“Atom” Chris Dall og hans Powerband nægter, at lade rocken dø. Så de fyrer 4 kraftffulde garage-rockende sange af på et kvarters tid, på en herlig lille EP.
Der er ikke skyggen af nytænkning eller moderne tiltage at finde på Hjertebørn, til gengæld får du 4 numre med et kæmpe stort bankende rockhjerte. Det er retro, det er bagudskuende, det er herligt.
Når man har et nummer, som bærer titlen “27 eller Keith”, så signalerer man også, at man selv er klar over det. Her er ingen vrangforetillinger eller falsk varebetegnelse. Klichéer er til for, at blive omfavnet og spillet, uden ironi eller skam. Chris Dall og kumpaner er for gamle til, at dø i heltealderen 27, så må man leve evigt, som Keith Richards.
Det kommer han (formodentlig?!) ikke til, og et nummer som “27 eller Keith”, og de resterende 3 numre på Hjertebørn, bliver nok heller ikke udødelige rockklassikere. Men, det er kompetent håndværk og ret uimodståeligt leveret. Især sangen her, har en fængende melodi, et solidt omkvæd og er helt overordnet bare en forbandet medrivende rocker.
Noget af det, som fungerer rigtig godt for Dall og powerbandet, og som er med til at højne oplevelsen er, at de rammer en autentisk og fed rocklyd. Det har nerve, lyder beskidt og rustikt, analogt og varmt. Det minder på en måde om et band som svenske Hellacopters og deres frontmand Nicke Andersson andre rockhistoriske gravrøver projekter. I den forstand, at det lyder som noget, der KUNNE stamme fra den tid det er inspireret fra. Samtidig med, at der skrives nye sange, der holder, fordi man forstå og udnytter fundamentet.
OK, det er måske ved at blive en kende tungt bagi på næsten-titelnummeret “Hjertebarn”, der lukker EPen. Her bliver det sådan lidt boogie-fuzzet, men røven gynger faretruende tæt på gulvbrædderne. Det er som om, at lyden er lige ved, at blive for lille, eller skrabet her. Jeg mangler noget i lydbilledet, som kan give et los, løft eller et skud “OMPH”. Men hva faen, det er en af den slags numre, som sikkert kan reddes live ved bare at skrue op.
Og Chris Dall og Powerbandet skruer sgu’ ellers ret godt op på EP’en, der åbner ganske forrygende med “Afsporet”. Der med sin energiske, semi-punkede og pågående attitude sparker udgivelsen effektivt i gang. Det er med sine lidt over 2 ½ minut Hjertebørns korteste sang, men får rusket skidtet godt i gang, og banket eventuel rust af rørene.
Det er ikke videre kompliceret, men har en manisk og smittende kraft, der leder direkte over i ovennævnte “27 eller Keith”. Det er sange om, at “være lidt af et håbløst tilfælde”, som der står i presseteksten om “Afsporet”. Håbløs er musikken i hvert fald ikke, den giver tværtimod lidt håb for undergrundsrockens fremtid.
Også selvom tredje nummer hedder “Spillet Fallit (Doo-wop)”. Her tager de den noget ned, lader indledningsvist Dall dejligt rå og uskolede vokal få lidt plads til, at kradse lidt i ørergangene. Når bandet så falder i, giver det et virkningsfuldt drøn og får losset sejtrækkeren godt ud over den imaginære scenekant. Et nummer, som hvis vi bliver i live-fantasien, for det her ER musik, der lyder som om det skal spilles live, godt kunne være lidt af en crowd pleaser.
Mod slut syre bandet godt ud i et længere forløb, hvor man aner deres rødder i psych-rocken. I princippet et sang, der live ville kunne forlænges og improviseres efter for godt befindende. Altid godt, at have sådan en i baghånden. Det kan være svært, at indfange den slags, ikke mindst energie, i en studieudgave, men jeg synes nu, at de slipper afsted med manøvren. Selvom det også kan virke, som en smagsprøve på noget større.
Og sådan er det samlede indtryk af Hjertebørn egentlig også. Det er godt det man får, det kunne have været endnu mere, men heldigvis efterlader det en med smag på mere. Og det kan være nok så vigtigt, og også en af pointerne med en EP.
Beat-punk kalder bandet selv deres gulnede toner, der nok ville kunne sætte gang i de fleste halv-skramlede garage-fester. Jeg deltager gerne.
Af Ken Damgaard Thomsen
Cover: Jenz Koudahl
