På deres seneste albums har Band Of Horses fremstået tiltagende ligegyldige, som på sidste års slappe Mirage Rock. Nu tager de skridtet fuldt ud med en uspændende og drønkedelig akustisk live-optagelse, hvor hestene er faretruende tæt på at miste deres sidste bid.
Rammerne er ellers i orden med en optagelse fra det sagnomspundne Ryman Auditorium i Nashville, Tennessee, hvor store koryfæer som Hank Williams, Johnny Cash, Louis Armstrong og Neil Young med flere tidligere har begejstret med flotte live-udgivelser. Idéen med at cutte strømmen og barbere nogle af Band Of Horses’ numre ned er heller ikke dum eller uinteressant. På papiret. For det, der kommer ud af højtalerne på optagelser over to aftener, er mildt sagt, og ganske enkelt, drønkedeligt og ufarligt.
Nu har Ben Bridwell og skiftende besætning jo aldrig fremstået som klassens mest stride børster. For hver udgivelse er udtrykket også blevet mere og mere poleret, knaster høvlet af, middle of the road velfriseret radiorock, så selv The Eagles begyndte at knipse med. Intet ondt ord om The Eagles og lignende behageligheder, men udviklingen Bridwell og co. har været igennem siden debutten i 2006 har alligevel skuffet mig. Vi startede i let-knasende Neil Young light territorium og er endt i harmløs AOR vellyd, og samtidig er de gode melodier og fængende hooks blevet lidt mindre, og Bridwell’s evner som tekstforfatter, eller mangel på samme, blevet mere hørbare når man ikke har en god melodi at blive afledt af.
Og her er et af problemerne ved denne udgivelse, det nedbarberede materiale lyder vældig flot og velspillet det meste af vejen gennem de 10 numre, men alt for meget af det savner originalernes dynamik, drive og pondus. Et nummer som “The Funeral” lyder stadig smukt, men den bombastiske overgang, der gav originalen et kæmpe løft og rev én med, er her ikke-eksisterende, så nummeret bare tøffer høfligt afsted, imens man keder sig. Det lyder skam pænt, men også FOR pænt og alt for stillestående. Det havde ikke været et kæmpe problem, hvis der så var andre numre der havde fået et tilsvarende los i røven, men er der noget vi mangler i The Ryman, så er det kraftfulde hestespark. De fleste af numrene leveres i behagesygt slumretempo, så man bliver bedøvet af pænheden og det artige band.
Selv et nummer som “No One’s Gonna Love You”, der måske i forvejen var ved at klinge en kende slidt i mine ører, men som næsten altid bidrager med lidt dirrende intensitet, føles underligt fladt. Bridwell gør sikkert hvad han kan i det nøgne arrangement, så det næsten lyder som om han er alene i spotlyset, men det rammer mig bare ikke rigtig. Måske ER den bare slidt op i mine ører? Heller ikke “Marry’s Song”, der åbner albummet, har den rette virkning. Nummeret har gået sin sejrsgang på YouTube, hvor de spiller den i en komplet nedbarberet version for et brudepar i Norge. Den version indeholder alt det som versionen her mangler. Det virker ganske enkelt en smule letkøbt og for nemt.
Hvilket er et andet overordnet problem. Band Of Horses tager alt for få chancer, og misser en oplagt mulighed for at eksperimentere mere med bagkataloget. At diske op med en akustiske udgave af den i forvejen godt skrællede “Older” virker ærlig talt alt for forudsigeligt. Forudsigeligt nok lyder det skam nydeligt, det er jo et godt nummer, men udgaven her tilføjer ikke ligefrem nye dimensioner til det nummer. Man kunne måske med held have kastet sig ud nogle mere drastiske fortolkninger af eget materiale. Hvordan ville mere slagkraftige sange som “Cigarrettes, Wedding Bands”, “Ode To LRC” eller “The General Specific” have lydt hvis man barberede dem ned til afdæmpede akustiske versioner? Eller hvad med at speede numre som “St. Augustine” eller “Monsters” op? Band Of Horses satser ikke rigtig noget, og ender med at padle i cirkler på en blikstille dam, en halv meter fra land, iført redningsvest.
Når det er sagt, så er der da fine momenter på Acoustic At The Ryman, især på første halvdel af albummet, inden man stille og roligt bliver lullet i søvn. “Detlef Schrempf” i en helt afklædt udgave rummer noget dragende sårbarhed og rammer hjertet en lille smule. Den helt store overraskelse er “Slow Cruel Hands Of Time”, der som andet nummer bringer håb for pladen inden det går galt. Overraskende fordi lige netop dét nummer ellers er Band Of Horses i deres mest Eagles klingende hjørne på Mirage Rock albummet. Her lyder den sgu godt, og ville ikke have passet dårligt ind i et Crosby, Stills, Nash and Young sæt. Man kan høre hvert et lespende ord fra Bridwell, arrangementet ligger ikke milevidt fra originalen, men nok til at den føles frisk og vokalharmonierne sidder lige i skabet. Hvilket de forresten gør udgivelsen igennem, ingen slinger i valsen der. Bare en skam at resten af indpakningen er så vattet.
Da man omsider når frem til sidste nummer, “Neighbor”, er man egentlig bare glad for at der kun er 10 numre på Acoustic At The Ryman. Nummeret leveres delvist a cappella, det lyder strålende, men er nærmest uden effekt fordi man kæmper mod trangen til bare at døse hen og lade Band Of Horses summe i baggrunden som en mæt myg på en dvask sommerdag.
Band Of Horses stikker ikke til nogen, ej heller sig selv, på denne udgivelse. I et interview i Gaffa fortæller Bridwell, at bandet tog et par chancer til disse koncerter, men resultaterne blev skåret fra på pladen, fordi de ikke lød godt nok. En skam faktisk, for det kunne måske have tilføjet lidt hårdt tiltrængte ridser i den glinsende og polerede overflade. Band Of Horses virker i større og større grad som et band der indædt jagter det pæneste og mindst farlige udtryk muligt, i den forstand er Acoustic At The Ryman et skridt i den rigtige retning. Er du fan, så giv den et lyt, men hav dyne og pude parat.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
