Fredag aften kiggede Barbro forbi Radar til hvad der skulle vise sig at blive en noget forskelligartet oplevelse.
Inden hovednavnet gik på, varmede Ghazal op. Det arabiske navn betyder et romantisk digt om at miste, og der var både mellemøstlig tonalitet og mere poppede toner at spore og med en intens frontkvinde var det en rigtig fin opvarmning.
Og så gik Barbro på. Jeg har tidligere set gruppen på SPOT i en sagens natur noget kortere koncert-version, hvor bandet fremstod som primært en fremragende country-folk gruppe. Og selv om jeg har lyttet pladen som optakt og forberedelse til koncerten, kom det alligevel lidt bag på mig, hvor forskellige koncertens ’afdelinger’ var.
Andensteds har jeg sammenlignet Barbro med Fallulah og aftenens koncert understregede egentlig at den sammenligning ikke er helt ved siden af. Settet startede ved klaveret, hvor der hurtigt blev etableret en jazzet salonstemning med en ballade og dramatisk spil fra Barbro.
Bandet består ud over frontpersonen af kontrabas, trommer, violin, guitar og, ja, tangenter. De er velspillende og ser ud til at nyde at være ude. Så da der følges op med en sang i 6/8 er momentum på koncerten endnu ikke rigtig oppe og stemningen er mest afventende.
‘Call me’ leveres intenst og så samles guitaren ellers op og der lægges til i forhold til moment og energi – så vidt som jeg kan vurdere med en ny sang.
Intensiteten dykker lidt på den stærkt personlige ‘I’m Fine’ som dermed bliver en overgang til fire slag i gulvet derudaf – igen fangede jeg ikke navnet på sangen – men så skifter koncerten igen-igen karakter: Et langt sfærisk instrumentalt stykke introduceres og guitaren bliver den definerende for dynamikken i dette stykke – og efter endnu en sang, er det igen et instrumentalt stykke, der for al sin intensitet giver en lidt ujævn oplevelse af koncerten: Det hele er sådan lidt stop-and-go.
Men når vokalen – og b-vokalerne – så er på, så sidder de lige i skabet. Der er dygtige folk på scenen og eksempelvis i ‘Nodalong’ balanceres stærke vokaler med roligt akkompagnement. Den generelle koncertoplevelse er dog mere jazz-salon, og ofte bliver Barbros fraseringer ganske femme fatale-agtige. Det er fedt, men er måske ikke helt så veldisponeret som de kontrollerede b-vokaler: Lidt for ofte går der en næsten Tori Amos’k ritardando i leveringen.
Det er i hvert fald for mig en lidt overraskende levering og stemning til koncerten. Det er bestemt ikke skidt og et fint fyldt Radar danner også fine rammer om denne stemning. Men da ‘Demo Dog’ og ‘Don’t You Wait For Me’ falder under encoret, så løfter disse numre også stemningen, energien og det er som om bandet sluttelig slipper tøjlerne lidt og kommunikerer mere ud over scenen ind indad.
Der er ikke noget, der er ligegyldigt for Barbro og det er det, der bærer aftenens koncert:
– om det så er meget personlige tekster eller demokrati-kritik i ‘Demo Dog’. Og konklusionen på aftenens oplevelse læner sig også i den retning:
– for delelementerne fungerer virkelig fint. Også selv om det på papiret kan virke som lang tid at spille, når man med blot en EP og et par nye numre ender med at spille i over en time. Det er nok egentlig mere imponerende, end et problem.
Men det er svært ikke at tænke på hele koncerten som en lille smule ujævn, dens mange kvaliteter til trods.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Foto: Jonas Strandholdt Bach
