Tre veje førte ind i mørket lørdag aften på Radar; man kunne slå følge med Bæsts jovialt grumme old school død, halse efter Slægts sortnede metal-rock, eller svømme mod heavy metal-havets dybder med Rising. Nå ja, eller tage det hele med.
Lørdag aften, regn og blæst udenfor, for nogen første weekend i efterårsferien, og et lokalt metalband på plakaten, samt to roste bands fra København. Sådan en pakke havde vel trukket i underkanten af 100 mand af huse, og selv om halvdelen af dem var gået igen før Rising’s sidste toner lød, så virkede det til at være et publikum, der var modtagelige for rytmer, der gik i nakketøjet. Og samtlige tre bands kan sætte godt gang i nakkemuskulaturen, når det kører for dem.
Bæst
De fremadstormende lokale dødshoveder i Bæst åbnede, og de trådte ind i en stolt Aarhus-tradition for grum og tung old school dødsmetal, som alligevel ikke er bange for melodier og samtidig virker utroligt jovial bag alt mørket og larmen. Og det var da også ganske tydeligt at Bæst var på hjemmebane – Simon Olsen i front jokede i flæng, blandt andet da han undervejs blev gropet i skridtregionen af en frisk publikummer, og Olsen responderede: “Han er klar! Er I klar?”. Og det var publikum for det meste.
Bæst er stadig et ganske ungt band, og de er sådan set stormet frem, siden de blev dannet for et års tid siden. Kvintettens første udgivelse, en demo, landede i foråret, og deres første EP, Maria Magdalene, anmeldes om føje tid her på siden. Netop numre herfra dannede kernen i aftenens sæt, som dog også bød på numre fra demoen. Inspirationskilderne stillede bandet blandt andet til skue gennem t-shirt valget: De to guitarister var iklædt henholdsvis Obituary og Entombed t-shirts, mens bassisten havde en Slayer-udgave på. Bæst spiller tung, thrashet død, som også tør være melodisk, men ind i mellem er de også meget tæt på inspirationskilderne. For eksempel lød ‘Marks of the Undead’ temmelig meget som Morbid Angel’s ‘Where the Slime Live’, og der var passager i numrene som alle de tre t-shirt bands kunne være stolte af at have inspireret til.
Når det så er sagt, så gør Bæst det godt med byggeklodser de har, selv om måske nok er hørt før. Bæst virkede lørdag aften som en kompetent enhed, og med en veloplagt Simon Olsen til at piske gang i løjerne, fremstod numre som ‘Wormlord’, den knusende tunge næsten-afslutter ‘Marie (Magdalene)’ og kind-of-ekstranummeret ‘Goat’ i sin tempofyldt fræsende enkelhed alle velskårede og ikke mindst leveret med tyngde og overskud. Det skal man absolut heller ikke kimse af.
Slægt
Fra det jovialt udadvendte til indadvendt dysterhed, levende lys, røgelse og griseblod. De unge københavnere i Slægt har rekvisitterne, musikken og evnerne til at skabe en slags totaloplevelse, men alligevel endte jeg med at stå og falde lidt i staver. Jeg har muligvis også et opmærksomhedsspænd som en 5-årig, men når jeg nu samtidig syntes, det var ret godt rent musikalsk, det Slægt leverede, hvad søren var det så, der gjorde det? Måske at Slægt virker som om de har taget en identitet på og prøver den af. Måske at de virker meget højtidelige om sig selv. Måske er det slet ikke sådan det er, men det var lidt den fornemmelse jeg stod med. Og samtidig virkede de også meget indadvendte, og i stor kontrast til Bæst – ikke et ord mellem numrene, og først et tak til sidst. Det fungerer for mange andre bands, men her havde jeg fornemmelsen af, at de kunne have fået Radar til at være lidt mere med, hvis de havde kommunikeret mere med publikum – og ikke nødvendigvis verbalt.
Nu endte det med, at den ene halvdel af publikum virkede særdeles engagerede og fanget ind af Slægt, mens den anden halvdel var trukket op mod baren og snakkede løs, som man kunne høre i et par af Slægt’s ret fede, dæmpede og stemningsskabende passager. Helt så stemningsskabende er det så ikke, når der går Aarhus-snak i den. Men uanset hvad, så viste Slægt at de har et stærkt musikalsk arsenal. Der blev fyret godt op under kedlerne fra start – jeg er ikke godt nok inde i deres Beautiful & Damned mini-album, til at sætte titler på hvilke sange, der kom hvornår i sættet, men det fungerede ganske godt opbygningsmæssigt at starte lige på, hårdt og hurtigt, og så lade de mere atmosfæriske passager udfolde sig undervejs.
Man forstod hvorfor Bæst og Slægt var inviteret med af Rising, for begge bands trækker på nogle af de samme genremæssige inspirationer fra 80’ernes metalscene, men dog med forskellige udtryk af den. Slægt rummer både de tordnende hurtige passager, og de mere dæmpet atmosfæriske og dunkle, og gør faktisk det hele rigtig godt musikalsk. I de første par rækker foran scenen var publikum da også helt med. Jeg stod og vaklede lidt midt i mellem, for på den ene side synes jeg, der er virkelig meget, der fungerer for Slægt, og på den anden side er der noget, jeg simpelthen ikke helt køber ved pakken. Omvendt har jeg altså ikke mange fingre at sætte på den tekniske levering og musikkens kvalitet.
Rising
Rutinerede Rising lukkede og slukkede lidt efter midnat. Da var en del af publikum forduftet ud i regnen, enten med kurs mod sidste busser og dyner eller Escobar, vil jeg gætte på. Det kan nogle gange blive lidt op ad bakke som hovednavn på en lang aften, hvor der allerede har været to dygtige bands på scenen, især med tanke på, at Rising måske ikke er en publikumsbasker. Bandet lod sig dog heldigvis ikke mærke med, at publikum stille sivede af, og tordnede igennem, som jeg har oplevet dem gøre et par gange før.
Naturligt nok var sættet koncentreret om Oceans Into Their Graves albummet fra i år, som nok er Rising’s tredje som band, men første med opstillingen, der indtog Radar. Og det er en rigtig kompentent opstilling, hvor Morten Grønnegaard kan koncentrere sig om at levere ren heavy metal vokal, mens Jakob Krogholt og resten af bandet sørger for bastante riffs og en tung bund, altsammen røv-tight leveret.
Numre som riff-baskerne ‘All Dirt’ og den både tunge og melodisk fremragende ‘Death of a Giant’ stak ud som højdepunkter i et sæt, som ind i mellem truede med at blive en smule ensformigt med tunge riff-mure, brudt af vokalharmonier, men Rising er samtidig så dygtigt og erfarent et band, at de godt kan mærke når de er ved at tabe publikums interesse. Det var de blandt andet på den ellers fine ballade ‘The Night’, men de fik heldigvis hevet publikum ind igen efterfølgende med lidt mere hidsige ‘Blood Moon’ – i hvert fald indtil Morten Grønnegaard proklamerede at “Vi tager en langsom én” og blev mødt med et prompte “Nej!” fra en publikummer. “Den er tung,” lovede Grønnegaard, og det var den heldigvis også da den kom i gang. Her valgte Rising klogeligt at lade sangen ende i koncert-afslutningsmodus, inden de leverede endnu en tung satan som en slags gå-hjem nummer.
Rising har både melodier og tyngde, og set i forhold til aftenens to første bands, kunne de godt virke en smule “pæne” og rene i lyden – personligt rammer Rising mig godt stilmæssigt, men det virkede til en del af publikum hellere ville have det hårdere og hurtigere. Det kan måske også være en del af udfordringen i sådan en tredobbelt metalcombo. Eller måske var det bare fordi, det var blevet sent (Rising gik på omkring 23.20) at folk lige så stille sneg sig videre ud i natten? Jeg havde i hvert fald ikke noget at udsætte på Rising’s koncert, der, selv om den ikke kom helt op at ringe, viste et band, der har styr på deres lyd og udtryk, men måske kan arbejde lidt med dynamikken i deres sæt.
Alt i alt fik vi tre dygtige repræsentanter fra den danske metalscene, to fremadstormende, unge og sultne bands, og et mere etableret og rutineret. Hver for sig viste de forskellige styrker og svagheder, men som samlet pakke var det en alsidig og mættende metaloplevelse, der lander på 4 sikre stjerner.
Anmeldelse og fotos: Jonas Strandholdt Bach
