Lørdag aften fejerede det uafhængige pladeselskab Bad Afro deres 20 års jubilæum ved, at uddele masser af musikalske gaver på et udsolgt Loppen. Telstar Sound Drone startede festen, Baby Woodrose lukkede den med máner, men Narcosatanicos stjal showet (og vores anmelders sjæl, måske?). Gaver til alle og hamrende hedt på Loppen.
Så for søren, så blev lørdag aften sparket godt og gedigent i gang! Et udsolgt Loppen husede Bad Afro Records’ 20-årsdag med et rock-jordskælv af en aften.
For 20 år siden blev Bad Afro Records dannet, og har siden arbejdet med kunstnere som The Hellacopters, Spids Nøgenhat, Cosmonauts og Turbonegro. Genremæssigt spænder selskabet vidt, fra garagerock til soul. De sidste 10 år har dog været mest psych-prægede, hvilket også afspejlede aftenen på Loppen, Christiania, med de tre albumaktuelle akter Telstar Sound Drone, Narcosatanicos og Baby Woodrose.
Aftenen bød, udover en helvedes masse rock, på 200 gratis øl og en Baby Woodrose 7’’ vinyl (Breaking the Spell / ESP) til de første ankomne gæster. Baby Woodrose udsendte deres første single på Bad Afro i 2002, og herefter er fulgt 10 albums, hvor nyeste udspil er Freedom, der udkom 16. september.
Anden akt var Aarhusbaserede Narcosatanicos, der stadig er ganske spæde med bare 2 udgivelser på markedet – men lad dig ikke narre – der er intet barnligt ved disse langhårede støjdjævle direkte opstået fra helvede. GFR smed funklende 6 (kaste)stjerner efter deres nyeste album Body Cults.
Telstar Sound Drone har også kun 2 albums på bagen, hvor det andet kom ud i Marts med titlen Magical Solutions To Everyday Struggles. De byder på psykedelisk drone shoegaze udmundet fra en fjern galakse.
Kl. 20.50 er der allerede kø på trappen op til Loppen. 5 minutter efter er halvdelen af de ventende gæster nødsaget til at lade sig gennembløde af den silende regn, der hersker udenfor, da køen har ophobet sig massivt. Da jeg, godt og vel 20 minutter senere, er nået ind i varmen, og ser de visuals der allerede flimrer på bagvæggen, og med en gratis loppebajer i den ene hånd, en vinyl i den anden, er jeg sikker på dette bliver en kodyl aften.
Telstar Sound Drone ★★★★☆☆
22 sharp hopper Telstar Sound Drone på scenen. Jeg overhører en af publikummerne der siger: ”Det føles som om ens hjerne eksploderer i 1000 stykker, og bliver samlet igen på en helt ny måde.” Jeg kunne ikke være mere enig – man bliver suget ind i en tornado af shoegaze, det kilder i maven, hjertet galopperer af sted i takt til de pulserende trommer. Der bliver samtidig fyret nogle vilde moves af, og en skærende vokal fra forsanger Sean Jardenbæk, men publikum føler den ikke heeelt endnu.
’Drugs Help’ – et virkelig stærkt nummer – får dog omvendt publikum en smule. Jeg befinder mig, svævende og let mens jeg får varme relationer til noget, der kunne lyde lidt som Kasabian tilsat et ordentligt skvæt psych!
Humøret stiger og ligeså gør tempoet. Tømmermændene fra i går fordufter langsomt – er det ikke musik der er den bedste kur mod tømmerdrenge? Det tror jeg nok det er! Til tider er vokal og synth en anelse lav, og kunne snildt være skruet op et notch, men det gør heldigvis ikke det store.
Et par tungere numre skal der også være plads til, hvilket giver anledning til at lave dybe knæbøjninger og foroverbøjet hoved – fortrinsvist med lukkede øjne, så man kan synke helt ned i suppedasen og mærke stortrommen, der hamrer i takt med ens hjerte. Der er fuld fart på shoegazen, der efterfølgende spacer helt ud.
Herefter er der mere fokus på upbeat numre, og dette er noget der pleaser publikum, der ligner en kornmark på en blæsende november-dag. På sidste nummer er omkvædet helt ude af kontrol, med alt for mange elementer samtidig, hvilket gør det svært at finde melodien. Men når man først har fundet den, er det den heftigste fest, og egentlig en glimrende afslutning.
4 stjerner til Telstar!
Narcosatanicos ★★★★★☆
Kl. 23 får vi Narcosatanicos, der invaderer Loppen med djævelsk langt hår, dødbringende støj og skingrende saxofon.
I introen har vi saxofonen, og herefter starter rædslen. Det er satans mørkt, kun oplyst af ildrøde helvedesfyldte spots. Der er en smule Alice Cooper feel i form af den skærende guitar, mens saxen bringer noget jeg ville kalde en zombie-cirkus følelse. Det er som om guitarerne skriger, på en måde der påpeger at en skrækkelig hændelse er ved at ske.
Hele seancen indbyder til smadret headbanging, det hardcore og rungende bliver komplimenteret af den gennemtrængende saxofon, og effekten er fænomenal. Hvis dog bare publikum var mere med på den fra start!
Dog går der ikke længe før folk har vænnet sig til det sataniske og voldsomme, og selv når man tror, det ikke kan blive vildere, kommer der bare endnu mere skrald på. En brølende vilde vesten stemning, der er intet andet end groundbreaking – eller skal jeg sige ground SHAKING? For hele gulvet vibrerer, som var der jordskælv i de skrå brædder i Loppens lokaler.
Midt i al tumulten bliver vi præsenteret for en smuk saxofon solo, og jeg associerer til Fleet Foxes’ ’The Shrine’, hvor der i musikvideoen er to søuhyrer der kæmper og dør. Nummeret eskalerer og hiver dig prompte med ned i dybet.
Efterfølgende har vi det ’næsten’ radiovenlige nummer, ‘Vile’, der er det absolut stærkeste nummer på aftenen, fra start til slut. Uforglemmelig originalitet er blevet dyrket til ekstremer, og man har ikke den mindste lyst til, at det nogensinde skal have en ende.
På sidste nummer befinder jeg mig pludselig på et hjemsøgt slot. Betagende, uhyggepræget beat, men for lav vokal. Dog bliver der add’et growl, der kreerer en eminent støjskybefængt udgang.
Så spillede de lige én mere, og om det var planlagt eller ej, så var dette nummer fremragende og hiver Narcosatanicos op på 5 stjerner. Et nummer der havde det hele – sødt, salt og surt. Det søde (ja søde!) var håret på guitaristen – det lignede en fluffy, blød sky, det saltede var den ingrediens, som bestod af fængende intensitet blandet med tung power, og det sure var attituden som sparkede RØV. Jeg er ganske enkelt fan!
Baby Woodrose ★★★★☆☆
Baby Woodrose er aftenens sidste navn. Det første der sker efter bandet er steget på scenen, er Lorenzo Woodrose der udbryder: ”Vi har et meget langt sæt og et meget varmt sæt til jer!” Men dette er ikke noget der skræmmer publikum (de er vist også blevet skræmt nok i aften), og en gennemgående hujen breder sig på spillestedet.
’Reality’ er første nummer, og den er både kraftfuld, betagende og uhyre melodisk. Den tilhørende guitarsolo er vanedannende, og desværre slutter den så brat, som den er opstået. Det er lige dét at vænne sig til de markant kortere numre, end vi hidtil har været vidner til på denne storslåede aften – dog er der jo bare plads til endnu flere numre, og det er stadig kradsbørstigt og hamrende hedt.
Der bliver budt på power, gåpåmod og intensiverende vokal, og som en publikummer råber: ”Alt I har lavet er godt!”, så er dette slående korrekt, dog mangler der en anelse diversitet, men så går vi også helt i bagateller.
Der er både gamle ’swingere’ og numre fra den nye plade Freedom – blandt andet ’21st Century’, hvor man bare kan sætte sig tilbage og nyde. Der er en fantastisk kemi mellem Lorenzo Woodrose og publikum, hvilket får samtlige personer til at føle sig ’hjemme’. Han er lidt den far, vi alle sammen ville ønske, vi havde.
Jeg er gevaldigt overvældet over det sindssyge guitarspil, der bare dræner mig fuldstændig for luft, og får mig til at svæve som en fjer, og publikum er ’on fire’ og det både ses og mærkes. ”Hvorfor spiller vi stadig her?! Det er ulideligt varmt”, siger en svedende Lorenzo Woodrose – og det er fuldt forståeligt, der er hedt som bare fanden!
Nummeret ’Roses’ bliver spillet, og dét er noget, der bliver påskønnet. En anelse ensformigt måske, men visse udskillelser er der dog, og jo mere man lytter, des nemmere finder man de små finesser der gemmer sig.
’Born To Lose’ er Lorenzo og kompagnis sidste nummer, der er fuldstændig overvældende, shoegazet og oversvømmet i farvede spots. Da de forlader scenen stopper publikum ikke med at trampe, klappe og råbe helt hysterisk, før de får et ekstra nummer. Og minsandten om ikke vi bliver beriget med hele TRE, der udgør en effektiv exit og efterlader et forbandet tilfredst publikum, inklusiv undertegnede.
4 store stjerner med pil op.
Af Stefanie Sloth Hansen
Ingen grynede mobilfotos denne gang, så vi napper en fra arkivet: Lorenzo Woodrose. Foto: Palle Demant
