Den britiske rocktrio Band Of Skulls er efter en årelang tour klar med nyt udspil. Et udspil, der byder på en frisk start, og fornyer og udvider bandets syn på hvordan rock skal lyde.
Band Of Skulls er et relativt lille navn i Danmark, men ude i den store verden har bandet et stort publikum, og det har sendt trioen på en næsten 2 år lang non-stop tour, stort set siden de udgav deres 3. album Himalayan tilbage i 2014. Derfor havde bandet brug for en pause, og en ny start og måde at gribe genren og lyden an på, og det har de så sandelig formået, men uden at miste den unikke Band Of Skull’s sound.
Ved første gennemlyt var jeg lige ved at spilde kaffen, for det var langt fra min forventning og hvad jeg var vant til at høre fra trioen, det var overraskende, på en god måde. Lyden var knap så hård og rå som på de 3 forrige albums, og bandet har da også meldt ud, at disse skal ses som en triologi. Nu er tavlen vasket ren, og der er plads til nyt. Og nyt er der nok af, men dog er de gamle dyder ikke sluppet helt, der er stadig godt gang i den, og sangene er godt krydret med Band Of Skulls kendetegn, vokalharmonier.
By Default byder på 12 sange, der alle er gennemsyret af gode catchy melodier, en flot produktion og en noget mere poppet lyd en man er vant til, uden at det på nogen måder ender vattet eller ligegyldigt. Der er også en mere glad og positiv stemning over sangene end der har været på tidligere udgivelser – bandet har tydeligvis sluppet tøjlerne og har leget sig frem til et uhyre stærkt resultat.
“Black Magic” åbner ballet, og der er absolut ikke tvivl om hvem man lytter til, det er klassisk Band Of Skulls, og så alligevel ikke. Hvor sangene tidligere har haft en mørk skygge over sig, er den nu skiftet ud med solskin, og det smitter. Det er godt rockende med et twist af pop og sol, 11 mere af dem tak.
Og det får man så, stort set, for de resterende 11 sange på By Default følger i samme spor som åbneren. Bandet har på fornemmeste vis formået at variere sangene så man på intet tidspunkt kommer til at kede sig, og tilføjelsen af en mere blød side, mixer helt perfekt med bandets rå rock. Sange som åbneren “Black Magic”, den hårdtslående “Killer”, den mere neddæmpede “In Love By Default”, “Embers” som bare er et pissegodt rocknummer, “Little Momma” hvor der er skruet op på 11 og ikke mindst “Tropical Disease” som er helt eminent, skal fremhæves, på et gennemarbejdet og stilsikkert album, hvor der ikke er meget slinger i valsen, og hvor eneste sang der ikke helt rammer loftet er “So Good”.
Alt i alt skal bandet have ros for at turde starte forfra, glemme forrige udgivelser og tage chancer. Det giver pote, og By Default er en forfriskende overraskelse, der vil så meget mere end seneste album Himalayan, som var en tynd kop Nescafé. Ja, lyden er nok noget mere radiovenlig end tidligere, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, slet ikke når det medfører så stærke og medrivende sange som i dette tilfælde.
Er du på jagt efter et sublimt sommer-rock-album, og kan du godt lide bands som The Black Keys, The White Stripes/Jack White og ja, melodisk rock med kant, kan By Default klart anbefales, det bliver uden tvivl en fast bestanddel af mit mobile musikaggregat i et godt stykke tid. Der ryger 5 store stjerner mod Southampton og Band Of Skulls.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
