Tilbage på Spillestedet Stengade, der fredag aften bød på en musikalsk blandet omgang dansk fra vækstlaget. Debutkoncert med spraglede Looney Gloomers og en dunkende dosis synthwaverock med instrumentale Basker Hval, der normalt er et soloprojekt, men her stillede op som liveband.
Flashback, deja vu eller en ny uge på Stengade?! Føles som om jeg lige har været her… Stedet ligner og dufter af sig selv. Lidt skummelt og slummet, på den helt rigtige måde. Stengade virker som et sted, der er frosset i tid.
Stedet summer allerede da jeg ankommer, bevæbnet med en halv-sløj filter fra 7 til 11. Godt det samme, har allerede nervøse kaffetrækninger. Og sikkert mere koffeindoping i blodomløbet end Per Vers en gennemsnitlig mandag morgen. Men, den giver da lidt varme i skrive fingrene. Summen kommer fra en ganske velmødt flok blandet godt folk. Har Basker Hval buzz?
Eller var den sammenbragte flok, der her lidt i 21 stimlede sammen foran spillestedet og inde i varmen. En kombination af klassekammerater, venner og forældre? Noget kunne tyde på, at supportnavnet Looney Gloomers havde fået mobiliseret de tidligst ankomne tropper. Jeg ankom i vanlig arrogant anmelderstil godt og grundig uforberedt hvad opvarmningsnavnet angår, Thomas Treo stilen. Havde DE buzz??
Fanget med bukserne nede
Så står man her altså igen, med sjoveren fremme. Telefonen, forstår sig. Sidst jeg var her, kom mine skriblerier af uransagelige årsager til, at kredse en del om mandenumser i forskellige afskygninger.
Så må hellere præcisere, at sjoveren ER en telefon. Vi skal ikke have en #metoo sag på halsen. I hvert fald ikke før i morgen, hvor den står på musik-dokumentar/kunstudstilling/kønsdebat… hvor kom jeg fra?! Hjernen vandrer og tager på omvejsfyldte udflugter i Stengades sparsomme belyste lokale.
Looney Gloomers, heh, fedt nok bandnavn. De står for, at varme balsalen op for Basker Hval, denne lidt halv-kølige, men klare og vindstille oktober aften. Har kunnet læse mig til (i ventetiden, mens jeg stod i en mørk krog og lurede på folk) , at de debuterede med singlen “Shark Feet” på P6 i sommers. De kan da, om ikke andet noget med titler og navne. Det er da en start!
Uha, maven gør oprør i dag. Skulle muligvis have holdt mig fra hvidt brød for første gang på denne side af Corona epidemien i går!? Forbandede toastbrød, bliver du min banemand?! Lider i stilhed i Stengades klistermærkekirkegård, bilder mig ind, at det er med værdigheden i behold. Eller er det effekten af mit koffeinholdige dopingmisbrug, der viser sit svigagtige ansigt? Puha.
Spotter en bongotromme på scenen og straks stiger mit humør. Lovende! Og den obligatoriske gear nørd, der inden koncerten inspicerer pedalerne på scenegulvet intenst. Creep.
Looney Gloomers indtager scenen med en overrepræsentation af ungersvende i morgenkåber. Skørt nok. Eller er det på mode #fashionstatement #modernemorfarstil #thedudeabides? Ring til Soundvenue! Åh, croonerpoppet åbningsnummer, dramatisk og med højt til det lave loft. Ikke helt skidt, som vi siger i Jylland. Og Stengade svinger stille med, skulder ved skulder.
Allerede under andet nummer trænger jeg dog til noget, der måske rusker og bider lidt mere fra sig. Det er liiiige blødt og stillestående nok. Hvad gemmer der sig mon under kåberne, udover kærlighedssyge popbaskere?
Visuelt er Looney Gloomers klart en gimmick. Det giver, desværre også den ellers velspillede sceance en bismag af intern joke fra gymnasiet. Den skal nok udfases og ud af systemet, guys. Især, hvis det ikke skal forstyrre og fjerne fokus fra et ganske fremragende nummer, som sættes tredje. Mere tempo og rytmisk pondus end udlægget, og gode call respons kor passager. Hey, det er da et lille hit i forklædning, der gemmer sig her.
Fra scenen bydes der velkommen, og forsangeren (en af dem, der var to om at dele tjansen) proklamerer, at det er bandets første koncert nogensinde. Faktisk forsangerens første koncert overhovedet?! Wauw, ok… Ok ok. Jeg trækker lige anmelderpiben lidt ind. Nu er jeg jo næsten imponeret! I mens går der Steffen Brandt intonation og levering i den på scene. Nummeret skifter lidt retning, driver over i et indiespor og tilbage til det mere TV2 hakkende.
Materialet stikker godt nok i en del forskellige retninger, ubeslutsomt, neo-hippie spraglet eller små-rodet? Juryen voterer stadig. Når Looney Gloomers er bløde, bliver de dig en tand for vattede i kanterne til mig. Smagssag. Nå, nu spiller de pludselig rock?! Hvad er i for et band, beslutning, tak! Har en anmelderkasse med labels i skal udsættes for!!
Og nu får vi sørme en militær march, kaldet noget i retning af “Man Machine”?! Blandet med hoppende rockpassager… Det er ikke så tosset, som det måske lyder?! Ok, det er lidt gakket, men på en smittende og fængende måde. Både marchen og de mere melodiske stykker. Underligt, at sangen ikke brækker over?
Så er der dømt 90er hippie stemning. Hanson møder Blind Melon og “world music” (kulturel appropriation alarm!)… Det burde være upassende, af flere grunde. Men, jeg er af en eller anden grund fanget, måske fordi det lyder forbandet musikalsk? Det sgu noget catchy shit. Sikken en rodebunke…
Sidste nummer, mand, det gik hurtigt. Det er nok et godt tegn. Uha, kvart i Gnags-fest. Jeg begynder, at luske mod pisrenden, kaffen presser på for, at komme med en sidste markering.
Det ved jeg næsten ikke hvad jeg skal synes om, som en samlet oplevelse?! Hvilket bestemt ikke er ensbetydende med en dårlig ting. Overhovedet. Har det som om jeg har været en tur en proppet vaskemaskine og tørretumbler med en lidt for kulørt vask. Der ifølge ens mor burde være sorteret bedre. Hold kæft, mor.
Jeg skal heller ikke lege musikalsk mor her. Looney Gloomers gør tingene på deres måde, og taget i betragtning at det var deres første koncert nogensinde, så skal de have lov til, at finde den vej der fungerer for dem. Vaskeanvisningen har de i hvert fald ikke tænkt sig at følge.
Fan af Fritz og andre strøtanker fra flisen
Så er der løbende udskiftning i klientellet. Observerer, at en del af det yngre segment rykker videre ud i natten efter Looney Gloomers, og andre kommer til. Kaffetoastmaven virker under kontrol, mens jeg tester stabiliteten med en smøg. Og en Fritz Cola. Jeg er fan af Fritz efter forrige besøg, den får en anbefaling herfra min flise foran Stengade.
Tid til, at forsvinde ind i synthwave ormehullet. Forventer lidt af en kontrast til den allerede kontrastfyldte opvarmning. Måske får jeg brug for nogle Panodil… og en toast, bare en lille en? Nej, stop sig selv. Har nok mere brug for noget at læne op ad, koncertryggen brokker allerede. Det sutter bagdel at blive ældre. Skrog.
Salen er pænt affolket lige op til go time? Folk har fundet snakketøjet frem i baren, lader det til. Det må være rygtet om Fritz cola og dens fortræffeligheder? Ah, nu kommer de snigende, de kan lugte syntetisk Hvalspæk. Danner hurtig bandet Spæk i min hjerne. Vinder. Funderer lidt over 80erne, hvordan ens ungdom er blevet taget op, overtaget og genskabt som noget nyt af en anden ungdom.
Tilbage til fremtiden revisited
Ligesom tonerne fra scenen denne aften, hvor 80ernes syntetiske instrumental scene, VHS-film, videospil og sortrandet punkattitude ikke har levet forgæves. Fra Carpenter, over Commodore 64 til den dunkende og dunkle, men stadig dansevenlige synthpop/rock.
Bag det lidt mærkværdige kunstnernavn Basker Hval finder vi en ung herrer, der næppe var født da synthen slog igennem første gang. Mikkel Aksglæde er egentlig (blandt andet) trommeslager, har spillet med fætter Jacob Aksglæde i bandet af samme (efter)navn. Dansksproget popmusik.
Basker Hvalen er noget helt andet. Den har ikke noget sprog ud over musikken. Hvalen bevæger sig i mørke fremfor lys pop, selvom man i visse numre genkender en popstruktur på sangene fra Basker Hvals foreløbigt to udgivelser. I hvert fald i studieversionerne. Live?
4 silhuetter indtager den i lilla lys badet scene. Synthbølge surfere. Jeg kaster mig ud i den førstkommende brænding, drukner i bandets lyd. Ikke nogen dårlig måde, at ryge på, hvis det nu skal være. Selvom der er noget lidt underligt og naturstridigt over denne form for instrumentalmusik i en live setting. Det er som om jeg forbinder det med noget, der ikke rigtig eksisterer fysisk?!
Det gør det her dog i høj grad. Det er tungt, kværnende, massivt. Den indre film ruller. Billeder blinker i takt med tonerne af det ganske fremragende åbningsnummer “Genesis”. Ægte tangenter klæder Basker Hvals maskinelle lyd, giver det en ny, mere organisk og fyldig dimension.
Synthwave med ægte instrumenter giver lige pludselig virkelig meget mening. Men, det kræver også at sangene kan bære, at blive hævet ud af den sikre, faste og digitale ramme. Det kan de indtil videre. Faktisk er der nærmest tale om en nyfortolkning af Basker Hvals eget materiale, det kræver mod og dygtighed.
Drømmer eklektiske får om elektronisk drømmepop? Stilskifte i tredje nummer, det flimrer ikke helt så meget som man kunne frygte. Bunden er stadig indtakt og giver den fornødne følelse af sammenhæng. Selvom det her er noget ganske andet end indledningen af koncerten. Basker Hval, der i bandudgaven virker stram, sammentømret og sikker, skruer op for rocken. Det bliver næsten lidt post-rocket nu?
Jeg flyder ud mod en kulørt, digital horisont. Mærker den insisterende rytme i lænden. Massage til anmelderryggen. Og Space out juice til skallerhjernen. Satan, der er smæk på nu. Om man vil eller ej, så rives man med og presses lidt ud mod siderne af Spillestedet.
Pa No Diiiil, der var så meget tryk på mod slut, at det føltes som om hjernen forsøgte, at slippe ud gennem panden. Pause i lydtrykket, der padles lidt på scenen mens der gøres klar til næste nummer. Snakkeklubben ser deres snit til, at overtage lokalet. Den har jeg ikke savnet under Corona nedlukningen.
Til gengæld opdager man hurtigt, hvor meget man har savnet at få renset øregangen og få en over nakken af muskuløse tonstunge toner. Hvalen Basker løs igen, slår tunge rytmiske taktslag med halen, mens synthen flyder, skvulper og blip blopper dybere inde i den voluminøse lyd. Det er lige før, at det her bliver for voldsomt. Ikke pga. lydstyrke og tryk, men stilmæssigt bliver det en kende uskønt tromlende.
Man kan næsten ikke nå, at tage nuancer og de forskellige indtryk ind. Her bliver afvekslingen, Basker Hval på shuffel gennem materialet på to ret forskellige plader måske en lille hæmsko. Eller også er undertegnede bare lidt mør efter en lang dag? Gamle stakkel.
Et eller andet hyler mig ud af den, kæmper med, at finde ind i koncerten igen i dens sidste halvdel. Det er som om, at det Basker Hval blev FOR bastant og firkantet i lyden. Ikke for tunge eller med for stort lydtryk, selvom det var ganske overvældende. Men, utilnærmeligt og en kende unuanceret, så jeg kom til, at føle mig som passiv tilskuer frem for engageret deltager.
De har tabt mig, eller jeg røg af i svinget. Øv. Man kan ikke sætte en finger på den tekniske levering på scenen. Og det var, i hvert fald indledningsvis ganske fascinerende, at se et så “digitalt” projekt, som Basker Hval omsat til mennesker af kød og blod med “ægte” instrumenter. Som koncerten skred frem blev samme mennesker og deres instrumenter, muligvis også dem der kom til, at trampe sangene lidt fra hinanden?
FIlmen knækkede i hvert fald for mig og koncertens sidste halvdel blev oplevet i delvist komatøs og katatonisk tilstand. Mere kaffe, tak.
Tågesnak og toastbrødblues
Hjemturen blev en kamp mod den snigende træthed, de sidste rester af kaffetrækninger og et forsøg på, at komme ud af min halv-døve komatilstand. Vejen ud i den kølig nat med kurs mod Herlev var brolagt med trafikkryds, der krævede en ekstra koncentreret indsats for ikke, at komme i konflikt med loven og karambolage med motorkøretøjer.
I mens bundfældes de mange indtryk fra aftenen. Krydsklip og udklip af en sælsom blanding af musik, broget publikum og ens egne, modstridende og kontrastfyldte tanker. En aften, der næsten rejste lige så mange spørgsmål, som den gav svar. En aften, hvor det (ligesom i sidste uge) var opvarmningsnavnet, der bød på den største overraskelse og løb med en stor del af opmærksomheden.
Basker Hval har lidt hul igennem, spiller de “rigtige” steder og upcoming arrangementer nu. Looney Gloomers er et andet sted, et nyt, nysgerrigt, undersøgende og også lidt famlende sted. Basker Hval virker mere sat i sten, her i en sådan grad, at de næsten blev en klods om benet på dem selv. Looney Gloomers er mere usikre på benene, og falder over dem hist og her. Men, rejser sig, upåvirket og fortsætter den kreative leg.
Jeg tænker på min ømme ryg og toast og tramper de sidste meter. Vejret imiterer min sindstilstand. Det er blevet tåget.
Af Ken Damgaard Thomsen
