AR spiller vindblæst, sort rock fra vestkysten. Intentionerne er gode, deres projekt virker gennemtænkt, men desværre lader udførelsen en del tilbage, at ønske.
Jeg hader ikke det her. Det vil jeg lige påpege. Jeg fornemmer på det tilsendte pressemateriale, at AR brænder for det her. Har lagt noget hjerteblod, følelser og tanker i det her.
AR har en vision og en mission. De mislykkes bare med, at få det ført ud i livet og ender med en EP, der halter på mange punkter. 2 numre med en samlet spilletid udgør EP#3. Det er ikke meget, at bedømme ud fra. Men, jeg har også tidligere anmeldte en enkelt single fra duoen, hvor jeg syntes, at de stod med et ret godt nummer, et eller andet sted – udførelsen spændte bare ben.
Det gør den også her. Rasmus Petersen og Anders Jørgensen, der udgør AR, spiller en art mørk, let-metallisk rock med en nordisk “tone”. Sort rock, som de selv kalder det. Musikken er indspillet med det princip, at der ikke er langt fra tanke til handling. Det handler om, at fange øjeblikket, og ikke sigte efter eller tilstræbe det “perfekte”.
En sund indstilling. Men det kan give noget råhed, en følelse af spontanitet og at ting ikke bliver fortænkte, eller produceret ihjel. Desværre fremstår råmaterialet her bare ikke stærkt nok. Jeg kan lide elementer i musikken, og helt klart “ånden” den er frembragt under. Men, det er kort og godt to dårlige numre. Som lyder dårlige.
De skriver, at der skal være plads til det dystre og gale, og det skæve og det underlige. Når der på kanten af, at synge falsk, og i hvert fald anstrengt, messes “hvorfor har I ondt i jeres hjerter”, i den næsten 7 minutter lange “Ondt I Jeres Hjerter”, har jeg mest ondt i ørerne. Det lyder slet ikke dystert nok. Som om indspilningen, der er lavet på et gammelt 8-spors lydkort og “de forhåndværende mikrofoner” i øveren, er alt for lys. Digital og tynd i sin lyd.
Det gør, at man aldrig føler sig omsluttet af noget mørke, eller kan føle den desperation, der nok sigtes efter i teksten. Den indledende guitar lyder spæd og savner tyngde og stoflighed. Der bygges op, idéen er god, der sigtes efter noget storladent og episk. Det lyder bare ikke i nærheden af, at være det.
Og så er der lyrikken og vokalen, som her er en ommer. “Tordenvejr i mit indre, et kaos af natur // Jeg binder trådene sammen og holder det i bur”. Tråde fra tordenvejr eller naturen? Er det trådene, som er i bur? Igen, har jeg en idé om, hvad der sigtes efter. Men, det er poesi på folkeskoleniveau, hvis ikke vrøvl. Ja, der er forskel på noget poetisk og på vrøvl.
Vokalen lyder tilmed virkelig presset her, og rammer mildt sagt ved siden af skiven. Sammenholdt med den lange, noget gumpetunge sang, som på grund af lyd og udførelsen aldrig er i nærheden af, at lette, bliver det en belastende omgang.
Første nummer, “Svantevit”, er en smule bedre og kun halvt så lang. Så den glider lidt nemmere ned. Her er der periodevis lidt forvrængning på vokalen, det må så være en af mikrofonerne fra øveren, der frembringer den lyd. Da fungerer vokalen en smule bedre for mig. Lige så snart den slår over i en mere “ren” klang, så bliver det hård kost for ørerne igen.
Tempoet er en lille smule højere her, sangen skubber eller “ormer” sig på en eller anden måde fremad. Der er lidt mere saft og kraft i lyden, men man undgår ikke en fornemmelse af, at det hele hænger lidt. At sangen har svært ved, at holde sig igang og aldrig kommer helt i gear. Men, der er trods alt lidt mere smæk på.
“Lige hvem du er, så vil jeg følge dig for evigt”, lyder det uskønt i omkvædet. Jeg ville være villig til, at møde AR på halvvejen, hvis deres sange ikke havde så meget bly i fødderne, at de næppe når frem inden jeg skal videre.
Det er en skam. For jeg fornemmer, som nævnt indledningsvis, at det her ikke er et tanketomt og en udgivelse, der fremstår sjusket og ufærdig på grund af dovenskab. Der er helt klart lagt noget ildhu og vilje i det her.
Jeg er bare bange for, at det er skønne spildte kræfter og det er evnerne det kniber med. Gode intentioner kan simpelthen ikke redde de her 2 numre. Det fremstår ret ubehjælpeligt, beklager.
Af Ken Damgaard Thomsen
