Baby Woodrose starter fokuseret og syrer mere ud til sidst på Freedom, som ellers byder på et par af bandets lettest tilgængelige kompositioner, samtidig med at der bliver taget livtag med store temaer som hjernevask, overvågning og frihed i teksterne.
Det er efterhånden fire år siden Third Eye Surgery, seneste Baby Woodrose-album, udkom. Det er ikke fordi frontmand Lorenzo Woodrose har ligget på den lade side – i mellemtiden er det nemlig blevet til et relativt bredt gennembrud med Spids Nøgenhat med albummet Kommer med fred, som er blevet fulgt af både en bog om Spids Nøgenhat og filmen Born to Love om Lorenzo Woodrose. Og nu er Baby Woodrose så på banen igen med et nyt album.
Og selvfølgelig har Baby Woodrose lavet et album, der hedder Freedom. Netop friheden til at være udenfor samfundets konventioner og være den man er, har været en rød tråd i Uffe Lorenzen aka Lorenzo Woodrose’s musikalske og lyriske virke, både i Baby Woodrose, men også i Spids Nøgenhat. På Freedom bliver det for alvor eksplicit. Tag bare videoen til den glimrende ’21st Century Slave’, hvor Lorenzo bevæger sig rundt i den københavnske metro som en tavs observatør, omgivet af glas og stål, mellem mennesker, der er optaget af, at komme fra A til B – og deres mobiltelefoner.
Coveret til albummet er en knyttet næve mod en orange baggrund, der jo kunne signalere flammer og oprør. Flere af sangene kategoriserer Lorenzo selv som “moderne slave-sange”, inspireret af titelnummeret, som er et ældgammelt nummer, ingen ved hvem har skrevet – den har fungeret både som negro spiritual, gospelsang og moderne r’n’b nummer under forskellige titler. De moderne slave-sange kredser om “hamsterhjul, hjernevask, sindelagskontrol, overvågning og sociale hersker teknikker,” som det udtrykkes i pressematerialet. Det virker ganske enkelt som om, Lorenzo denne gang har taget et mere erkendelsesmæssigt greb om temaerne, som er blevet løftet op på et højere niveau end det personlige behov for at være fandenivoldsk og leve et musikerliv, som er skævt i forhold til det omgivende samfund og søge transcendens i stoffer.
Jeg synes faktisk også det kan mærkes musikalsk. Hvor Baby Woodrose altid har mestret det garage-punkede ridt i fuld fart ud over stepperne, er tempoet flere steder på Freedom sat en smule ned. Den er også indspillet med færre overdubs end tidligere albums, og albummet er indspillet og mixet analogt – det giver en meget organisk feeling til materialet, der lyder næsten som om det bliver spillet live for ørerne af én.
Det er nu ikke fordi, Baby Woodrose har skiftet fuldstændig karakter, for den fandenivoldske garage-punk har stadig en plads i universet. Det er dog tungere, psykedelisk rockede toner, der dominerer, for eksempel på åbneren, ‘Reality’. “I don’t believe in the concept of reality”, synger Lorenzo her, før en flænsende og sitrende guitarsolo flæsker sidste del af nummeret op. Mere radiovenligt er det på ’21st Century Slave’, som med sin fængende melankolske guitarfigur nok skal få mange til at nikke anerkendende med. Det er et ret enkelt nummer, og måske netop derfor er jeg fortsat svært begejstret for det. Rytmen holdes hele vejen igennem, og det er primært guitarspillet, der står for variationen. Og så synes jeg Lorenzos på samme tid indignerede og sørgmodige vokal og tekst går op i en højere enhed her.
Der er også hittendenser på den efterfølgende ‘Open Doors’, hvor orgeltemaet er krogen, man bliver fanget ind af. Og så selvfølgelig vokalen, og det fængende og simple omkvæd: “Open doors/In my mind”. Det er dog lige ved at blive en smule for ensformigt med taktslagene på lilletrommen, men bestemt også en fin skæring.
Der kommer mere syrerock og skærende guitarer på drengen på ‘Mind Control Machine’, som nok er en fin opvisning i rock, som Lorenzo og de øvrige Woodrose-kumpaner kan spille den, men ikke helt sætter sig så dybt som de første numre. Det er også her albummet begynder at brede sig ud og male med flere farver. Det er både godt og skidt, for jeg synes udlægget er virkelig stærkt og fokuseret, mens der bliver syret mere ud efter den dæmpede ‘Peace’, især på lukkeren ‘Termination’, hvor svirrende guitarer, dunkle grooves og svævende orgelflader dominerer.
Ind i mellem de to punkter får vi titelnummeret ‘Freedom’, der altså er både spiritual og soul sang, men her selvfølgelig udsat for arketypisk Baby Woodrose behandling, som resulterer i en tempofyldt acid-punk version, hvor guitarerne løber knitrende parløb. Den følges af den hæsblæsende ‘Red the Signpost’, der måske mest af alt understreger, hvad man allerede godt vidste: Baby Woodrose er et potent og velspillende rockband. Heldigvis er der endnu et es i ærmet med den glimrende ‘Mantra’, hvor tempoet igen får et nøk ned, og den stærke sangskrivning igen indtager hovedrollen. “I can’t stop/I can never get enough”, synger Lorenzo på det efne omkvæd, der står som sangens omdrejningspunkt.
Ligesom på Spids Nøgenhats seneste udgivelse, er det tydeligt at høre, at Lorenzo Woodrose har udviklet sig som sangskriver, især når det kommer til at skrive nærmest tidløse rocksange med noget på hjerte. Dem er der et par stykker af på Freedom. Der er også perioder, hvor Baby Woodrose “bare” syrerocker ualmindeligt kompetent igennem. Denne inkarnation består ud over Lorenzo selv af Hans Beck på trommer, Mads Saaby på guitar, Kåre Joensen på bas og Anders Skjødt på orgel, og de spiller altså brandgodt. Men det er også som om, nogle af kompositionerne ikke sætter sig helt så dybt – som om man har hørt variationer af dem før, hos Baby Woodrose eller Spids Nøgenhat, eller andre beslægtede bands på den danske syrerockscene. I den optik er det forfriskende at høre Lorenzo Woodrose gå efter de mere enkle kompositioner og ramme plet.
For når der bliver ramt plet er det virkelig en førnøjelse at lytte til Freedom, som hele tiden er velspillet og har en organisk vibe. Sammen med et par glimrende, langtidsholdbare rockperler giver det 4 store stjerner.
Baby Woodrose kan opleves rundt omkring i landet den kommende tid, og spiller blandt andet på Pumpehuset i København og på Radar i Aarhus. Du kan finde Baby Woodrose’s fanside med den fulde tourplan på facebook HER.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
