Sidst vi anmeldte Baal var da de fejrede 20 års jubilæum i Amager Bio i efteråret 2015, da blev det til topkarakter. Nu, omkring 1 ½ senere, fejrer de 20-året for udgivelsen af debuten Sensorama, scenen for anmeldelsen var denne gang en anden, nemlig Voxhall i Aarhus, men karakteren er den samme. Baal og Sensorama er åbenbart som en god vin, lige meget hvor vi smager på dem….
Underfundigt nok var Voxhall ikke udsolgt til denne koncert. Men det publikum, der var mødt op, var til gengæld de typisk dedikerede – og med et album med nu 20 år på bagen på plakaten, var det i sagens natur ikke et ungt publikum. Inden Baal indtog scenen blev Voxhall varmet godt op af Go See Franklin.
Go See Franklin ★★★★☆☆
Bandet er i sin opstilling – trommer, bas, guitar/vokal og guitar/b-vokal – klassisk rock. Der lægges godt fra land med fire slag i gulvet og disco-offbeats i omkvædet på det første nummer.
Forsanger Thomas Fleron viser at han mestrer rock-vokalen ganske fint, og bandets dynamik lever i den grad af denne gode vokal, en solid rytmegruppe og fine melodier. Der er tydeligvis tænkt over, at leadguitaren skal stå frem – på samme måde som at vokalen får fin plads i et lydbillede, hvor der især er fokus på drive i rytmegruppen. Det virker professionelt timet og produceret, men har stadig hints af rockens vildskab og bliver dermed en overvejende god oplevelse.
Jeg når at reflektere over hvor ærgerligt det i virkeligheden er, at danskere danser så lidt til rock, da Go See Franklin netop hele vejen igennem er dansabelt – men i den sidste ende når jeg også at tænke at et nummer mindre måske også havde været OK.
Go See Franklin spiller ret klassisk, til tider americana-inspireret, rock – og selv om det ikke er super opfindsomt, er det rigtig fint!
Baal ★★★★★★
Bandet går på scenen til opera, og åbner med et nummer jeg med skam må tilstå, at jeg ikke kunne genkende. Måske havde de skrevet en lejlighedssang – eller også var vi ovre i et cover?
Hvor om alting er, så starter Bjørn Fjæstad bagerst på scenen med sine hænder placeret på én af de der kugler med strøm i, som så slår små lyn inde i kuglen: Joh, der er sans for dramatikken. Åbningsnummeret afsluttes, der takkes og skabet stilles lige dér, hvor det skal stå, til ‘King Media’. Publikum nærmest skråler med og stemningen er til at skære i rummet.
Og det fortsætter den for så vidt med, mens nummer på nummer fra Sensorama spilles – endda i samme rækkefølge som på pladen. Bandet spiller, som sædvanligt fristes man til at sige, godt. Selv om det kun er Bjørn Fjæstad og Sten Melander, der i sin tid var med i bandet under indspilningen af Sensorama, så skal jeg love for at Morten Lundsgaard (guitar), Troels Skjærbæk (bas) og Kenni Andy (trommer) fylder fint ud på de relevante pladser.
Om det så er basgangen i ‘Burnfast’, de meget massive guitarriffs eller de potente trommer i eksempelvis outroen til ‘Fall and Rise’, så er der ikke en finger at sætte på håndværket. Når man spiller sådan et album er der altid en risiko for at det næsten kommer til at lyde for meget som albummet – og noget bliver taget fra live-oplevelsen på den konto.
To ting sikrer, at dette ikke sker: Lundsgaard tillader sig at strejfe lige nøjagtigt langt nok væk fra pladens soloer til at variere, men samtidigt er soloerne genkendelige. Og den anden grund er selvfølgelig Bjørn Fjæstad. Flere gange tænker jeg, at hvis strømmen skulle gå midt i en strofe, ville han stadig brænde igennem – og måske endda kunne høres.
Han har en fin aften, hvor han dog bruger lang tid på at snakke – heriblandt joke med at der er gået 20 år og kommet 20 kg til – men det passer egentlig meget fint med set-up’et, hvor der er plads til at fortælle lidt om pladen. Pladen har jeg nok hørt i nærheden af 100 gange. Så hver gang der kommer et nyt nummer, tænker jeg; ”det her er et højdepunkt”. Og det så er da alle hår på min krop står op under det ømme c-stykke i ‘Let me go down’, eller da vi som forventeligt bliver bedt om at sætte os under ‘My boy’.
Skal der nævnes et lavpunkt, bliver det faktisk ‘My boy’, for pludselig kan man høre al den snak, Voxhall angiveligt også er fyldt med på sådan en aften. Flere får heller ikke sat sig (alderen kan dog spille ind her), og for én gangs skyld rammer Fjæstads vokal ikke helt rent hele vejen igennem nummeret.
Det er ellers et enkelt udfald, da hans stemme om noget næsten er blevet bedre med tiden – ja, man tror det ikke muligt.
Bandet får for øvrigt deres ‘hævn’ over publikum under ‘Bikerhead’, hvor der larmes igennem og da nummeret bliver stille, holdes publikum hen lige længe nok til at man kan høre stilheden: Det er åbenbart larm, der kan holde århusianerne fangede og så kan bandet så bygge på dét til at lave et suspense-øjeblik.
Fjæstad karter rundt på scenen i sædvanlig god stil og hans ikoniske hånddans og griben fat i publikums fremstrakte hænder fungerer også stadig fremragende! Han må på et tidspunkt genstarte et vers, da en publikummer har råbt ét eller andet fjollet og han knækker sammen af grin – men der er overskud til det hele og selv om sveden hagler af manden, holdes et imponerende energiniveau.
Den eneste rigtige overraskelse på sæt-listen er, at ‘Life on Mars’ spilles inden ‘The Last Show on Earth’.
Det var (også) et højdepunkt, og hvor jeg i sin tid lærte Baal at kende via min forkærlighed for Queen, er der uomtvisteligt et slægtsskab med Bowies musik også. Man kunne have frygtet at dette cover kunne have virket lidt letkøbt, men nej. Det virkede oprigtigt og stærkt og perfekt til lejligheden.
Der sluttes så selvfølgelig af med ‘The Last Show on Earth’, som en form for encore, og så var der faktisk ikke mere. Ikke et sæt mere med andre, nyere sange. Men det gjorde ikke noget. Vi havde fået hvad vi kom efter, og selv om denne 12. eller 13. koncert med Baal i mit liv (jeg må indrømme, at jeg har været rejsende fan!) ikke var den bedste, så var det stadig fremragende.
Vi SKAL tænke Bowie, hvis vi skal finde noget, der bare minder om denne lyd – men Baal er også bare pisse potent og stærkt og energisk – også 22 år efter bandet blev dannet!
Der er ikke noget at gøre. Vi kalder ikke noget for mesterværker på GFR, men Sensorama har bare virkelig, virkelig stærkt materiale – og denne fremførsel af det var fantastisk.
Og så skal man have seks stjerner!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Foto: Sebastian Dammark/Fonden Voxhall
