Det føles som om det var i går vi anmeldte en debut-demo fra aarhusianske Bæst, og selv om det ikke er tilfældet, så skal vi kun tilbage til maj måned. Nu er dødsmetallerne allerede aktuelle med en rigtig debut-ep, hvor de bygger videre på stilen fra demoerne og viser at de gede-fascinerede gutter har gang i noget, som med tiden kunne bliver virkelig stærkt.
Indtil videre er det dog “kun” stærkt, der mangler måske stadig lige det aller sidsteløft eller raffinering af sangskrivningen for at dette Aarhus band rykker op i superligaen, men vi nærmer os!
Bandet har kun eksisteret siden oktober sidste år, så at de allerede er nået så langt som EP’en Marie Magdalene her viser, er i sig selv ganske imponerende. Nu er der, dømt ud fra diverse pressefotos (og gætværk) heller ikke tale om en flok gymnasieknægte, som lige har opdaget den fede, tunge død og grebet nogle instrumenter, men alligevel. Tyngden og byggestenene har de på plads, og på denne EP viser de også at melodierne og de mindeværdige sange er på vej.
Dermed ikke sagt, at der ikke er nogle gode numre mellem de 6 man finder på Marie Magdalene. Reelt er det kun 4, da EP’en bliver indledt med introen “Djævel”, der blot består af ulmende og ildevarslende “stemninger” og geder der bræger, samt afslutteren der kort og godt bare hedder “outro”. Rammen indikerer, at der er tænkt i at signalere “lille samlet værk”, men de kunne i princippet sagtens være undladt, uden at det gik ud over nogen sammenhæng.
“Rape The Blessed” (det lyder ret voldsomt, hvad?) indleder for alvor Marie Magdalene, og stormer sådan set brutalt nok ud af de klassiske dødsmetal starthuller. Tempoet er godt skruet i vejret for genren, ikke at Bæst udelukkende bekender sig den rene død, der trækkes på masser af andre grumme inspirationer, men jeg synes ikke rigtig nummeret kommer ud af stedet. Det er klart EP’ens svageste nummer i min optik, ikke dårligt eksekveret eller noget, men vi skal over halvvejs ind i nummeret inden der kommer noget, som begynder at trække i mig. Her går der lidt bølgende og brusende sort død i den, en øvelse jeg næsten altid har svært ved at modstå.
De resterende tre numre er der heldigvis godt med drive og krummer i, og viser at Bæst er, ja, lidt af et bæst og ved at have fundet deres rette vej. Den næsten 6 minutter lange “Wormlord” åbner olmt brølende og tuuuungt, tempoet er sat ned og de hele lidt mere episk anlagt. Det er et langt og temmelig ambitiøst nummer, med en del tempo- og retningsskift undervejs, men jeg synes faktisk at Bæst viser, at de er i stand til at fylde spilletiden ud, så det ikke føles FOR langt. Det er igen det mere sortnede metalliske i gruppens lyd der tiltaler mig mest, men det er nok en smagssag. Som vi nærmer os finalen bliver udtrykket mere truende, nummeret bremser lidt op, og bygger op, så venter vi bare på forløsningen… og den sidder heldigvis lige hvor den skal.
“Marks Of The Undead” følger op, her popper et band som Amon Amarth op som reference (Jonas har budt ind med Morbid Angels’ “Where The Slime Live”), både på grund af den dybe vokal, men også den lidt trampende, “lad os marchere i kamp” rytme som skubber nummeret fremad. Et nummer til dem der godt kan lide at headbange i midttempo og/eller stå og snurre med garnet, når der ikke lige skal kastes nogle næver taktfast i vejret. Titelnummeret runder af inden outroen, eller faktisk hedder nummeret “Marie (Magdalene)”, så næsten. EP’ens længste nummer med en spilletid på lige knap 6 ½ minut, så selvsagt sker der en hel del. Det er måske også her, hvad jeg formoder kunne være nogle gennemgående temaer for udgivelsen, er mest hørbare. Det lyder som klassisk flirten med noget syndefald, lurende dæmoner, forkastelse af Gud og andet religionskritisk, så også her er alt som det skal være, men også et punkt hvor der ikke ligefrem vindes point for opfindsomheden.
På den måde flirter Bæst også med nogle tykke klichéer og genrekonventioner, eller man skulle måske sige, at de omfavner dem, for så længe det lyder så fedt og er så godt udført som her, så gør det ikke så meget. Man behøver jo egentlig bare, på old school vis, kaste et blik på det stemningssættende cover og så ved man lidt hvor vi skal henad, og om det eventuelt er noget for en – og Bæst skuffer ikke, den forventede vare leveres. Hvilket også virker som en stor del af ambitionen og pointen for bandet, at spille den slags metal som de selv er fans af, uden nødvendigvis at bidrage med afgørende nyt.
Når man har numre som “Wormlord” og “Maria (Magdalene)” så kan man også komme langt, det sidste ryk ud af den 4-stjernede kategori kræver så måske lidt justering af målene. Men jeg synes uden tvivl at pilen peger op ad for Bæst, det er især som om de bliver bedre jo mere plads og spilletid de har at udfolde sig på.
Stort set alt på Marie Magdalene er et skridt fremad i forhold til demoen, så næste gang skal vi måske have pakket en stjerne ekstra ud af gedeskindet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Bæst på facebook
