Det aarhusianske dødsmetalband Baest, er klar til at erobre verden med deres tredje album på lige så mange år. En glubsk bassemand, der måske ikke ligefrem byder på innovation af den tunge metal, men alligevel bider godt fra sig.
Der er et tidspunkt mod slut i “Towers of Suffocation”, hvor guitaren skriger så meget, at det næsten begynder, at hyle i ørerne og plomberne i overmunden skriger. I den tonser tunge “Genesis” er der så meget tryk på ud af starthullerne, at jeg har det som om underbukserne bliver blæst af mig og hårsækkene er ved, at blive hævet op ved roden.
Sådan er Baest. Der er ikke noget med mådehold her. Det er all in, den skal have fuld tryk og der tages absolut ingen fanger. Hvis den kan få lidt mere af et eller andet, så får den det. Og gerne lidt ekstra oven i. Som om less is more er en dødssynd – eller for tøsedrenge.
Baest har haft voldsomt vind i sejlene, siden de BLÆSTE ind på den danske metalscene for 4-5 år siden. Hvor de hurtigt åd sig grådigt gennem landets upcoming scener, også på de større festivaler. Indtil de i 2019 satte en tidlig krone på værker, med en velbesøgt Copenhell koncert. Vel at mærke på festivalens næststørste scene.
Da var jeg allerede kørt lidt død i deres liveudskejeler og mere-med-mere-på, som på mange måder var en slet skjult aftapning af gamle kendte dødsmetal dyder. Ikke nok med, at jeg syntes man havde set og hørt det hele før, jeg havde set og hørt Baest være Baest på denne måde før. Nuvel, så kan man jo tage en pause.
Det skal siges, at jeg på ingen måde klandre bandet for deres succes, eller korser mig over, at de tilmed er lykkes med, at bringe dødsmetal ind i de danske stuer ved at optræde i morgen-tv. Tværtimod synes jeg, at Baest og de folk de omgiver sig med, har været imponerende gode til, at skabe hype, etablere og dyrke de rigtige forbindelser og ikke været bange for, hvad metalverdenen mon ville tænke. Der har med garanti været nogle ret ømme røvhuller rundt omkring.
Hvorfor lige Baest? Det bringer sådan set ikke noget nyt til det hårde bord. De er vel ikke teknisk dygtigere, eller VIL det mere end så mange andre? Held, dygtighed og så er der bare et eller andet ved dem, som gør at de de gør bliver mere end summen af enkeltdelene. Det der du ikke helt kan udpege, konkretisere, eller for den sags skyld lære.
På mange måder er Necro Sapiens Baest business as usual.. Jeg har hele tiden været mere begejstret for deres vilde og energiske liveshows (indtil jeg altså lige så dem én gang for mange på kort tid) end udgivelserne – selvom de også er gode. Men, på denne plade har de efter sigende indspillet hele møget sammen, på samme tid og DET giver altså noget OMPH . Det er en overrumplende mængde energi og urkraft, der slippes løs her.
De forcer kan man ganske enkelt ikke benægte de ejer. Sangskrivningen er også mindst solid hele vejen igennem den 10 numre og knap tre kvarter lange plade. Noget man så godt kan skyde dem i skoene er, at de skamrider klichéer, ikke prøver på, at forny noget som helst, mindst af alt dem selv. Når “Purification Through Mutilation” skiftes vis høvler derudaf, og møver sig slimet og fedladent afsted over det beskidte underlag, så er det Baest, som netop bare gør det de kan: Være Baest.
Man får af og til fornemmelsen af, at de ligefrem svælger i genrens troper, eller tager lidt pis på det hele. Som i: dødsmetal skal også være skæg, ik årh’? Det vil nok også falde visse metal aficionados for brystet. Men, det kan ikke være uden et skævt smil, at gutterne leverer sange med titler som “Sea of Vomit”, “Goregasm” eller “Meathook Massacre”?
Det er ikke det samme som, at det ikke lyder som om, at de tager deres musik alvorligt! Men, det aarhusianske lune og humoren, hvis man kan kalde det, det skinner bare lidt igennem. Det giver Baest en vis form for klædelig uskyld. Ja, det kan lyde underligt, når man er omgivet af død, ødelæggelse, oceaner af opkast, kødkroge og renhed gennem lemlæstelse.
Den selvhøjtidelighed, som man godt kan fornemme i visse metalkredse af og til, og “min prut dufter bedre end din” attituden, den skider Baest på. En ordenlig fæl bagstivshørmer. Og de gør det ved, at spille lige nøjagtigt den form for metal de kan lide. Det kan mærkes og høres. Og det er her noget af hemmeligheden ligger begravet.
Necro Sapiens er muligvis “mere af det samme”, men det føles på nogle punkter også som “men måske bare lidt bedre?”. Der er ikke mange nye tricks, men dem Baest kan virker de nu endnu skarpere til, at bruge og sætte i scene. Det er en enormt lyttevenlig plade i den forstand, at den glider godt, virker klogt sammensat og så er jeg altså ret begejstret for lyden Baest leverer her.
Nå, det blev jo næsten en anmeldelse af Baest selv og ikke så mange detaljer om selve albummet og sangene. Sådan kan det sgu’ gå! Jeg smider den lige på igen, nu jeg har fået skiftet underhylere.
Af Ken Damgaard Thomsen
