De københavnske alternative-rockere/indie-poppere Bells Echo’s erklærede mål er, “at fremhæve den gode melodi og skabe genkendelige temaer, så publikum roligt kan læne hovedet tilbage og nyde det sfæriske univers”. Det er også bandets helt store force på dette album, der lægger sig som et behageligt lydtæppe omkring en, mens man kigger ud af vinduet og stille og roligt fornemmer forårets komme. Ulempen er, at man i løbet af albummet næsten kommer til at sidde FOR godt og falder lidt hen.
Bells Echo er dannet tilbage i 2011, men nogle af numrene der udgør I Can See My Bike From Here, har været på vej i hele 7 år, hvilket understreger et gennemgående indtryk man har efter at have lyttet pladens 10 numre igennem – det er et band, der tager sig tid. Ikke forstået som, at det går i stå, mere på en måde hvor musikken virker spirende, langsomt folder sig ud og får lov til at gro i sit eget naturlige tempo.
Når man ligger midt i denne spirende musikalske blomstermark og kigger på det ene fine sang-træ efter det andet springe ud, så er det trods den gennemgående melankolske klang albummet har, en meget opløftende, afslappende og næsten befriende frisk oplevelse. Ulempen er, at man skal passe på ikke at slumre lidt hen, så musikken bare får lov til at svæve et sted i baggrunden, og her mangler bandet, over den lange bane, måske også lige lidt flere farver på paletten at male med, så éns opmærksomhed og sanser holdes skarpe hele vejen igennem.
Når Bells Echo er gode, så er de til gengæld også virkelig gode! Førstesinglen, “Jump The Page”, eksempelvis, et nummer der fornemt indkapsler bandets nævnte evner til at skrive sange der lyder som om de gror helt organisk frem og på egne præmisser folder bladende ud. Klang- og stemningsmæssigt er vi i den den mere folksy ende, noget i retning af Fleet Foxes eller Band of Horses, to bands der kigger frem fra sprækkerne løbende på pladen. Den skrøbelige vokal og inderligheden i sangene, er dog helt Bells Echo’s egen, ofte forstærket, som her, af flerstemmig vokal, mens den smagfulde instrumentering med blandt andet akustisk guitar, lidt diskrete keys og sagte mundharmonika, vugger melodien behageligt fremad.
Stemningen slås an lige fra start, med den flotte instrumentale åbner, “I Can See My Bike From Here”, båret frem mod første reelle nummer, “Buried Alive”, af et smukt klaver-tema. “Buried Alive” skubber for alvor albummet i gang med en luftig og lun indie-poppet melodi, der svæver elegant i vinden og sender min tanker i retning af førnævnte forår. Når Bells Echo rammer plet med de gode melodier og vellykkede stemninger, så er der virkelig noget i luften.
Det er måske lidt uretfærdigt at forlange, at I Can See My Bike From Here’s sange holder dette niveau over samtlige 10 numre, og et udslag af min egen indgroede rastløshed, men momentvis er det som om virkningen fortager sig lidt, eller det hele bliver lidt for rart. “Oh Brother”, midt på pladen folder sig ud over næsten 7 minutter. Det lyder lækkert, men det tager sig næsten for god tid til at svælge i den lidt triste tone, og nå frem til sin brusende afslutning. Heldigvis følges den op af “Counselor”, der tøffer medrivende derudaf på sin egen rolige facon, og førnævnte “Jump The Page”.
Derefter læner jeg mig lidt for langt tilbage i stolen igen til “Tree”. Et virkelig flot nummer, men det som om man begynder at trænge til, at der sker noget andet. Jeg begynder at døse lidt hen, paradoksalt nok i et nummer der tilsyneladende handler om at vågne/stå op, med tilhørende stemning af morgengry. Den efterfølgende “Pros and Cons” får ikke rusket nok i mig til, at jeg får gnedet min egen magelighed ud af øjnene.
Heldigvis får Bells Echo rundet pladen af på fornem vis med afslutteren “At The Bottom Of The Lake”. På trods af, at nummeret gennemstrømmes af melankoli, så formår den fine melodi at have nok fremdrift og opdrift til, at jeg endnu engang bliver suget helt ind i bandets univers.
Det ender med 4 store stjerner til Bells Echo, for et album hvor styrker og svagheder lægger ret tæt op af hinanden. Om det er er denne lytters ører der gør udslaget, eller doseringen af bandets virkemidler i løbet af I Can See My Bike From Here, er svært helt at fastslå. De er næsten så gode til at få det til at spire og summe af liv, at vi aldrig når videre end dette stadie – gad vide hvad der ville ske, hvis bandet slap musikken helt fri?
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Bells Echo på Facebook
