Aventyr er et norsk rock ‘n roll band med over ti år på bagen, som først nu er klar med deres debut-album. Ti år fra eller til gør dog ikke den store forskel, for Aventyr spiller tidløs rock af den simple, men slidstærke slags.
Historien om Aventyr startede, i følge dem selv, på et mørkt og skummelt loft i Sognefjord i 2001. Efter nogle turbulente år holdt bandet pause fra 2004 til 2007, inden de genopstod, med guitarist/sangskriver Steinar Arven og forsanger/sangskriver Roger Olsen som eneste tilbageværende originale medlemmer. I 2011 udsendte det nu fem mand store orkester den roste EP Trouble, hvorefter de straks gik i gang med materialet til debuten, der nu er klar igennem Mighty Music.
Driven er et hurtigt, skarpt skåret og forfriskende album, hvis 10 energiske numre drøner derudaf uden at man har tid til at kigge i bakspejlet eller holde for rødt. Skulle man prøve at definere lyden af Aventyrs brølende motor, så er det lidt i retning af navne som Motorhead, lidt Judas Priest, svenske Hellacopters og redneck-rockerne Eagles Of Death Metal, men den er stadig helt sin egen. Ikke specielt nyskabende og originalt, men medrivende og utæmmelig klassisk truck ‘n roll. Og jeg bruger ordet truck, fordi numrene på Driven om noget er velegnede som soundtrack til en tur ud på de øde landeveje. Lidt firkantet stillet op, hvis man har trang til den slags, så kan man sige at 5-6 ud af 10 numre på forskellig vis handler om at køre, være på flugt fra noget/nogen eller generelt være “i bevægelse”. I 2 af numrene er temaet tydeligvis “damer” og de sidste 2 “køre OG damer”. Der varieres så over disse temaer lidt på kryds og tværs, med tilføjelser af lidt vold, druk og en generel rastløs fornemmelse og trang til at komme ud. Ud, væk, hen til – bare være i bevægelse. Eller, det er selvfølgelig bare min udlægning.
Pladen indledes med titelsangen, højoktan fræseren “Driven”, der på effektiv vis slår stemningen på albummet an. Den ukomplicerede rockmelodi, hvor “the pedal hits the floor”, suser afsted imens Roger Olsen synger om “drinking and driving”. Jeg tror ikke man skal være nervøs for, at Aventyr advokerer for spirituskørsel, det handler mere om en gennemgribende trang efter, og følelsen af, “frihed”. Fornemmelsen af at være en ægte highway rebel, med vind i garnet og “fuck you” attitude malet i ansigtet. Alkohol og fornemmelsen af fart, som katalysator for frihedsfølelsen, finder man også på den Motorhead’ske “Empty Bottles”. Her spørger Olsen retorisk “I wonder, I wonder, do I drink too much?” imens han beder om at få fjernet de tomme flasker. Lyrikken er ikke stor kunst, på nogen måde, det er mundret engelsk med letforståelige fortællinger, leveret af en forsanger med en fin, ru rockvokal, der måske ikke har den store spændevidde, men fungerer upåklageligt i Aventyr’s musikalske univers.
Frihed kan også være noget man ikke helt frivilligt får sig, eksempelvis hvis man bliver forrådt. På Driven’s andet nummer, “Betrayed”, kommer damerne ind i tekstuniverset – og sørme om vores hovedperson ikke er blevet forrådt af en kvinde? Det lyder unægtelig sådan, og han “won’t take it anymore”. Nummeret beviser bandets fine sans for klassisk rock n’ roll opbygning og pletfri eksekvering af ditto – guitaren hviner og skærer, der lires lidt fede riffs af og i det hele taget emmer det hele af viril spillelyst og smittende overskud. Det må gå lige i blodet på enhver god gammeldaws rockelsker!? Sådan et opgør med damen kan jo resulterer i noget værre noget, for eksempel en flugt som i “Trouble”. Hvor Aventyr “got away, but they kept coming” og kigger døden i øjnene imens de slås med de ukendte forfølgere. Så er der jo ikke andet for, end på ægte selvtægts-manér, at anskaffe sig et våben og prøve at skyde dem. Igen en variant af “frihedstemaet”, denne gang med klassisk old west outlaw plot i ruskende rock indpakning.
Nu kan det hele jo ikke handle om at køre rundt, af forskellige årsager, eller cirkle omkring emnet damer – det kan også handle om at køre MED en dame. “Crazy Roads” er den støvede rockin’ highway under bilen, hvor “du og hende” kan få lov til at være sammen uden indblanding fra andre. Ikke at musikken minder om det, men tematikken er næsten som taget ud af en arketypisk Bruce Springsteen sang. “Vejen” er ikke bare den fysiske vej de kører på, men “vejen til frihed”. Igen simpelt, ikke specielt dybt og herligt ligetil. Aventyr lykkes med den ikke helt nemme kunst, ikke at gøre det mere indviklet end det behøver være, men samtidigt ikke forsimple det så meget, at det bliver tyndt og tarveligt. “You know your freedom has a price”, lyder det på et tidspunkt i “Crazy Roads”, prisen kunne være at man fik protagonisten fra “Torpedo” i hælene. “Always worried about money, if you don’t pay, I’m gonna get you” lyder truslen indledningsvis, i en sang der trucker fremad som en 4-hjulstrækker på sumpet underlag. Synsvinkelen er altså for en stund vendt om, i det at vi nu ser det fra forfølgerens øjne, og han garanterer at skyldneren aldrig slipper væk – “Killing People, making money”, lyder mantraet i sangen.
Endnu mere truckertung bliver rocken i “Delirious”, hvor Aventyr også lige får demonstreret, at de magter andet end tempofyldte benzinslugere. Nummeret rummer en dejlig flabet, groovy stemning, lige til at rulle ud på motorvejen i sin herrebredde lastbil til, 10-4 og hornet i bund. Lugten af sved, diesel og brændt gummi strækker sig helt til “Tomorrow”, hvor chaufføren funderer over at “sometimes when I’m alone, I can’t feel my soul”. Tomheden holdes på afstand ved at slippe bremsen i omkvædet og jokke speederen i bund og bare drøne fremad, og ud mod det ukendte. Fuld gas får den i sådan en grad på “Outside”, at nummeret indledes med motorlyde, inden vi triller ind i byen med damen ved vores side. Hun smutter dog under den biograftur, der er målet for turen. Hvor blev hun mon af? I følge vores hovedperson, er hun sikkert stukket af med din bedste ven. Da han finder dem sammen i en gyde, er der jo kun en logisk trang i hans krop – de må naturligvis dø. Om han lykkes med sin afstumpede hævn, står lidt hen i det uvisse, men han sværger i larmen af den frenetiske og højspændte melodi, at de ikke kan gemme sig nogen steder.
Den mere afdæmpede og atmosfæriske “Wanted”, der lugter lidt af Guns N’ Roses inspiration, Driven’s sidste nummer, dropper hævnmotiver og andre voldelige tendenser til fordel for en mere regulær hyldest til den/de navnløse kvinder. “I just want to be with you, ’cause you’re my girl”, meget mere har Aventyr ikke på hjertet i den fine afslutning, der endnu engang får vist lidt andre sider af bandets musikalske formåen.
Ikke at deres musikalske formåen virker overvældende, eller med potentiale til en enorm udvikling. Men Aventyr gør det ikke sværere end det behøver at være, lader til at kende deres musikalske begrænsninger og vælger i stedet for at holde fuldt fokus på det de til gengæld mestrer. Eyes on the road ahead. Det giver 10 befriende ukomplicerede sange, på et album der fra ende til anden føles levende, naturligt og sitrer af den nævnte ud/væk længsel. Frihedstrang der får lov til at ånde igennem, bevares, ind imellem lidt letbenede tekster og uoriginal, men kompetent, musik, som bare mest af alt føles ærlig og oprigtig. Så kan du leve med at Aventyr kører gammelkendte rockruter tynde, er der ingen undskyldning for ikke at hoppe med som passager.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
