Christian Hede-Madsen har sædvanligvis slået sine folder i det nu inaktive blues-stoner-band Pet the Preacher, men under navnet Bellhound Choir er stilen mere dunkel americana, folk-noir eller hvad man nu vil kalde det. Uanset hvilket mærkat man sætter på, så er det virkelig velfungerende på debutalbummet, Imagine the Crackle.
Egentlig er springet fra den tunge stoner-blues i Pet the Preacher til den mere afdæmpede, men lige så sumpede folk/americana/blues-afart som Bellhound Choir spiller, måske slet ikke så stort. Den største forskel ligger nok i tempoet og at der ikke er de samme elektriske bredsider hos sidstnævnte, mens en violin også spiller en markant gæsterolle flere steder på Imagine the Crackle.
Sædvanligvis kritiserer jeg albums for at være for lange, men hos Bellhound Choir er det lidt den omvendte verden – her synes jeg næsten nogle af numrene er så stramt skåret, at de faktisk gerne måtte være længere. Og det var jo så samtidig en ros forklædt som kritik, for det betyder også, at jeg jo rigtig godt kan lide, hvad jeg hører på de 32 minutter og 9 sange albummet spænder over. Det er jo ellers ikke fordi der er et underskud af bands, der dyrker den folkede ende af rocken, med inspiration fra de amerikanske vidder og sumpe, men jeg synes faktisk Hede-Madsen og hans musikalske slæng formår at finde en position, der ikke er overrendt.
Der er en gennemgående rustik stemning på albummet, som gør at det aldrig lyder overproduceret eller poleret, men til gengæld råt og kantet, og som om det hører til ved bålet foran en bjælkehytte ved en sumpet flodbred. Det lyder kort og godt autentisk. Instrumenteringen er ret enkel, og en nedstemt guitar fylder godt i lyden hele vejen igennem, ligesom Søren Stensbys violin også hjemsøger flere af numrene, og giver et smukt sørgmodigt lag. Der er også kontrabas og trommer, betjent af henholdsvis Mads Uldall-Jessen og Sebastian Wolff, som også har produceret og kvindelig gæstevokal fra Camilla Munck, men det bliver aldrig et helt stort ensemble, der folder sig ud. Og det relativt sparsomme arsenal udnytter Bellhound Choir altså til at skabe en intens og ulmende mørk stemning.
Tag bare åbneren, og single-udspillet, ‘Bad Dreams’, som hurtigt sætter barren for albummet. Her er violinen central som stemningssætter, samtidig med at et langsomt blueset guitarriff understøtter Hede-Madsens vokal på forbilledlig vis. “We all live in a world of bad dreams//We all live in universe of bad truths//That’s why I turn/That’s why I turn/To the beer and to the blues”, synger han, og man forstår ham. De langsomt, dunkel-bluesede numre står i det hele taget virkelig stærkt i billedet – i samme ånd kan man også nævne både ‘Slow Pain’ og ‘Black Spot’, hvor Camilla Muncks vokalbidrag på begge er med til at få det til at risle ned ad ryggen på én.
Et andet højdepunkt er den tungt rockende og medrivende ‘Saviour’, som falder mod slutningen af Imagine the Crackle. Her veksles der i intensitet, mellem dunkelt ulmende passager, og tunge guitarbredsider, der truer med at vælte én omkuld, mens der messes om en frelser, som skal være “an easy way out”. Det er effektivt, og på en måde også forløsende, efter at det meste af albummet ellers er foregået i en dæmpet modus, omend det altså er både stemningsfuldt, knugende og velfungerende.
Lige inden ‘Saviour’ lægges der for eksempel flot op med ‘Distant Horizons’, hvor Camilla Munck igen leverer et godt supplement til Hede-Madsens vokal. Men det er faktisk svært at fremhæve enkelte numre på albummet, for det er gennemgående et homogent album, som fungerer rigtig glimrende, når man hører det i sin sammenhæng. Og så kommer vi tilbage til min lille anke omkring længden på numrene og albummet i sin helhed, for stod det til mig, kunne albummet godt få lov at holde lytteren fanget i stemningen lidt længere end de 32 minutter.
Således føler man sig sulten på mere, når den dæmpede ‘Sail On’ klinger ud. Mere af Bellhound Choir’s dunkle og melankolske univers, der viser at Hede-Madsen har valgt et rigtig spændende spor med Bellhound Choir. Det er ikke et spor, for dem, der vil have fart over feltet, men kan man lide sin folk, blues eller americana i den dystre ende, så bør man investere i Imagine the Crackle. Jeg smider 5 stjerner på ilden og lader dem ulme.
Imagine the Crackle udkommer i morgen, d. 20. maj. Tjek Bellhound Choir ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
