“HEY, Aphyxion, jeg er jeres største fan!” råbte en ungersvend med let ironisk tone mod scenen da bandet var ved at stille op. Måske han kendte dem? Anyway, jeg vil næsten tilslutte mig koret efter deres sene eftermiddagskoncert på Uhørt. Aphyxion, hold øje med dem på spillesteder der lukker metal indenfor dørene!
Normalt giver vi ikke stjerner til koncerter med en så begrænset spilletid, som de 30 minutter der var til rådighed på Uhørt, da grundlaget kan virke lidt tyndt til en fair dom – men nu gør vi en undtagelse. Jeg så så mange koncerter på Uhørt, at jeg føler sammenligningsgrundlaget er i orden, så ved mere eller mindre udvalgte koncerter, som denne, uddeles der stjerner. De skal tolkes “i sammenligning med” de andre halvtimers koncerter på festivalen, så det er et lille lukket univers, hvor der drysses stjerner ud.
“Undskyld vi kommer og ødelægger jeres hipster festival”, lød det kækt og med et smil fra frontmand Michael Vahl, inden de med “In Decline” endnu engang rykkede pladsen foran scenen rundt. Da var vi allerede nået hen imod slutningen af deres 30 minutter lange overfald, hvor det unge band viste at de er nogen, der er værd at holde øje med.
I bund og grund spiller bandet bare pissefedt og har skrevet nogle medrivende numre, kort og godt. Over en halv time på scenen bliver virkemidlerne måske lidt ensformige at lytte til, men det er noget, der sikkert kan rettes hen ad vejen ved at justere lidt på sætlisten, og få endnu mere live erfaring med det nye materiale fra deres kommende album. Vi taler virkelig småting, især bandmedlemmernes unge alder taget i betragtning.
De udstråler allerede en tilpas mængde selvtillid på en scene og fylder den godt ud, uden at det på nogen måde virker arrogant eller påtaget. Der er noget naturligt og no bullshit over det, fra de åbner ballet guns blazing med den fængende “Transgress”, der også åbner det kommende album Earth Entangled, til de, efter lidt forvirring om der er tid tilbage (formoder jeg?), går af scenen med ordene “nå, vi har larmet for meget”. De første minutter svigtede lyden en lille smule, hvor især vokalen var alt for lav, men det blev lynhurtigt rettet op, så de mange gæster, som efterhånden var stimlet sammen, kunne få brølet og blæst ørerne af.
Dejligt at se, at folk der tydeligvis ikke var til metal og var kommet for at se noget andet, alligevel gav det en chance og efter det første mindre chok alligevel blev hængende lidt foran scenen. Det er dét en festival som Uhørt kan og bør handle om, derfor kan de også roligt booke et metalnavn eller to mere næste år.
Da der blev skruet lidt op for volumen blev man mødt af et massivt metallisk lydtryk, det til trods, så lykkedes det Vahl, som den første på festivalen, med opfordringer at få folk til at rykke nærmere scenen. Der var sgu endda nogen der hoppede! Ja, man spottede endda et par horn mod himlen hist og her. Aphyxion havde åbenbart fået de sidste tunge regnskyer til at fordampe, i hvert fald artede vejret sig og vi fik blå himmel og metal på samme tid. Mod slutningen af koncerten, så man endda spredte tøjstykker flyve op i luften. Så bandet fik kort sagt losset gang i det ellers generelt høfligt lyttende og rolige publikum på Uhørt.
Under “Awoken” (tror jeg det var) smed forsangeren trøjen, så var vi sgu for alvor til metalkoncert på Refshaleøen. Der er bare et eller andet der gør, at metal og Refshaleøen klæder hinanden rigtig godt, så godt at man stod og små-smilede for sig selv, i mens bandet skraldede godt igennem oppe på scenen. Aphyxion har et eller andet sted en ret tidstypisk klang, det vil sige, de låner elementer fra thrash, lidt core og dødsmetal, med et melodisk tilsnit og giver det hele et moderne twist og en solidt spark ungdommelig energi. En cocktail der både glider relativt nemt ned i svælget, men som samtidig kan ramme lige i mellemgulvet sekundet efter.
Som det eneste band jeg oplevede havde de tilmed intro-musik og et nummer de gik af scenen til (Dire Straits “Money For Nothing”). Selv om en halv time i solen ikke er lang tid, så formåede Aphyxion alligevel at give smagsprøver på, at de stort set har det man kunne kalde “hele pakken”. De har har udstrålingen, de kan både tonse igennem og ramme et mere groovet leje, de har gode sange nok til et solidt sæt – the sky is the limit, og på Uhørt var den klar og blå for Ribe-bandet.
Af Ken Damgaard Thomsen
