Baroness er et sydstats sludge/prog/heavy og meget andet band fra Savannah, Georgia, dannet i 2003, der med de to anmelder roste albums, Red (2007) og Blue (2009), har skabt sig en stadigt voksende fanskare. Bandet spillede en god koncert på årets Roskilde Festival, og er nu klar med deres 3. udgivelse, dobbeltalbummet Yellow & Green.
Om det bliver deres helt store gennembrud må tiden vise, men bandet har allerede solgt flot i USA, og opmærksomheden omkring Baroness har næppe været større.
Det forstår man umiddelbart godt når man har lyttet dobbeltalbummet igennem første gang, for materialet er renset for de værste kanter og knaster, der kunne skræmme et bredere publikum væk, desværre. Efter første lyt må jeg indrømme, at jeg fandt Y&G ret skuffende, og i perioder ligefrem kedelig og ordinær. Selvom first impressions last, så har den fået adskillige chancer til, og efter et par gennemlyt vokser Y&G betydeligt, for hvad det er, for det falder stadig ikke helt i min smag. Men lad os da se på sagerne, som de præsenteres for os.
Koncept/dobbeltalbums er altid en lidt vanskelig størrelse, ofte opblæste, overlæssede og alt for lange, eller også har man svært ved at gennemskue pointen af det overordnede “koncept”. Derfor har jeg også valgt ikke, at undersøge nærmere om Y&G skulle været hængt op på et samlende tema, eller koncept af en art, og i stedet betragtet det som at Baroness har været så flinke, at give os 2 plader på samme tid frem for én. Jeg ønsker ikke at høre om det evt. koncept, for det ville sikkert bare irritere mig og have for stor indflydelse på min lytteoplevelse. Lad musikken tale.
Yellow indledes med det korte instrumentalnummer “Yellow Theme”, stemningsfuldt og behageligt, men ikke videre interessant som sådan. Herefter smækker Baroness en virkelig stærk ét-to kombination af sange i fjæset på lytteren, nærmest pladernes bedste. Førstesinglen, “Take My Bones Away”, er en skøn uptempo knoglerasler, med et fedt drive, tilpas tung og for genren relativt catchy – det er et nummer man hurtigt kan synge med på, på den gode måde. Herefter følger den indledningsvis mere afdæmpede “March To The Sea”, før et heftigt beat tromler sangen rigtigt i gang, denne slags numre har Baroness virkelig fået flair for. Råbe/synge-med omkvæd, egnet til at række knyttede næver i vejret, en voldfed heavy sang.
“Little Things” bremser den vellykkede indledning på Yellow en smule, med mere space-progget klang, uden at det bliver vildt kompliceret eller “out there”, nummeret er lidt mere anonymt end de to første, men en fin måde lige at få pladen ned i intensitet på.
Helt ned, og lidt længere ud, kommer vi på “Twinkler”, en nedbarberet og smuk ballade, med masser af rumklang på dobbelt vokalen. Stemningen bæres over i “Cocainium”, der flyder af sted ude i rummet med stille guitarfigurer, før melodien langsomt bygges op og tager form. Vokalen forbliver et ekko der svæver rundt i det rolige rum Baroness skaber, et rum der langsomt fyldes op men aldrig bliver helt tæt, før helt tilsidst, hvor der er godt med rocktryk på, inden en brat slutning.
“Back Where I Belong” har en melodisk fremdrift og opbygning, der bringer minder om tidlig Muse, men desværre virker nummeret lidt uforløst og stillestående, det hele bliver lidt kedeligt og blot “tilstede”, uden at det for alvor rykker eller fænger. Så er der mere bid i Yellow’s næstsidste nummer “Sea Lungs”, hvor Baroness tempomæssigt kommer op i gear igen, de tidlige Muse’ske tendenser er nu endnu mere fremtrædende, på positiv vis, der sker noget i sangen – godt med melodisk saft, kraft og tyngde.
“Eula” er sidste gule penselstrøg fra Baroness, vi er tilbage i den nedtonede ende, men det er stemningsmættet og det føles som om nummeret kommer ud af stedet, i svævende og stille tempo, men effektivt alligevel. Det minder mig på en måde, om nogle af de meget afdæmpede ballader Slipknot har smidt på deres seneste plader, en flot afslutning af Yellow delen.
Green Theme, endnu et instrumentalnummer, indleder naturligvis Green delen af dobbeltalbummet. Den er både længere og mere interessant end “Yellow Theme”, meget low key indledningsvis, før den eksploderer i et lækkert 80er anthem orgie, for så stille og roligt at sive ud igen. “Board Up The House” starter med fuld tryk på volumen og tyngden, med orkan cirkelende melodi og storladen guitar, men tynges lidt af en halv fesen vokal levering – måden der synges på her tiltaler mig simpelthen ikke. Beklager.
“Mtns (The Crown and Anchor)” er lidt en nitte, vokalen begynder nu at gå mig på nerverne, der er for lidt variation i toneleje og udtryk, og samtidig med fremstår melodien lidt sjasket og rodet, men ikke på en indviklet prog vis, bare lidt uinspireret og ufokuseret. En halv trist skæring.
På “Foolsong” går det for alvor i stå, det lyder som et tamt forsøg på, at lave en Pink Floyd sang, det fungerer ikke rigtig for mig må jeg sige, stemningen er igen ganske vellykket, men nummeret træder vande og forbliver en tam kopi af forbilledernes magt og vælde. Da “Collapse” går i gang frygter man efterhånden, at Baroness er gået fuldstændig i koma, men det her er et af de numre der vokser en del ved flere lyt, vi befinder os stadig i en Pink Floyd light mode, men man kan ikke tage fra Georgia gruppen, at de formår at skabe spacey stemninger, som har nogle dragende kvaliteter. Helt oppe at ringe igen kommer vi dog beklageligvis heller ikke på “Collapse”.
En situation den efterfølgende “Psalms Alive” på ingen måde ændre på, tværtimod, det her er Y&G’s dårligste sang. Den er pænt hæslig de første 2 rodede og kiksede minutter, derefter skifter den heldigvis spor i mere rå og rocket retning, men det redder ikke helhedsindtrykket – et uønsket misfoster. “Stretchmarker” er et 3 minutters instrumental break, som jeg ikke ved hvad skal bruges til, hen imod slutningen på Green. En overflødig lille omgang fyld, der hverken gør fra eller til.
Heldigvis kommer der endelig tryk på kedlerne igen, “The Line Between” begynder hårdt og brutalt, inden den finder et mere almindeligt rocket niveau. Er efterhånden sikker på at Baroness kan skrive sange som denne i søvne, den er stilistisk nærmere beslægtet materialet på Yellow, men redder i det mindste Green fra at fise ud i ingenting. “If I Forget Thee, Lowcountry” er en instrumental outro, behagelig og rar, og vel egentlig et logisk punktum for dobbeltalbummet.
Okay, Y&G er som dobbeltalbum betragtet en lettere frustrerende størrelse. Efter første lyt var jeg som nævnt ikke imponeret, men ved en omgang massiv repeat så har visse elementer af værket åbnet sig mere op, men andre forbliver lukkede. Helheden, og jeg formoder at det har været Baroness’s hensigt, at Y&G skal ses som en helhed, er mindre end summen af dens enkeltdele. For der er nogle både medrivende og glimrende enkeltdele gemt i den samlede spilletid på 75 minutter, især på første akt, Yellow. Der finder man klart de bedste numre, hvorimod materialet på Green trækker det samlede indtryk nedad.
Enten skulle Baroness have fordelt numrene anderledes mellem de to plader, eller også skulle de simpelthen have skrottet størstedelen af Green og kun lavet én plade. Der er gode sange nok blandt de i alt 18 numre til, at lave et enkelt rigtig godt album, men vi bliver altså præsenteret for to. Skal man brokke sig over, at man får mest muligt for pengene? Nej, vel egentlig ikke, men i denne forbindelse havde det klart været ønskeligt med en “less is more” tilgang.
Samlet set tynges Y&G af for mange sange der slet og ret ikke er mindeværdige, især som nævnt på anden akt, hvor det hele er faretruende tæt på at stå fuldstændig stille. En skam, for de gode numre der er tilstede ER virkeligt gode, og havde nydt godt af at fyldstoffet var tyndet gevaldigt ud. Derfor vil jeg endelig anbefale, at man plukker de sange ud fra pladerne man bedst kan lide, og sammensætter sit eget lille personlige album, i stedet for at kæmpe sig igennem helheden.
Vi siger 5 stjerner til Yellow, 2 til Green og så er vi i det gavmilde hjørne i dag, og kalder det et lille 4 tal for det samlede indtryk som dobbeltalbum. Meget lille 4 tal, der hovedsageligt bærer farven gul.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
