White boy rock uden kanter, som selv din mor ville kunne lide. Det er desværre det første man tænker, når man lytter til Mirage Rock, det fjerde udspil fra Band Of Horses. Bandet har tilsyneladende valgt at forlade de mere støvede og snørklede landevej, for i stedet at tage en snorlige express way into the mainstream.
For fans af de to første plader, Everything All The Time (2006) og Cease to Begin (2007), er det her et album, hvor der på den polerede overflade ikke er meget tilbage af det gamle band, men fans af Infinite Arms (2010) får en videreudvikling af lyden derfra.
Lad os bare slå fast, Mirage Rock er ikke et dårligt album, langtfra faktisk, det er bare et album, der for fans af bandets ældre lyd og udtryk, nok bliver lidt svært at elske. Også for mig, men man må bare anerkende deres ret til at udvikle sig i den retning, de nu selv ønsker, og så prøve at kigge på hvad det er man får, og ikke på hvad kunne have været.
Mirage Rock lægger tilforladeligt ud med den habile førstesingle “Knock Knock”, et nummer jeg de første mange gange havde svært ved at se som andet end Band Of Horses (BOH) metervare, men den er vokset på mig efter utallige gennemlytninger af hele pladen. Ikke deres bedste sang nogensinde, men et udmærket og forståeligt valg som single. Men hvorfor alle disse gennemlytninger?
Jeg har nok med lys, lygte, fakkel og hjælp fra månens skær, ledt efter de elementer i musikken som gjorde, at BOH i 2006-09 var blandt mine absolutte favoritbands, der blandt andet gjorde deres optræden på Roskilde Festival i Arena teltet til en nær-religiøs oplevelse for mig. Fandt jeg dem så? Ja, de fleste af de ting jeg elskede ved bandets bagstræberiske 70er rock findes stadig i mindre doser, spredt godt ud over Mirage Rock’s 11 numre, men alt for ofte filet ned til næsten ingenting eller fortyndet kraftigt i den glatte produktion.
De har altid haft tilbøjelighederne og små anløb til, at musikken blev for blød, ufarlig, banal og lidt for simple pasticher af forbillederne. Men ligesom f.eks. Neil Young, hvis mest naivistiske 70er numre tydeligvis inspirerede dem meget på de to første albums, så slap de godt fra det. Med et sikkert øre for den gode melodi og en perfekt blanding af triste og sørgmodigt klingende numre, der alligevel efterlod en følelse af optimisme og opløftet sindsstemning hos lytteren.
Nu er de mere 70er The Eagles end 70er Neil Young, med sødmefulde og varme melodier, men også en glinsende overflade på sangene, der måske nok gør sig godt i solen, men som fremstår underligt kolde og hule når man dykker lidt ned i dem. Forbandet flot og vellydende, som de to numre “How To Live” og “Slow Cruel Hands Of Time”, men man kan ikke rigtig føle musikken inde i kroppen længere – eller JEG kan ikke. For jeg er faktisk ret sikker på at mange vil elske deres lyd på Mirage Rock.
“Slow Cruel Hands Of Time” er dog, trods teflon belægningen, inderst inde, hvis man kan komme derind, en virkelig smuk ballade, der bringer minder om både nævnte Eagles, men også håbløst oversete og glemte Big Star. Men hvor ville jeg dog gerne høre sangen i en unplugged udgave, hvor studieteknikken smides ud og den får lov til at knirke lidt.
BOH begyndte egentlig som et én mands projekt, hvor forsanger Ben Bridwell skiftede besætningen ud ganske hyppigt, og dikterede retningen ene mand. Med tiden er det blevet et 5 mand stort og temmelig sammentømret orkester, hvor en mere strømlinet sound og retning har erstattet Bridwell’s løse strøtanker. Samtidig er skiftende omgivelser og bopæl erstattet af en fast base og familieliv for Bridwell selv – så på to fronter er han nu blevet et familiemenneske med faste holdepunkter. Dette er måske også en af grundene til ændringen af bandets lyd, slut med at flakke rundt musikalsk, og ind med stabilitet. Og måske et ønske om, at ramme flere folk med sange der har en bredere appel?
Det er der hverken noget odiøst eller forkert ved, men det har beklageligvis medførte en udglatning af BOH’s lettere skramlede lyd, så de fleste knaster er høvlet væk og ingen skal kunne blive skræmt væk af små skævheder. Numre som “A Little Bibical” og “Shut-in Turist”, velklingende som de bestemt er, fiser ulykkeligvis også igennem kroppen uden at efterlade det mindste sår, bump eller blå mærke. Man kan dog ikke fornægte at “Shut-in” indeholder en tillokkende sødme, som nogle af bandets klassiske numre, man bliver bare ikke lige så nemt forført af det længere.
Midt på Mirage Rock sker der dog endelig noget, “Dumpster World” er små 4 minutter hvor BOH’s rammer mange af de ting, jeg har savnet hidtil på pladen. Den lægger ud i bedste tilbageskuende Neil Young stil med et roligt vuggende western vers – man kan nærmest føle støv og sol i fjæset, imens man rider ud over de uendelige vidder. Pludseligt skifter sangen voldsomt karakter, med gnistrende og store guitarflader og råbekor, før vi er tilbage i sadelen i rolig stil. Det hele føles lidt skævt, rodet og herligt levende og sprælsk. De KAN jo godt endnu! Nummeret ender brat, og Bridwell brøler “Electric Music” ud på sin egne ujævne facon, hvor stemmen i sit højstemte leje er lige ved at overstyre, Mirage Rock lever endnu, desværre skifter sangens melodi og lyder lidt som en bovlam Elton John rocker, inklusiv symbolsk piano, der ikke rigtig bruges til andet end et baggrundslag i produktionen.
“Everything’s Gonna Be Undone” er en ikke helt ueffen countryballade, med arketypisk skøn BOH dobbeltvokal, den slags har de lavet før, og bedre, men man værdsætter dog dette call back til bandets egen historie – selvom første album kun er fra 2006, så virker det som om det hører en fjern fortid til. Et fint lille ekko fra fortiden, inden “Feud” blæser ud af højtalerne i opskruet tempo, Bridwell er endnu engang helt oppe i det høje register, lige på grænsen til at kamme over – ikke en sang han bør forsøge sig med live, hvis den skal holdes i den toneart.
Selvom det er ganske befriende med lidt tempo i et nummer på pladen, så har jeg aldrig syntes, at det var bandets force bare at rocke igennem på denne måde, men variationen er nok nødvendig.
Om ikke andet skaber det en god kontrast når næste nummer, som her, er en nedbarberet countrypræget sjæler, vi bevæger os igen i Neil Young, eller måske nærmere Crosby, Stills, Nash & Young, territorium, men med Bridwell’s nøgne og skrøbelige vokal i centrum for et nummer, der heldigvis ikke bliver tynget af overproduktion. Helt enkelt og effektfuldt, er “Long Vows” et af pladens højdepunkter, og en naturlig efterfølger til “Older” fra Infinite Arms.
“Heartbreak On The 101” forsætter den gode stime, og her viser Bridwell helt nye sider af hans ellers ret monotone vokal. Stemmeføringen er indledningsvis nærmest talende og helt nede på jorden i denne vellykkede break-up song, før den i takt med nummeret vokser og vokser indtil vi når hans velkendte high pitch. Nu kører det for BOH… og så er pladen forbi?! Stærk afslutning, men nu var vi jo endelig kommet helt i gang og så dette afbrudte samleje. Men i det mindste slutter Mirage Rock med et håb om at der er bedre tider i vente.
Eller er der?
Måske er det Bridwell og jeg der slår op på det smukke afslutningsnummer, ikke som forsmåede lovers, men mere som to venner der indser, at de simpelthen bare er vokset fra hinanden og må gå i hver deres retning. Min bedømmelse af Mirage Rock bunder ikke i misundelse og fornærmelse over, at bandet har valgt at ændre deres lyd for at appellere til flest mulige, jeg er ikke ude på en kill your darlings mission. De er i deres gode ret til at gøre hvad pokker de vil, og på intet tidspunkt får jeg det indtryk at de har solgt ud. Set i lyset af den forrige plade, så virker det som en helt naturlig udvikling for bandet. Fra et dedikeret og fanatisk publikum på Arena til det næste logiske skridt, Orange scene foran masserne i den nærmeste fremtid.
Det er der ikke noget forkert i, og Mirage Rock er som nævnt slet ikke nogen dårlig plade, men ærgerligt nok for mig er det langtfra den plade jeg havde håbet på, men det må jeg så bare acceptere. Det her anmelderi er jo en subjektiv genre, og derfor, selv om det piner mig og jeg har været noget i tvivl, kan jeg ikke med god samvittighed give Mirage Rock mere end 3 store stjerner. Mange vil med garanti tage pladen til sig med åbne arme, og med god grund, den fortjener helt klart at blive hørt, men jeg selv står noget skuffet tilbage med korslagte arme. God tur, Band of Horses, jeg tager de bedste sange fra Mirage Rock under armen, men jeg står af her og ser hvad fremtiden bringer. Vi ses forhåbentlig igen.
Anmeldt af Kodi
