Baal, Amager Bio d. 25/9 – 2014 ****** (6/6)

Naturligvis, fristes man til at sige, blev Baal’s koncert i Amager Bio et sandt triumftog, men seancen løftede sig op i de højere luftlag af mange andre grunde end kraften fra sentimentale og nostalgiske vingesus.

For at kede jer fra start med en lille personlig detalje, så mødte jeg op til aftenens koncert i et udsolgt amager bio, med et gevaldigt søvnunderskud. 3 timer kunne det blive til natten før og op klokken 6, så var ærlig talt lidt groggy da jeg indfandt mig en time inden koncertstart og prøvede at lette mine kvaler med en fadøl. Det blev også kun til den ene, for fra Baal indtog scenen cirka kl. 20.15 og små to timer frem, var jeg totalt tryllebundet og glemte alt om tunge ben, tør gane og søvnmangel. Alt der skulle til, var en suveræn opvisning fra et toptunet band og en forsanger der “went on stage and sang his guts out”, som teksten cirka lyder i “The Last Show On Earth”. Det gjorde Bjørn Fjæstad også (med en enorm pondus i stemmen), da de, selvfølgelig, lod tæppet falde med det nummer som femte ekstranummer. Men han gjorde det også fra start til slut, under en koncert der udviklede sig til en maraton-lignende forestilling, med armene løftet over hovedet i begejstring.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er fan af bandet, ikke religiøs fanatiker, som det også fremgår af denne lille artikel jeg lod sive fornylig. Jeg er fan af musikken og Baal-pakken, indrømmet, og derfor havde jeg også på forhånd indset, at denne anmeldelse ville få en subjektiv slagside. Det har den slags måske altid, i større eller mindre grad, men her overgav jeg mig næsten fra første strofe af åbneren “King Media”, der også åbner debutalbummet Sensorama, opgav at tage noter og bekymre mig om sætlisten og lod mig forføre og rive med- I’m sorry, but not really. Når man render rundt og leger anmelder, kan man ellers godt få en arbejdsskade, der gør, at det det kan være lidt svært helt at lade sig begejstre og rive med, fordi man hele tiden har “analyseapparatet” tændt. Ikke i går. Da bandet leverede en blændende version af Sensorama klassikeren “Let It Flow” allerede som andet nummer, var jeg tydeligvis ikke den eneste, som oplevede at nakkehårene rejste sig og torsdags-hæmninger og tilbageholdenhed blev sendt udenfor døren. Der gik et SUS igennem salen, så man allerede der havde på fornemmelsen, at det godt kunne gå hen og blive “en af den slags aftener”.

Dermed ikke sagt, at jeg er blind overfor fejl og mangler, vi var næsten kun kommet i gang med koncerten, da Fjæstad gik forkert i en tekst og kortvarrigt afbrød sangen, inden tråden blev samlet op. Ligeledes blev det over en hel koncert, objektivt set, måske lige lovlig “letkøbt” med alt det gejlen publikum op til tilfællessang og lignende tricks for at skabe stemning – når man har over en håndfuld numre, hvor der skal være sing-a-long, klappen med, hænder i vejret og deslige, så kunne det nemt blive lidt forudsigeligt og kamme over. Det gjorde det bare ikke med Baal. For seancen blev gennemført med afvæbnende glimt i øjet, selvironi, ping pong med et hengivent publikum og en fællesskabsstemning og samhørighed mellem band og  publikum, som skabte en stemning af “vi kan ikke gøre det her uden jer” og fra publikums side, “vi er helt med på legen”. Samtidig insisterer band og forsanger også på stadig at lege lidt med publikums forventninger, som at strække et nummer lidt, forlænge opbygningen til der hvor publikum VED “nu kommer det sted hvor jeg skal synge med”. Eksempelvis var Fjæstad’s drillende og demonstrativt langstrakte “weeeeeeell” i “Rise and Fall”, en af de mange små detaljer og krumspring, der var med til at give et ellers velkendt ritual som en Baal koncert er, en snert af uforudsigelighed.

Det var ikke mange gange, at dirigent Fjæstads mindste håndbevægelser og opfordringer ikke blev fulgt på sekundet af det medlevende, og selv i stille stunder, meget lidt kaglende publikum (tak for det!). Ellers forrygende “Copenhagen Streetlights” hen imod slutningen af sættet kom måske lidt tungt ud af starthullerne, både fordi publikum måske var ved at være lidt møre af at være på nærmest konstant, men også fordi den blev brølet ud fra scenen i et afsindigt tungt arrangement i forhold til den energiske studieudgave. Man blev næsten skubbet helt bagud af lydtrykket, men som nummeret skred frem, så fik bandet og Fjæstad, på symptomatisk vis deres vilje og med en insisterende indsats trukket folk helt ind i nummeret- lige der hvor de ville have dem. Ligeledes kunne jeg godt have undværet at Fjæstad ikke kunne dy sig, og lige måtte vræle lidt igennem i verset under “Karaoke”. Et nummer, der på albummet af samme navn, ellers er en stille og elegant sag, hvor en af forcerne netop er, at Fjæstad synger utroligt tilbageholdende og tøjlet. Det gør nummeret til en dejlig kontrast til mange af de andre nummer, hvor den på herlig vis får fuld tryk. Men man kan ikke fortænke ham i, at blive grebet af den elektriske stemning i salen og bare give los.

Nu lyder Baal måske som et lidt diktatorisk, anmassende og stramt foretagende, hvor en koncert forløber på deres præmisser. Det er der også meget af det der gør, og hverken band eller forsanger, virker som nogen der godtager et “nej”, men de gør det med utrolig meget charme. Og hvem siger, at masserne ikke også gerne VIL forføres? Bare lidt? Så længe det er noget vi leger, ikke sandt? Nogle gange, især under fremførelsen af ældre numre som”Rise and Fall”, Eurodope” og “Bikerhead”, virker det som om, at der helt bevidst bliver leget med den dynamik. Fjæstad’s mimik og gestikulation bliver vild og voldsom, som om han går ind i en rolle, spiler en karakter – masseforføreren, med et spidende blik og diabolsk smil. Vi ved det er en leg, vi er med på den, men alligevel er der jo en snert af alvor over det, for det virker! Han befaler, og vi følger. Det giver det hele en lille ekstra dimension, nok er det en 20 års jubilæumskoncert, og der er en bismag af gensynsfest med den gamle klasse over atmosfæren. Men du har også lige klappet på kommando, trampet i gulvet til marchtakten i “Rise and Fall””, sat dig ned under “On and On” og sunget med på “lalalalaaaa” i gamle “Eurodope”, eller deres helt nye nummer “You & Me, Us & Them”  – uden tilsyneladende at sætte spørgsmålstegn ved ordren. Ðe psykologiske tricks virker.

Nu skal det overhovedet ikke lyde som om, at publikum er en vilje- og ansigtsløs masse, som på kalkuleret vis styres med hård hånd af bandet. Jeg synes bare det var sjovt at tænke over, ikke mindst fordi en del af materialet på Sensorama tematisk og klangmæssigt lyder som om den kredser over sådanne emner. For grunden til, at det virker så godt for Baal, er naturligvis, at de får det til at føles som om, at man som publikum er med til at forme showet og er en vigtig del af det – og ikke blot statister, eller another face in the crowd. Bandet, og især Fjæstad, har en helt særlig evne til at få en til at føle at man er en uundværlig del af koncerten. Ja, der var endda et øjeblik, hvor jeg næsten var sikker på, at frontmanden kiggede mig direkte i øjnene, sendte mig et lille vink og med et blik sagde “tak for hjælpen”. Og jeg var tydeligvis ikke den eneste der havde sådan en oplevelse. En del af showet? Endnu et godt trick? Måske, men det virker bare så naturligt og oprigtigt, når Fjæstad med sådanne små gestuser og øjeblikke, tilsyneladende, får direkte kontakt med en person i salen.

Et andet eksempel man kunne fremhæve, var en stille svingom med en kvinde blandt publikum under den afdæmpede “The Lunatic”. Fjæstad trådte ned på gulvet, og fremførte hele nummeret under dansen, formoder jeg, for kunne ikke se andet end følgespotten fra min placering i modsatte side af salen. Lige som man stod og ærgede sig over, at det trick fik kun en brøkdel af publikum noget ud af på grund af begrænset udsyn, så fik kvinden mikrofonen og takkede Baal “for alt det de havde betydet for hende og hendes mand”. Fjæstad sneg sig tilbage på scenen med et “huha, nu bliver det for meget, jeg bliver helt rørstrømsk”, i mens det gik op for en, at dette nummer og “stunt” for en gangs skyld ikke handlede om “os”, men var en form for personlig getus fra forsangeren til denne kvinde. Så kunne man jo stå og skamme sig lidt over, at være blevet så grådig i løbet af koncerten….

Disse øjeblikke er ikke tydeligt teatralske, eller en del af et eller andet rollespil, som når han stormer manisk rundt i den hårdtpumpede og tumultariske “Bikerhead”, der lukkede hovedsættet på helt forrygende vis. Jeg bliver aldrig træt af det tossede nummer.. Da forventer, og forlanger, man karakteren Fjæstad, med arrogant og opblæst attitude, men i andre stunder, ikke mindst mellem numrene, fik man lov til at opleve et ydmygt, humoristisk, lumsk smilende og følsomt gemyt, som virkede oprigtigt beæret og bare utroligt glad for heltemodtagelsen på Amager – en oplevelse han, og bandet, gerne ville dele. Det gav Baal’s ellers, indrømmet, noget storladne, bombastiske og højtidelige univers en befriende følelse af menneskelighed. Selv om en blandt publikum fik udråbt Fjæstad til gud, hvilket han lidt modvilligt accepterede med et “ahhhh…. Okay, så”. Så da en form for menneskelig gud! Som efter en lille fejl på scenen og en kommentar om, at “herre gud, jeg er jo også blot et menneske” blev mødt med et rungende “NEEEEEJ” fra salen.

Selv om jeg personligt er mest på Sensorama materialet, og sang mig til et sidestik under de stadig vedkommende og legesyge fortolkninger af de førnævnte travere, og en helt uimodståelig og vitalt leveret “Bubble Fake” under ekstranumrene, så var der også artige overraskelser i sættet. “The Weight Of The World”, fra bandets seneste album Beyond Your Echoes, som jeg ikke har hørt særligt meget, var et nummer der for alvor løftede sig live. Dens opbygning, hvor omkvædet ikke sådan rigtig er et OMKVÆD omkvæd, men mere et “ekstra” vers, ala noget R.E.M. kunne have fundet på, viste sig særdeles effektivt live. En af dem der vokser. Ligeledes “Relax”, fra The Supreme Machine, der med sin pumpende og slæbende rytme er faretruende tæt på at blive lidt svær bagtil, selv i studieversionen, blev fyret af sted i en rørig og spændstig udgave med masser af fremdrift og tyngde.

Største overraskelse kom i form af en afvigelse fra sidste weekends sætliste i Aarhus – ja, jeg havde smugkigget. Som optakt fik vi en længere, ganske morsom og afvæbnende fortælling om dengang i 1995, hvor Baal med et hjemmelavet “Baal-manifest”, fyldt med røverhistorier og selvmytologisering via skrifter på fake-gammelt papir, spankulerede ind på Virgin’s københavner kontor og syntes de var alt for fede. Pointen var, at forklare at Virgins Las Thomsen havde været med dem fra starten og op til koncerten sendt “20.000 E-mails” med ønsket om at de skulle spille “Blow”, fra The Supreme Machine. Og det gjorde det så… hallelujah! “let me blow your mind…”, “Blow” lyder i sin opbygning egentlig mistænksomt meget som “Let it Flow” – men hvad gør det, når formlen er eminent?

Bjørn Fjæstad er et naturligt samlings- og omdrejningspunkt, manden oser ganske enkelt karisma, nå ja, og sveder det, og er svær at få øjnene fra. Det ved bandet også, og heldigvis prøver de ikke at upstage ham og der går ikke konkurrence i at tilrane sig opmærksomhed – så ville det da for alvor blive et cirkus på den scene. De leverer varen upåklageligt rent musikalsk, og lader til hele tiden at være på stikkerne og med et halv, nogen helt øje, på frontmanden for, at være klar til at følge trop når han synes der skal skiftes retning. Men de var FANDEME også værd at skænke et blik og give noget opmærksomhed. Når de ikke lige var dybt koncentreret om at levere varen, så var der plads til smil, interne blikke og “jokes” – Baal, som samlet orkester, nød tydeligvis rampelyset og havde det ganske enkelt sjovt ved at stå på scenen. Sgu rart når det nærmest stråler ud af et band af og til.

Men alting har en ende, også denne anmeldelse (det er rigtigt nok, red.). Efter den obligatoriske, og stadig blændende, afslutning med “The Last Show On Earth” og et langt “goooooodbyyyyyye”, stod man tilbage med en fantastisk følelse af at være i live. Og lidt træt, lige pludselig. Selvfølgelig bar koncerten præg af, at være en fest for de indviede, og et nostalgisk kig tilbage sammen med bandet. Men med den overbevisende energi, vilje og glæde koncerten blev afviklet med fra både band og publikum, var det langt mere end bare et hyggeligt tilbageblik. Det var en koncert hvor band og publikum til tider gik i ren symbiose og fik næring fra hinanden, hvor verden udenfor blev glemt, “just for a little while”, uden at det føltes som hul eskapisme.

Gaffa gav koncerten i Aarhus 6 stjerner sidste weekend, så det havde jeg naturligvis aftalt med mig selv, at det kom i hvert fald ikke til at ske med min gode vilje for denne koncert. Jeg arme fjols. Subjektivt lod jeg mig, som I kan læse, forføre og begejstre, men det skyldes også, at bandet rent objektivt leverede på samtlige punkter jeg kan komme i tanke om. Du har lov til at sige, at bandets teatralske musik og ditto frontmand stilistisk måske ikke falder i din smag og alt det der, men jeg har svært ved at se, at man kunne argumentere for, at bandet ikke gjorde det de gør til topkarakter.

Baal får 6 stjerner for en overvældende tur ned af memory lane, med et band der ikke hvilede på fortidens bedrifter og lallede den hjem på rutinen. Et triumftog af en koncert, drevet frem på nærvær og blændende musikalitet og showmanship, hvor man som publikum følte sig inkluderet og værdsat.

Kom snart tilbage!

Ps: Hov forresten, de spillede også “Wagner’s Music”, i en version der var så smuk, at jeg næsten ikke kunne få luft!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFRock