Et udsolgt Radar bød fredag aften på rock som i gamle dage fra Baby Woodrose, samt et sent annonceret opvarmningsnavn af den absolut mest energiske slags i form af duoen The Courettes.
Via Facebook blev det ganske få timer inden koncerten offentliggjort, at brasiliansk/danske The Courettes ville varme op for Baby Woodrose. Og varme op, det gjorde de!
Duoen, bestående af Flavia Couri på guitar og sang og trommeslager Martin Couri, sparkede gang i løjerne fra første taktslag og især Flavia Couri virkede tændt – overtændt! Genremæssigt ligger vi i rockabilly-inspireret garagerock og The Courettes skriver sig ind blandt duo-rockbands, der får meget lyd ud af to instrumenter: Guitaren fylder fint, og der er ikke meget loopbox over opvarmningen. Til gengæld er lyden ret ofte baseret på fuzz og der er så sparet på soloerne til fordel for kortere numre.
Flavias vokal og fremføring af denne må siges at være bandets party piece. Hun nærmest skriger teksterne (som for øvrigt opererer i det lidt banale kærligheds-område) og står med vidt opspilede øjne – det er intenst og man kan ikke være i tvivl om, at hun vil noget med publikum.
På samme måde råber hun peptalks til publikum mellem numrene, og der opstår lidt pinlige/sjove episoder, når hun som indpisker forsøger at få folk til at svare på hendes energiske udmeldinger og mødes med nærmest tavshed. Det er i virkeligheden som om, hun ekstremt gerne vil ud over scenekanten – men i denne iver også kommer til at skyde lidt over publikum.
Martin kommer dermed også til at virke lidt underdanig eller som et udefrakommende input, når han griber mikrofonen og kommer med kommentarer, mens hans trommespil intet fejler overhovedet. Det hænger helt fint sammen med de to og deres call/response i numrene, men til trods for yderst energisk trommespil, er det altså Flavia, der løber med opmærksomheden.
The Courettes er punket og her-kommer-jeg-attitude, men det fungerer ganske glimrende med velafvejet længde på numrene og netop lidt punket fremførsel.
Det er lidt som at se et mellemgodt fodboldhold, som måske ikke spiller perfekt, men som altid giver sig 110%. Jeg er ikke den eneste blandt publikum, der får associationer til The 5.6.7.8’s (de spiller i Kill Bill-filmene) og denne old school rockabilly var en intens, lidt voldsom men god opvarmning til aftenens hovednavn.
Smilet sad i hvert fald klistret på læberne under hele opvarmningen blandt mange publikummer, og der blev taget stik hjem på den intense performance.
Baby Woodrose ★★★★☆☆
Cirka klokken 22.00 går Baby Woodrose så på scenen foran det efter The Courettes noget shell shocked publikum, og fra første tone står det klart, at der ikke bare er tale om et erfarent band, men at erfaringen også udmønter sig i fantastisk lyd og spil. Det er højt, men stærkt, og det lader til, at bandet i den grad ved hvad de gør, hvor de har hinanden og at de nyder at spille sammen.
Uffe Lorenzen ironiserer lidt over, at de ikke er vant til at have udsolgt og fører rutineret slagets gang fra fronten af scenen med sin guitar. Andet nummer, ‘Disconnected’, cementerer følelsen fra åbningsnummeret, og de to guitarer spiller fint op af hinanden, mens der ganske genretypisk er masser af ekko på vokalen.
‘Let Yourself Go’, ‘Information Overload’ og den politiske ’21st Century Slave’ fyres af rapt efter hinanden og vi får lov at høre både Lorenzens og den anden guitarists evner ud i soloer, som heldigvis er velafvejede i længde og står skarpt ind i det fine lydbillede. Radiohittet ‘Open Doors’ falder som sjette nummer og spilles i en relativt kort version foran det psykedelisk bevægende bagtæppe.
Oplevelsen er lidt som at være tilbage i tiden, hvor hippemarkører som psykedeliske farver spiller en vis rolle – men det virker aldrig bedaget; Lorenzen har stadig historier at fortælle. Dette bliver især tydeligt i hans introduktion til den syrlige ‘Mind Control Machine’, der handler om scientology, som Lorenzen har et ondt horn i siden på.
‘Freedom’ leveres også med et par indledende ord om negro spirituals, men fremstår for øvrigt som aftenens hårdeste nummer. Der er godt smæk på de gamle drenge!! Inden der er gået en time, har bandet leveret 13 numre, afsluttende med ‘Born to Lose’, hvorefter bandet kommer tilbage til et to-numres encore, som på næsten naturlig vis får lov at space lidt ud i guitarstøj og soloer.
Det hele er dog utrolig skarpskåret og passende og der forfaldes aldrig til for lange soloer, alt for lange hippie-taler mellem numrene eller andre faldgruber. Det er skarpt, højt og intenst. Læg dertil nogle yderst spilleglade musikere, der ud over at kunne deres kram, også virker til at have en fest på scenen: Der high fives her og der og grines lidt internt, når der kommunikeres.
Alt i alt var Baby Woodrose dermed også godt selskab på en fredag aften, og selv om de sagtens kunne have spillet mere og man måske kunne have ønsket et par andre numre fra bagkataloget, så fungerede koncerten glimrende og sammenhængende. Det noget blandede publikum virkede i den grad tilfredse og selv om genren er opfundet og havde sin storhedstid for 40-50 år siden, er det stadig relevant musik på en fredag aften i Århus!
Fire store stjerner skal de dermed have med!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Vi hifiver aldeles ikke!