Guitar, bas, trommer og 3 x brøle vokal, det er alt du åbenbart behøver for at lave lovende sludget doom-rock. Den relativt nystartede trio BAB O.D. har styr på grundelementerne i de forskellige genrer, udviser masser af attitude og gå-på mod, men mangler måske lige at finde ud af hvilken retning de vil i, og hvad der passer bedst til dem. Og så skal de have pudset deres indspilning op.
Et af de problemer jeg har med bandets EP (eller er det en kamufleret demo?), er nemlig at indspilningen varierer lidt for voldsomt i lydkvalitet og volumen over de 5 forhåndenværende numre. Det kan fikses i et studie og med lidt assistance. De andre, lurende, problemer med at materialet stikker i lidt for mange retninger, og sangskrivningen af og til lider lidt derunder, er noget de selv kan få på plads over tid.
Der er nemlig en hel del fine momenter og ting der peger fremad for BAB O.D. spredt ud over de 5 numre, hvor især bandets åbenlyse vilje, engagement og energi giver optimisme for fremtiden – det lyder simpelthen som om de VIL det her og brænder for musikken.
Måske lidt for meget af og til, for en af svaghederne er at den næsten får FOR meget kul og muskelkraft hist og her, så de kommer til at tromle deres egne sange ned. Et eksempel herpå er EP’ens længste nummer, den 5 ½ minutter lange “ORTRTA”, der efter en meget lovende start ryger lidt af sporet for trioen. Der lægges afventende og lurende ud, bygges fornuftigt op hvor blandt andet trommerne gør en fin figur, så slippes bremsen og musikken brøler tungt fremad. Så vidt så godt og stadig på sporet, men et par minutter inde i nummeret får den ganske enkelt for meget gas på vokalen (der her mindst er dobbelt) og det hele vælter lidt af skinnerne. Derefter er det som, at BAB O.D. aldrig helt får den samlet op igen og nummeret dør lidt mellem hænderne på dem. Ærgerligt, det var ellers en af de mere ambitiøse stunder.
Instrumentalnummeret “Arabian Knights” viser ellers, at gruppen sagtens kan holde den kørende og få godt med fremdrift i skidtet, også uden vokaler. Guitaren fylder godt og der er tilpas smæk på, desværre er det som om lyden på trommerne svigter lidt. Det kommer til at lyde en kende hult og mangler noget tyngde. Dog ikke i samme grad som EP’ens korteste nummer, den knap 3 minutter lange “78”. Det er måske det mest aggressive og kradsbørstige nummer på III, ikke mindst på grund af den bryske brøleabe vokal, som jeg ikke helt ved om fungerer 100 % optimalt for mig. Til gengæld får lyden af indspilningen det til at lyde som om, at de står i den anden ende af en lagerhal og har optaget det på en Mac placeret lidt for langt væk. En skam, for man kommer til, at mangle de gyngende sug i maven det ellers lader til denne kraftkarl kunne frembringe.
Afslutteren, “Blue Grass”, lyder lidt som et eksperiment fra bandet, hvor det er som om der går lige lovlig meget hillbilly-hardcore i den. Det er egentlig kompetent nok spillet, og idéen er ikke helt tosset, især fordi trioen virkelig tordner af sted her. Men de vekslende vokaler, især en der lyder forsøgt forvrænget/kvalt, er mere et forstyrrende element for mig, end en kærkommen afveksling. Det er her jeg er lidt i tvivl om, om de ikke skulle droppe den stil og gå i en anden retning.
Nemlig den de udstikker på EP’ens, i mine ører, bedste nummer, åbneren “Digital High”. En fin, rå guitardrevet intro skyder os godt ud af starthullerne, trommerne fylder godt og der bliver virkelig hamret igennem på messingen (hvilket lyder superfedt), og ellers buldrer og slingrer det derudaf på en herligt utøjlet måde. Vokalen(erne?) trænger dog, igen, til at blive tøjlet lidt, så den/de ikke får brølet nummeret i stykker, det sker ikke helt her, men den danske accent efterlader et lidt sjovt indtryk.
Måske er det BAB O.D. egentlig trænger til, ud over tid til at udvikle sig og strømline udtrykket (i hvert fald bare lidt), at være knap så sløsede? Det er som om de brænder så meget for bare af rocke og høvle igennem, at de af og til forcerer gærdet hvor det er lavest, og helst hurtigst muligt, så de kan komme i gang med det, der er rigtig sjovt.
Men vil man mere og videre, så hører den del hvor der kommer lidt musikalsk disciplin und ordnung(!) også med. Som det står nu, er BAB O.D. dog et uhyre sympatisk bekendtskab på grund af deres ihærdige indsats.
Vi ender på 3 store upcoming stjerner med pil i den rigtige retning.
Af Ken Damgaard Thomsen
Hør og download EP’en pay-what-you-want på Bandcamp
