Bænch er braget ind på rockscenen med airplay både herhjemme og i udlandet, som en koncert på Roskilde Festival forude. De er ude med en 6 numre lang EP, holder hypen, eller er der tale om 90er og 00er opkog?
Der ER boller i Bænchs alternative rocksuppe, det har deres tre singler fra det forgangne år vist. Men kan man blive ved med at koge supper på den samme velkendte opskrift?
Hvis man ønsker en overraskende smagsoplevelse og nye indtryk, så er det nok ikke opskriften at følge. Sigter man efter en opkvikkende rockmenu, der glider ubesværet ned, mætter tilstrækkeligt og smager af mere, så er der stadig noget at hente der hvor Bænch kokkererer. Og så er der vist kogt suppe nok på den metafor-høne.
Bænch har som nævnt udsendt tre stærke singler, “Skipped a Step”, “Fall Behind” og “Bloody Feeling”, det seneste års tid. De er alle inkluderet på denne EP, så har man lyttet til eksempelvis P6 eller er faldet over bandet andetsteds, så er der altså “kun” tre nye numre at dykke ned i her.
De viser til gengæld flere af de allerede hørte forcer og sider af gruppen fra Horsens, men også andre hidtil uhørte. Det sidste gør sig gældende i nummeret “Wine & Bread”, som ikke er blandt mine personlige favoritter på Go Go Go. Her går Bænch i mere Franz Ferdinand eksperimenterende retning, som nok vil begejstre nogen, og muligvis også fungerer rigtig godt live. Det bliver bare lidt for “bouncy” danse-rytme indie-rock til mig, især i 2025. Men hva faen, nullerne er jo åbenbart tilbage, I kan få dem for jer selv, men fyr den af. Og det her lugter af en kommende single.
Jeg har egentlig heller ikke BRUG for 90er festen, men det river mig alligevel mere med når Bænch styrer ind på det alternativt rockende med store omkvæd fra den periode. Som hørt på den fængende, insisterende og jagende åbner “Skipped a Step”. Eller den glimrende “Fall Behind”, der i sin opbygning mod noget anthem/stadionrockende har noget tidlig The Killers over sig. Det er bare en formel der fungere, især når man som her har styr på netop opbygning og leverer et fedt omkvæd – der nærmest er lyden af et brølende publikum og blinkende projektører på en stor scene.
The Killers hang til synth og keys anes også et andet nyt nummer, “1814”, hvor man også aner noget mere 80er goth-rocket og en snert af post-punkens mørke og puls. Der kommer igen mere luft i sangen i omkvædet, hvor skyggerne letter og sangen rækker op mod lyset. Det er en effektiv blanding og et nummer, som man også kunne forestille sig ville gøre en god figur i radioen.
Den formel og lyd (minus de mere markante synth/keys i “1814”) går igen i det sidste af de nye numre, som jeg ikke har nævnt, “Let Your Love Change You”. De to sange er klogelig placeret i hver deres “ende” af Go Go Go, denne som sang nummer to, “1814” som næstsidste. Så man får en opbygning der hedder single-ny-single-ny (dansesangen)-ny-single. Det er sgu en effektiv og gennemtænkt sammensætning af tracklisten, så Go Go Go helt i titlens ånd suser velsmurt derudaf.
Der lukkes med den fremragende “Bloody Feeling”, som på flere måder sender mine tanker i retning af The Entrepreneurs og deres gennembruds single “Brutal Summer”. Det er noget med energien, temposkift, stemningen… I det hele taget er The Entrepreneurs ikke et helt skævt referencepunkt, hvis man endelig skal sammenligne Bænch med et dansk band. Ikke at de lyder 1:1 ens, men man aner et slægtskab om ikke andet i inspirationskilder. Og mulig indledende karrierekurve, The Entrepreneurs var jo også på Roskilde som en del af Rising-programmet ikke lang tid efter de kom frem.
Bænch læner sig op af mere eller mindre udtalte forbilleder, og låner flittigt fra dem og den alternative rockscene fra 20-30 år siden. Tilsat et skud post-punkede klangflader og atmosfære hist og her. Dermed bliver de også en opsummering af den alternative rocks nyere historie og samtidig næste “bølge” af bands, som er inspireret af bands, der var det nye og stilskabende engang.
Finten er, at Bænch, fordi de forstår at vælge de elementer, der klæder dem bedst fra inspirationskilderne, og kan skrive gode sange, ikke fremstår som en flad kopi af en kopi af en falmet original. Det er sgu’ godt skuldret af et forholdsvis ungt og uprøvet orkester, som her leverer en EP (hvis vi ser bort fra mine personlige præferencer) uden et eneste svagt nummer.
Af Ken Damgaard Thomsen
