Antiplanet kigger på planetens paradokser og tilstand fra Vendsyssel og ud. En verden, hvor idyl og det pæne står i stor kontrast til planetens forfald. Midlet er rock med store armbevægelser og elektroniske krusninger.
Jeg har lyttet en hel del til Benspænder op til denne anmeldelse. Beklageligvis ikke fordi, at jeg syntes det var en specielt god EP. OK, det er muligvis et forkert ordvalg. Det er ikke en EP, som har fanget mig, eller suget mig ind i sit univers. Men, jeg har på fornemmelsen at det burde den?!
Så jeg har prøvet. Jeg har lyttet ret intenst og med musikken helt inde i øret. På cyklen. Mens hunden er blevet luftet. På jobbet. I sofaen. Og i badet. Jeg undgår simpelthen ikke, at begynde at kede mig en smule allerede kort inde i den 5 numre og knap 20 minutter lange EP.
Og jeg forstår det ikke helt. Det er dansksproget rock, som de selv beskriver er inspireret af navne som Muse, Editors, Nephew, med det storladne og atmosfæriske fra Radiohead og Sigurd Rós. Alt sammen noget, jeg i varierende grad kan være med på. Ved ikke helt med Nephew inspirationen, det er den jeg har sværest ved at høre. Men, nu kan “inspireret” af jo betyde mange ting. Måske er det, det der har ført til den engelske titel og brug af sætningen “Note To Self” i EP-lukkeren?
Et nummer, som afslutter EP på ganske energisk og tempofyldt manér. Og sådan set er et ret godt og effektivt nummer. Det lugter lidt af radiohit in spe. Godt drive, smittende, strømmende og konstant fremadskridende. Velsmurt og med en lyd, som godt kunne ramme noget i tidens toner og smag på eksempelvis en kanal som P6. Jeg ville næsten have ønsket, at sangen var faldet tidligere på EP. Måske endda som åbner, så havde jeg måske været lidt mere på krogen?
Sangen og EPen slutter med sætningen “… Kan man altid få en ny krop?”. Antiplanet er ret ferme i det lyriske, og jeg har lagt mærke til, at de ofte ender deres sange på en fin sætning, eller et spørgsmål. Åbneren “Lav Sigtbarhed” slutter eksempelvis med en helt enkelt konstatering: “jeg har ikke lyst”. Hvor vokalen og ordene får lov til, at stå ret alene og uden at være omgivet af musik. Som en forsinket eftertanke til sangen. Det kan lyde som en lille ting og detalje, men det er en ret virkningsfuld udgang på et nummer, der lyder som om den gennemstrømmes af tvivl og lidt rådvildhed. “Er det, det du kalder kærlighed? Lav sigtbarhed”…
Den efterfølgende “Gør Hvad Du Vil x1009” er mindre tempofyldt end åbneren, og læner sig over mod noget mere svævende. Kombineret med prog-spruttende rytme og trommer, der giver noget kontrast. Det hiver lidt i hver sin retning, men modarbejder ikke hinanden. Efter en opbremsning bliver sangen mere dunkelt elektronisk, for en stund fjern og nærmer sig så langsomt og bliver mere og mere tydelig. Her lukker Antiplanet med spørgsmålet “hvad kunne du gøre, hvis du tog dig sammen?”. Ikke kun formuleret, som en åbent spørgsmål. Det lyder faktisk også lidt som en ordre om, at vedkommende SKAL tage sig sammen.
Det bliver mere afdæmpet, klaverbåret og luftigt på “Så Vandrer Vi”. Hvor forsanger Andreas Martin Mørch kommer helt frem i lydbilledet, og får lov til at trække en stor del af læsset. Han har ikke en uinteressant vokal, der bliver måske lige lidt lyst og “følelsesladet” til mig hist og her. Indledningsvis gik det mig lidt mere på nerverne, hvor Antiplanets hang til det lidt teatralske viste sig ret tydeligt i netop vokalen. Jeg har vænnet mig til stil og klang, og synes den har et eller andet. Men, det synes jeg jo sådan set, at hele bandet og EPen har?!
Hvorfor kan jeg så ikke lide det lidt bedre? Det nærmeste jeg kan komme det er, at enten er jeg et helt andet sted lige nu, rent musikalsk. Eller også rammer lige netop Antiplanets toner bare ikke lige noget i mig. Det der ubevidste og ubeskrivelige “noget”. “Note To Self” rammer mig ikke som sådan, men jeg synes det har noget hitpotentiale. Jeg er nok tættest på reelt, at føle noget under “Slår Du Fra”.
Her bliver der mørkere. Mere ildevarslende og truende. Det klæder også Antiplanet, og passer godt til blandingen af det tungt elektroniske, mere poppet omkvæd og vokal og så huggende rocket fremdrift. Det lyder sgu’ meget fedt! Dermed bliver det også EPens anden halvdel, som står stærkest for mig. Måske skal jeg bare lige i gang og varmes op, inden jeg tør op overfor Benspænder? Det er ikke fordi, at jeg ikke har prøvet, at strække ud og give det en chance i hvert fald
Jeg har også en lurende fornemmelse af, at det her kunne være en sniger udgivelse. En af dem, som ligger på lur og venter på, at nu er jeg i det helt rigtige humør. Derfor ville jeg heller ikke være chokeret, hvis udgivelsen ender med, at blive en af mine favoritter i år?!
Indtil da må Antiplanet lige nøjes med en lidt lunken modtagelse fra min side. Det skinner forhåbentlig igennem, at jeg er tilbøjelig til, at tro at problemet ligger hos undertegnede. Derfor er det også en lytteopfordring til evt. nysgerrige læsere derude. Måske er I mere modtagelig i dette øjeblik?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto/cover: Max Bæk Tellefsen
