EP’en. “Lies” er, på trods af at der er godt med kul på, måske ikke udgivelsens mest “flashy” nummer, men bandets klang her og nummerets udformning giver den noget…. stoflighed? Så man nærmest kan føle sangen med fingrene, hvis I forstår hvor jeg vil hen ad?
Beneath The Silence er sådan et godt eksempel på, at du ikke behøver være frarøvet karakter og personlighed, bare fordi man ikke lige er specielt banebrydende eller originale. Det er godt håndværk, men mangler måske lige noget på den kreative front, hvor der gerne måtte eksperimenteres en smule hele vejen rundt. Man behøver sådan set ikke smide regelbogen helt ud af vinduet, hvis man ikke er tryg ved det, men man kunne jo prøve at lægge den over i vindueskarmen og se hvad der så skete?
4 slet ikke så tossede stjerner til Beneath The Silence.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg bandet på facebook
