Svigt, udlængsel, ensomhed og ulykkelig kærlighed, emnerne er klassiske og tidløse hos den danske duo Bastion. Det samme kan siges om musikken, hvor lyden af forbilleder som Crosby, Stills & Nash og Simon and Garfunkel hyldes og dyrkes. Det er solidt, og en lille smule pænt og artigt.
Bastion savner kort sagt lidt ridser i den fine akustiske lak, og lidt mere variation og gnist i sangskrivningen til at jeg overgiver mig fuldstændig. Til gengæld er der ikke en finger at sætte på de to herrer, Ulrik Elholm og Anders H. Mortensen’s, harmoniske vokalarbejde, det behagelige akustiske lydbillede og den inviterende stemning og varme man finder i musikken, trods den gennemgående blå-grålige og semi-melankolske grundklang. Det lyder kort sagt indbydende og lækkert.
FOR indbydende og lækkert, så der ikke er en chance for at nogen kommer det mindste til skade eller bliver fornærmede. Det er et stilistisk valg, og nogen vil med sikkerhed elske det, det er som skræddersyet til en fredelig radiokanal, men jeg ender med at kede mig en lille smule i løbet af albummets 10 numre. Også fordi en del af numrene simpelthen føles en anelse langstrakte i forhold til, hvad de egentlig har at byde på melodisk og tekstmæssigt.
Nu er pænt slet ikke lig med noget negativt i min verden, er faktisk ganske stor fan af netop Simon and Garfunkel, men deres sangskrivning (eller Paul Simons) er/var bare på et så fænomenalt niveau, at de kan slippe afsted med at hælde piskeflød direkte i øregangen på mig. Bastion skriver generelt fine sange, men vi er ikke helt oppe i skyerne endnu, plus, den smerte og sørgmodighed man oveni fornemmer hos Paul Simon får Bastion måske heller ikke udtryk helt så virkningsfuldt.
En sammenligning kunne også være nyeste album fra pop-snedkeren Morten Remar, hvor han barberer sangene ned til kernen og også dyrker Crosby, Stills, Nash (og nogle gange Young) lyden. Remar er bare bedre til at trimme numrene og skriver generelt lidt mere iørefaldende melodier, ligesom hans i bund og grund banale og nostalgiske tekstunivers bare sprogligt er lidt rigere end Bastion’s.
Pladen kommer rigtig flot fra land med “Indre Ocean”, er tæt på at gå i stå i midterdelen, hvor “Alt Står Klart” og “Solen På Min Hud” føles lidt træge at komme igennem, inden der rundes fornuftigt af med farvelsangen “Kort Fortalt”. Der lidt paradoksalt falder som sidste nummer på et album der føles lidt for langt….
Du kan næsten høre for dig hvordan de enkelte numre vil lyde, blot ved at læse titlerne. Det er der ikke noget galt i, det slog mig bare da jeg sad og tog noter, at det næsten var nemmere bare at skrive titlerne ned, i stedet for at prøve på at beskrive stemningerne og klangene med ord. “Aftensol”, man kan næsten høre og føle det, ikke? Lyden af varme der stille og roligt fortager sig, et nummer med længsel i luften, mens solen går ned og hende der langsomt forsvinder… Flot og stemningsfuldt nummer, men også et af dem, hvor spilletiden kunne være skåret lidt ned.
Bastion lykkes flere steder med at bygge effektivt op og leverer et rigtig godt og fængende omkvæd, som på nævnte åbner, “Indre Ocean” og den efterfølgende “Finder Spor”. “Indre Ocean” er nok et (tidligt) højdepunkt for mig på albummet, hvor det hele spiller på sin egen afdæmpede og nydelige måde for duoen. Det er nedbarberet, men stadig stemningsmættet og med en kærligt knugende fornemmelse, næsten som en form for musikalsk omfavnelse. Her rammer vokalharmonierne også fuldstændig plet, og man fornemmer at det er to rutinerede herrer med styr på sagerne. Elholm har blandt andet arbejdet som sangcoach på programmer som Voice, Popstars, Allstars og X-factor, mens Mortensen har erhvervet sig som lydtekniker i Sweet Silence Studios.
Det er måske derfor det hele også bliver lige lidt for rent, glat og vellydende hist og her? Er de to bagmænd simpelthen så teknisk dygtige, at det bliver lidt for perfektionistisk og vi mister lidt knaster og skævhed? Det er nok en smagssag.
På “Går Gennem Regnen” bliver tonen for alvor blålig og længsel og savn får plads i en klassisk sang om mistet kærlighed, til gengæld synes jeg duoen lidt forpasser muligheden for at hamre den helt i mål med et godt omkvæd her. Den ligger serveret, men så er det som om der ikke rigtig bliver afsluttet. På det efterfølgende titelnummer “De Levende Tilbage” forholder det sig lidt omvendt, vi kommer okay, men ikke prangende fra start, men så sker der noget som nummeret skrider frem, inden omkvædet rammer plet.
Sådan bølger, eller små-skvulper, det roligt frem og tilbage i løbet af albummet, hvor man momentvis får en lidt for lav hvilepuls, men aldrig slumrer helt hen. Først på 8. nummer, “Du Kalder Mig Ud”, varieres lydbilledet så meget, at jeg føler mig tvunget til virkelig at spidse ører igen. Rytmisk bliver det mere natte-lusker klingende, lead vokalen bliver mere markant, mens andenstemmen trækker i baggrunden, så de ikke længere danner helt fælles front. Samtidig bliver det lyrisk noget mere foruroligende end tidligere, uden at det bliver helt formørket. Men den kærlighed og fascination der besynges, lyder pludselig ikke helt så uskyldig og “ren”, nærmere som en usund besættelse.
Det kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere af i løbet af De Levende Tilbage, så havde vi måske været tæt nok på de 4 stjerner til, at det var det, der stod øverst, i stedet for 3. Bastion er uden diskussion kompetente musikere, kan deres kram og ved hvad de vil og gør – så meget at det for denne lytter ender med at blive en lidt for strømlinet og høflig omgang.
Og så mangler vi lige lidt flere numre af samme kaliber som “Indre Ocean”, inden vi kommer væk fra en karakter der ikke betyder dårlig, men “det var da helt okay”.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg bastion på Facebook
