Fjerde udspil fra Techau byder på et varmt, genkendeligt lydbillede. Der gøres brug af stærk produktion og poppede hooks, men dog mangler der noget for at gøre pladen rigtig interessant.
Jeg hørte et længere radio-klip, hvor Asger Techau udfolder nummeret ‘Highkicks And Gunshots’. Han taler længe, udfolder og kontekstualiserer – og lykkes dermed med at udfolde nummeret, der er en kommentar på negative stemninger.
Dette klip understreger, at Techau har noget på hjerte. Men også, at det, han nu har på hjerte, ikke rigtigt siver igennem musikken til lytteren. Det finder jeg ret beskrivende for pladen, og da ét af de bedste numre, ‘What Do You Want’ i omkvædet smukt spørger: ”What do you want from me” får jeg lyst til at sige to ting; mere tekst/levering, der ikke kræver minutlang udfoldelse. Og mere kant.
Det er nok at starte anmeldelsen med anker – for der er tale om en virkelig godt produceret plade, hvor de poppede hooks ikke skygger over, at vi er i singer-songwriter-land. Jeg finder produktionen, sounden og sangopbygningen sammenlignelig med John Grant – men desværre har Techau ikke helt den samme humor, personlige historie eller evne til at fange lytteren som amerikaneren. Hvilket igen refererer til den første pointe.
‘Highkicks And Gunshots’ er dog, hvis vi renser for den lange tale, et dansabelt nummer med en melodilinje, der let kan følges. Og sammen med det derpå følgende ‘Flawless’ nummer, udgør de med 3. og 4. nummer på pladen en ret poppet afdeling.
Det decideret fremragende ‘What Do You Want’ udgør sammen med afslutteren, ‘Reasons Never Change’, en anden, mere rolig afdeling.
Men selv om der er disse ’afdelinger’ på pladen, så lider den lidt af at være ret ens og ikke have de store punkter, der stikker ud. Eksempelvis måtte jeg efter mange gennemlytninger lede i ret lang tid, før jeg fandt et virkelig, virkelig fint strygerstykke i ‘The Sweetest Chime’. For numrene flyder lidt sammen med hinanden.
‘Shutter’ har ret beset en upbeat, rocket feeling, men mangler kant og cementerer pladen som et poppet projekt – men kommer på den konto til at fejle, da de hooks der umiskendeligt er på pladen bare ikke helt er gode nok til at det bliver dén der rockplade, man finder frem igen og igen.
Er der elementer af en anmelder, der helst så at én af hans gamle rock-legender blev ved at rocke igennem? Måske. Men med en mere tilsigtet objektiv tilgang kan man sige, at der altså ikke rigtigt er noget dynamisk, kantet eller på anden måde øjenbrynløftende at finde på pladen.
Det, der er, er en god, stærk produktion, nogle fine sange og – erfarer jeg efter den lange radiosniplet – noget lidt ukommunikeret på hjerte.
Den gode nyhed er, at selv om pladen kan komme til at virke lidt lang, så er den aldrig dårligt selskab og man kan sagtens finde fine, små produktionsdetaljer i gennemlytning efter gennemlytning – og så vil meningen måske begynde at sive ind?
Alt i alt er pladen en smule undervældende. Jeg respekterer helt og aldeles at musikere gerne vil udvikle sig og da især i eget navn. Men samtidig har jeg svært ved at finde argumenterne for at finde pladen frem efter mine gennemlytninger er afsluttede. Bortset fra ‘What Do You Want From Me’, som bare er et super patetisk, lækkert nummer. Men så vil jeg nok finde netop dét frem for hele LEVELS.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
