Med Duality forsøger Artless Society at skabe musik, der efterlader et umiddelbart indtryk og samtidig rummer detaljer for den kræsne lytter, med en popmusik, der flirter med avantgarden. Desværre er resultatet ikke videre fængende, ej heller så udfordrende som man kunne håbe på.
Faktisk bliver det nærmere en lidt halv-kedelig og rodet omgang for undertegnede. Det lyder flot, og ambitionerne synes bestemt også at være tilstede. Det er bare som om, at bandet får smidt lidt for mange idéer mod væggen og for få bliver hængende- eller giver et spændende resultat.
Det er næsten som om det klasker lidt oveni hinanden, men ikke helt vil flyde sammen, så en del af de 6 numre kommer til at virke en smule usammenhængende. Hvilket bringer mig til næste problem, jeg synes udgivelsen som helhed mangler noget stærkere melodimateriale til, at agere klæbestof for genresammenblandingen. Eller bare leverer et eller andet, der rigtig sætter sig fast.
Jeg erkender, at en præmis for, at lave noget avantgarde kan være, at sådanne melodier netop ikke er tilstede. Men. Så er det her altså heller ikke mere avantgarde end som så… Faktisk kommer det mere til, at lyde en kende selvhøjtideligt når der i presseteksten kredses om “kontrasten mellem musikkens grandiositet og teksternes nærvær” og en forventning om, at udgivelsen rummer “stor gennemslagskraft”. Dermed er det lidt som om, at Artless Society prøver, at sadle to heste og ride på dem, på samme tid. Og ender lidt med at dumpe ned i midt imellem dem, mens krikkerne lusker væk.
For når musikken spiller, så er det for mig lidt en “hverken eller” oplevelse. Der er passager og brudstykker, hvor det er virkelig godt, som indledningen af åbningsnummeret “Audio Jesus”, hvor luftig indie-rock møder en herligt markant bas, der giver det hele en lidt sjov, funky bund. Men jeg mister interessen temmelig hurtigt, da vokalen sætter i. Ikke at den er dårlig, men det er for det første ikke en stemme der lige griber eller rører noget i mig, og så drejer nummeret i en langt mere funk-poppet retning, så det på en måde kommer til at lyde som en lidt mindre gyselig udgave af Maroon 5.
“Paida”, midt på albummet lyder indledningsvis som en opdateret version af Crowded House (det er en god ting) med en lidt vemodigt klingende, men alligevel smittende, akustisk guitar. Vokalen sætter i og rytmen i nummeret får en lidt urolig “elektronisk vibe” over sig, især trommerne, selvom jeg er ret sikker på, at der er tale om trommer af “kød og blod”. Effekten er ikke uinteressant, men igen er det som om idéen ikke helt bliver fulgt til dørs, eller det fulde potentiale til at lave noget “anderledes” udnyttes i et forsøg på samtidig at forankre sangen i poppens verden. Men jeg kan lide det, somehow!
Den efterfølgende “King Of Today” ved jeg ikke helt hvad jeg skal synes om, i løbet af det første minut lyder det som om vi bevæger os fra en Kashmir eller “00’er rocket” indledning, over en lille Gangway’sk opbyggende bro over til noget der lyder som Muse light. Mens vokalen og noget kor bygger op og bygger op, uden at jeg helt synes der kommer den forløsning, som kunne have givet sangen det sidste boost. I nummerets anden halvdel flyder det hele lidt mere ud, mens “where ever you were, you wish were somewhere else” gentages og synthbunden bliver mere gennemtrængende. Det er så tæt på, at det lykkes for Artless Society her, men jeg mangler lige det sidste, Men hvad? Mere vildt? Over the top? At de sidste tøjler slippes?
Tidligere på Duality forsøger Artless Society sig med et mere afdæmpet udtryk, “Noiseland” er, trods navnet, mere udsvævende. Trommerne er igen temmelig bastante, stedvis næsten “proggede”, mens synth og vokal trækker mod langt mere åbne musikalske landskaber. Det lyder på sin vis flot, men også uden den helt store effekt. Det er lidt et paradoks, at noget der i bund og grund læner sig så meget op af noget storladent, ikke rigtig trænger igennem. Den efterfølgende “Eurased”, hvor der synges om at være “gone before dawn” og “somewhere in this chest lies a haven”, mens musikken sigter efter en længselsfuld stemning, er igen lige ved og næsten. Den vokser hen i mod et patosfyldt og højtragende omkvæd, med kor og hele pivtøjet, men jeg savner, igen, lige det sidste inden det bliver virkelig medrivende.
Den afsluttende “Structure/Chaos” er egentlig der, hvor jeg synes det lykkes bedst for Artless Society, at ramme balancen mellem opbygning og forløsning, Det er samtidig det mest tålmodigt opbyggende og musikalsk nedtonede nummer, hvor vokalen får masser af plads og er det bærende element helt op i det lyse register mod slut. Måske fordi bandet ikke vil og prøver for meget?
Duality er på mange måde en splittet oplevelse for mig. Jeg værdsætter ambitionsniveauet, på papiret, men synes ikke udførelsen sidder helt i skabet. Samtidig loves der noget avantgarde, det har jeg svært ved at finde, medmindre man mener det er avantgarde at blande brudstykker fra flere forskellige genrer indenfor en pop/rocket ramme, uden at sprænge den? Jeg savner en følelse af noget mere tøjleløst på en eller anden måde, at bandet, når det når helt ud til kanten, bare tager springet. Måske ikke hver gang, men der er flere steder, hvor man håber på, at NU sker det.
Men i sidste ende, er bandet måske for bundet af ambitionen om, at musikken også skal ramme den der store gennemslagskraft. Resultatet er, at denne lytter kommer til at sidde og miste interessen en smule, for en udgivelse der faktisk rummer en del idéer der er alt andet end uinteressante.
Vi lander på en diffus 3’er, karakteren ingen kan lide at få, den der lander mellem to stole.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Artless Society på Facebook
