Before Fire er et relativt ungt orkester, der skuer tilbage mod rockens forgangsmænd fra 70’erne. Det er der jo mange der gør, men denne kvartet lader til, at have forstået hvad det går ud på.
Nemlig, at let it all hang loose og bare rocke fucking igennem. Selvom man ikke ligefrem kan påstå, at Before Fire udfordrer tungrock genrens konventioner eller fremgangsmåde på deres nye 4 numre lange EP. Ikke så meget pis her, men for en gangs skyld er intet nyt faktisk godt nyt.
Der er tale om helt klassisk betonrock med en 70’er blueset kant og en vokal der på forskellig vis krænger tonerne og følelserne ud. Den er bestemt ikke tosset, men det er også her der kunne justeres lidt. Måske lidt mådehold, helt generelt, men særligt på vokalen kunne være næste skridt? Det kammer aldrig helt over, men det er tæt på, at især vokalen stedvis får lige lidt for meget kul, så den bliver en kende distraherende. Det er ikke ødelæggende, men det var noget man kunne have in mente fremadrettet.
Det sagt, så ligger det ligesom også lidt til den genre og stil Before Fire sigter efter, hvor big is better. Og sådan spiller de da også, og gør det virkelig godt. Store, sveddryppende og muskuløse riffs, højt til loftet og ikke meget diskretion hvad de musikalske armbevægelser angår. Der lægges voldsomt effektivt fra land med “Don’t Wanna Fight”, der ikke ligefrem lyder defensiv på nogen punkter. “I’m a hard working man, waiting tables every night and daaayah”, brøles der indledningsvis, mens musikken, ganske tempofyldt, buldrer afsted. Buen er ikke bare spændt, der skydes lystigt løst fra start.
Tilbageholdende kan man ikke anklage det for at være, men det er også her der momentvis går lige lovlig meget brøleri i den på vokalen til min smag. Men man kan ikke påstå, at det ikke har en eller anden effekt, det bliver nærmest helt dyrisk og primalt. “Mirage Woman”, der følger op, er en lille smule mere “dæmpet” i sit udtryk, men ikke mindre temperamentsfuld – Temper of Two, indeed. Den handler om en kvinde, surprise! En af den der slags muser, der måske blot er en luftspejling, svær at fange, som der også er skrevet et par sange om i musikhistorien. Men igen overlever Before Fire på solidt håndværk og ved bare at spille røvfedt, originalt eller ej, så vrider melodien sig effektfuldt fremad, så den fint afspejler den der dragende kvinde der besynges.
Tempoet sættes ned og lysene dæmpes på den mere blues-klingende “Bag of Stones”, i hvert fald indledningsvis, indtil der skrues godt op for blusset igen. Der veksles godt mellem det mere opbyggelige og de perioder, hvor bandet jokker på pedalen. Når bandet bare slipper rocken løs i de instrumentale passager, som mod slut i nummeret her, så glemmer man også for en stund de der anmelderforbehold om, at “det er jo hørt før” og tager sig selv i at sidde og fyre en ordentlig luftspade af.
Der lukkes og slukkes med “Victory Cry”, der nok umiddelbart er det nummer som gør mindst væsen af sig på Temper of Two. Altså indtil der går simpelt, men uhyre effektivt “oh oh yeaaaah” råb i den, i omkvædet. Det er næsten kriminelt så simpelt det er, men igen, så virker skidtet. Det er dog musikalsk klart det mindst nærende nummer på EP’en, og virker som en noget der egentlig kunne være inkluderet som mellemstykke et andet sted, eller noget der gør sig bedre som, muligvis forlænget, jam live – hvor der bare kan gives fuld skrald.
Before Fire spiller rock af den slags, hvor hjulet ikke bliver opfundet påny, men hvad faen, det bliver jo heller ikke meget rundere, så – det kører. Så kunne man himle op og skrive stolpe og ned om hvor mange gange det er hørt før, og også de gange hvor det er hængt op på nogle endnu bedre sange end her. Men, Before Fire har bare fat i noget der i sin essens fungerer. Den del har de luret og formår, at bruge rigtig fornuftigt.
Så kan innovationen i lyden og sangskrivningen forsøges optimeret yderligere end anden gang, Temper of Two er i hvert fald en bundsolid, 4 stjernet start.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Before Fire på Facebook
