Vi er nået til sidste stop på vores kig tilbage på året der er gået: singlerne. Repeat samler op og kårer årets favoritsingler der røg på… repeat.
Det er nu omkring et år siden at vi, eller nærmere bestemt undertegnede, begyndte at anmelde singler her på siden. Repeat er indtil videre kommet i 40 udgaver, hvor formatet har gennemgået små-justeringer uden at der er pillet ved det overordnede koncept. Det skulle da lige være, at jeg i løbet af året oprettede en spilleliste på Spotify (IKKE-sponsoreret opslag!), hvor jeg løbende har føjet mine favoritter blandt de anmeldte singler til. Så nogen numre rent faktisk, som titlen på det hele antyder, røg på Repeat.
Det er blandt disse 50 numre (som det er blevet til) at “årets singler på repeat” skal findes – det virkede ligesom som en naturlig afgrænsning.
Lige lidt grundregler. Numrene der er blevet anmeldt i Repeat er, med en enkelt lille undtagelse, nogen der er blevet os tilsendt i årets løb. Har vi ikke modtaget/anmeldt en single, så kommer den ikke i betragtning her, så eksempelvis ingen Girlcrush med “Take My Clothes Off”, selvom det er en af årets bedste singler. Bare lige for, at få det på det rene, at der er bunkevis af gode singler derude, som af den ene eller anden grund ikke er landet hos os og derfor ikke er med her.
Hvad er bedømmelsesgrundlaget så? Tja, hovedsageligt personlig smag, formoder jeg? Dette er mine favoritsingler blandt de numre, som har været omkring anmeldt i Repeat. Jeg er nok tilbøjelig til, når det gælder singler, at sortere de mest eksperimenterende eller svært tilgængelige numre fra og kigge på vage ting som hvor iørefaldende, fængende og mindeværdige jeg synes de er. Selvom det muligvis giver en slagside til det mere “poppede” og radiovenlige. Forkert, eller ej, så er det ofte det jeg forbinder med en god single. Finten er så, at finde dem man ikke bliver træt af, når de ryger på repeat det ene eller andet sted.
Og så er der nok en naturlig slagside mod numre, som jeg har haft bedre tid til at høre gentagende gange. Så de nyeste singler har måske en lille ulempe her. Nå ja, og så har jeg snydt lidt, så der er egentlig sniger sig 12 sange ind i noget jeg har kaldt en top 10… fordi jeg kan! Der kan, desværre, kun være én vinder, til gengæld kan resten få lov til at dele andenpladsen. Kort sagt: Jeg har valgt én vinder, resten optræder i nogenlunde vilkårlig rækkefølge. Jeg forsøgte at rangere dem, men endte med at det føltes lidt “lige meget” om en sang var nummer 7 eller 8 på en liste…
Nå, nok sniksnak, lad os komme i gang.
1) Zar Paulo – “I Løb”
Det er ikke blot min favoritsingle af dem jeg har anmeldt i år, men samtidig det nummer jeg jeg har hørt flest gange på Spotify, så vidt jeg kan se. Det gør også, at det efterhånden er et nummer som har mistet en lille smule flyvehøjde hos mig – jeg har hørt det VIRKELIG mange gange.
Dette lille forbehold til trods, så har jeg i langt tid ikke været det mindst i tvivl om, at dette ville blive min favorit single i år. Er det årets bedste sang? Nej, det er det muligvis ikke, men det er for mig noget nær den optimale single! Stilen er sådan set ret genkendelig, 80’er synth pop/rock med et mere moderne touch, så produktionen ikke lyder outdated, men blot som en form for hyldest til tidlige tider.
Jeg er, efter utallige gennemlytninger, stadig ikke helt sikker på, hvad nummeret egentlig handler om, i hvert fald ikke ordret, men det gør ikke noget. Det der rykker her er stemningen, den fængende semi-maskinelle rytme, en forrygende melodi og ikke mindst en opbygning, der gør at jeg hver gang får et energiboost af at sætte “I Løb” på.
At det nummer ikke er blevet rå-spillet så meget på eksempelvis P6, at jeg rent faktisk VAR blevet træt af det, er mig en gåde og en mindre skandale! Men så kan jeg have den lidt for mig selv og kåre den som en sikker vinder her.
Penny Police – “There is More”/”Make it Move”
OK, her har jeg snydt lidt og slår to singler sammen til én. Både fordi jeg ikke kunne vælge og fordi de de rummer nogle af de samme kvaliteter uden, at numrene lyder ens. Penny Polices lydbillede er varmt og beroligende, det kan virke som en dejlig dyne, der smyger sig omkring en og som om man træder ind i et eller andet farverigt eventyrland af en art.
Det spirer, bobler og føles opløftende med en roligt svævende og luftig følelse, der rammer som en let brise med. Vokalen er helt tæt på, bakket op af smukt kor, hvor Penny Polices levering veksler mellem en sagte hvisken, hvor ordene kun lige og lige slipper læberne og flot klar sang. Det er musik og en stemme, der virker som om den får lov til at ånde. Og så er det bare to virkelig smukke og veludførte sange.
Marc Facchini – “Bag Tonede Ruder”/”Manden og Tårnet”
Jeg har tidligere, gentagende gange, kaldt Marc Facchini en af landets bedste (og noget oversete) sangskrivere. Det har han vist over indtil videre 3 soloplader (med en fjerde på trapperne), hvor han har udviklet og forfinet udtrykket på imponerende vis. Han er gået fra et lidt kantet og charmerende “rodet” spillemandsudtryk til noget mere raffineret og mere formfuldendt uden, at miste sit særpræg og hans genkendelige personlighed.
Jeg har været meget i tvivl om hvilken af singlerne, “Bag Tonede Ruder” og “Manden og Tårnet”, som jeg skulle vælge, da de hver især er fremragende sange og viser forskellige sider af hvad jeg synes Facchini er så god til. Så jeg snyder igen og vælger dem begge, ha, det er nemlig min liste! Men også fordi de supplerer hinanden godt og virker som to mindre stykker af et større, samlet, hele. Den kommende plade handler kort fortalt om, at en astroide har kurs mod Jorden og planten går sit uundgåelige endeligt i møde.
Det fører til en delvist abstrakt fortælling om en hjemvendt soldat, som aldrig har lært at tage sin uniform af, i “Bag Tonede Ruder” og en mere konkret, men ikke mindre symbolsk, fortælling i “Manden og Tårnet”. Den handler om en mand, der bygger sig et udkigstårn af skrald for at få den bedste udsigt til Jordens undergang, som han imødeser, da han glæder sig til, at se hvad der kommer efter os! Værsgo og nyd!
“Bag Tonede Ruder” lægger i naturlig forlængelse af den musikalske udvikling Facchini har gennemgået på sine plader, hvor er mere løst svævende og stemningsfuldt udtryk har vundet indpas. “Manden og Tårnet” er mere i tråd med hans tidligere materiale, hvor fængende melodier og en “sjov” lyrisk idé var mere i højsædet. Nu i en justeret form, hvor det virker som om de erfaringer han har gjort sig hvad “strømlining” af sangskrivningsteknikken angår smelter sammen med hans evne til, at sige noget stort og mere almengyldig via en på papiret lille historie/skæv karakter.
The Awesome Welles – “Is It Too Late (Change Your Mind)”
Her var jeg lidt i tvivl om jeg skulle vælge førstesinglen, “Sleeping On The Edge of Town”, eller denne anden single fra trioen comeback album, Rivers Edge. Førstesinglen er OGSÅ glimrende, men valget faldt alligevel på denne, hvor der er endnu mere mulighed for at knytte næverne, når bandet lader deres kombinerede Springsteen og ikke mindst Arcade Fire inspiration blomstre i fuldt flor.
Det er måske ikke videre banebrydende, men det er et særdeles velkomponeret nummer med en fængende melodi og en smittende kraft, der gør den til en oplagt sing-a-long til koncerter – kunne jeg forestille mig?
Mørtel – “Forår i trafiksignalet”
Klassens lidt underlige, finurlige og uregerlige dreng i denne sammenhæng er Mørtel. Det virker bevidst skævt, kantet og sjovt. Sjovt på den måde, hvor en barnlig legesyge og nysgerrighed ikke er glemt, men ikke forfalder til ren fis og ballade.
Melodien er uforskammet iørefaldende og fængende, som en vaskeægte popbasker, vokalen skæv og indimellem nærmest syrlig, eller provokerende kantet og “overdrevet”, så den bliver et helt instrument i sig selv. Tekstmæssigt er vi i den umiddelbart uforståelige og poetiske ende, men på en eller anden måde giver lyrikken i kombination med den aparte vokal og den optimistisk klingende musik en form for mening. Ikke en helt håndgribelig en, som man kan sætte ord på, men man rammes af en eller anden frisk følelse… måske er det bare følelsen af forår i trafiksignalet?
Rigmor – “Vægtløs”
Aarhusianske Rigmor har også den flotte single “Træ” på samvittigheden i år, men den er ikke blevet anmeldt i Repeat, så valget falder på den mindst lige så vellykkede “Vægtløs”. Luftig og poetisk indie er måske et klistermærke, som man kan sætte på Rigmor? Nogle ville måske forfalde til, at kalde deres Michael Strunge inspirerede tekstunivers prætentiøst, men det ville kræve at de ikke havde noget at have det i.
Det synes jeg i dén grad at bandet har. Den lyse kvindevokal er dyppet i blålige toner, en god portion vemod og sørgmodighed uden, at jeg synes det bliver for trist og nedslående. Musikken er mere svævende og fyldt med cirklende opdrift, det giver både nogle kontraster til vokalen, men måden der synges og spilles på bakker også hinanden op.
Alvoren sangen leveres med kunne godt gøre det hele noget tungt og selvom det ikke ligefrem stråler af humor og brede smil, så synes jeg altså Rigmor finder en god balance i udtrykket, så man ikke får lyst til gøre skade på sig selv, mens man lytter til “Vægtløs”. Der er en form for håb til stede, men ikke mindst er det bare en fejende flot udført sang fra et band, der trods deres korte levetid, allerede virker flyvefærdige og klar til mere.
Balsal – “Vindueskarmen”
Det her er næsten den diametrale modsætning til eksempelvis Mørtel. Balsal lyder som om de stammer fra et andet årti, eller måske nærmere århundrede – og der er ikke tale om det forrige. Det lugter lidt af klassisk visesang, af den landlige slags, dengang man gik i marken for at arbejde omgivet af fuglekvidder og Morten Korchsk idyl. Det er med andre ord meget gammeldags, men på en eller anden måde bliver det ikke støvet eller kedeligt.
Balsal arbejder med rolige stemninger, hvor vokalerne naturligt fylder en del, det kunne sagtens have været et rent vokalnummer, men den klassiske instrumentering giver nummeret et smukt ekstra lag og finish. Det her vil ikke være for alle, men jeg er faldet pladask for det her i bund og grund håbløst umoderne sangunivers. Og så er det vel egentlig ikke så håbløst?
The Love Coffin – “Nothing At All”
Her har vi en single som forlængst burde have hærget æteren og strømmet ud af en radio nær dig. Det har jeg vist nævnt et par gange i andre sammenhæng, men alt ved den her medrivende mørkt rockende sag skriger af P6 Beat i mine ører?! Jeg har undersøgt sagen, nummeret er i skrivende stund (d. 17/12) kun afspillet 6 gange på kanalen, senest i Debut d. 1/12. Det er for lidt, hører I!
Sangen har efter min ydmyge mening alt der skal for, at den burde være et radiohit. Den er fængende fra start, melodien medrivende og akut smittende så det virke velkendt og så har sangen samtidig nok særpræg og personlighed til, at det ikke bliver intetsigende og FOR “hittet”. Spil så den sang!
Tårn – “Farver og Vanvid”
Det her er pudsig størrelse som single, da den både bryder med det “normale” popformat og “hitskabelonen” og samtidig er netop dejligt poppet og et… hit?! Det kan lyde lidt paradoksalt, hvis ikke selvmodsigende, men det er egentlig også lidt følelsen nummeret giver mig. Lys, catchy, sommerlig, dansende, lidt vemodig, lys og let at gå til. Men der er mere.
“Farver og Vanvid” hvirvler også rundt, og rundt om sig selv, som sangen skrider frem er det som om den stopper op, vender, trækker sig sammen, udvider sig igen, som om den er en form for levende organisme. Alt sammen uden, at man bliver hægtet af eller sangen mister sin poppede tilgængelighed. En spændende single, der formår både at følge de gængse spilleregler og bryde dem lidt, så det hele virker friskt, rørigt og forunderligt.
Klaus Handsome og Gadens Løse Fugle – “Jeg Vil”
Hvis I skal høre et beat-rocket nummer i år, hvor der bare spilles lige på, kantet og upoleret med en vokal, som synger igennem, så er “Jeg Vil” lige sagen. Her spilles og synges om om hvert ord og hver en tone har betydning og virkelig menes, der er tryk og vilje bag det hele.
Det giver både nummeret en herlig energi og fremdrift og samtidig emmer det af nødvendighed og en sitrende desperation: der spilles med hjertet og det skråles ud. Det er en af den slags numre, hvor det ikke behøver være alt for pænt, knasterne får lov at sidde og det må gerne slingre og dingle derudaf uden, at sangen ryger helt af sporet. Et nummer som altid giver mig et passende los bagi og et skud ekstra kræfter.
Boblerne, de sange der var lige ved at presse sig ind i top 10/12:
Tundra – “Finding My Religion”
Christian Hede – “Søster”
Simon Lec – “(She Wouldn’t Do That) With Any Other Driver”
Twin Dive – “Joy Will Follow”
Sort Mono – “Selvhjælpsgloser”
Hymns From Nineveh – “Kastanjer”
PIPI – “Du Er Den Du Er”
Silque – “Venus”
Repeat vender tilbage i begyndelsen af det nye år, hvor der samles op på et par hængepartier fra 2019. Her er hele På Repeatlisten for 2019 lige for god ordens skyld:
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Rigmor på Uhørt ’19
