12 numre, 30 minutter, Anti Ritual spilder ikke tiden og pladsen på udgivelse nummer 2. Lige-i-smasken samfundskritisk hardcore-punk/rock med mere, der renser godt ud i civilisationens tarmsystem. Men, også lidt en prut, der hurtigt fordufter, når den er slået.
Så har vi vidst også fået fyret nok af fra ass-e-narlet med numserelaterede ordbilleder. Pjat, der er meget mere, hvor det kommer fra! Men, Anti-Ritual fortjener faktisk mere. For, selvom jeg synes, at pladen som helhed ikke helt sætter sig fast, så er den svært fornøjelig mens den står på. Og, så er der også en kvalitet i, at kende sin besøgelsestid og ikke blive hængende længere end nødvendigt.
Og Anti-Ritual packs a punch og får hugget godt igennem på den halve time, deres tempofyldte visit varer. Expel The Leeches er, som nævnt anden udgivelse fra den københavnske gruppe, der debuterede med en vellykket EP tilbage i… 2014?! Hold da op, er der virkelig gået så lang tid siden, jeg skrev den anmeldelse? Intet under, at den står lidt vagt i hukommelsen.
Det kommer denne “sene” debutplade nok også til med tiden.
En del af missionserklæringen lyder: “… en konstruktiv ventil for det mindre end optimistiske syn, som møder alle, der gider se op fra deres skærme i længere end et par sekunder”. Moderat “gab og skuldertræk” herfra, sådan et kampskrift lyder ikke ligefrem nyskabende og banebrydende. Men sikkert nødvendigt. Igen. Stadigvæk. Og i al fremtid fremover. Jeg vil nødig briste nogens illusioner, men Expel The Leeches kommer ikke til, at rense ud eller ændre noget i det større perspektiv.
Og det er måske bare en desillusioneret kyniker der taler her?
Når jeg så nærlæser beskrivelsen af de enkelte numre, og har den hammerdirrende, frådende og rasende sorte hardcore drønende samtidig, så bliver jeg ikke specielt indigneret. Bare lidt “jamsk”, som man siger hvor jeg kommer fra. Det kunne oversættes til: “træt” eller “dvask”. Det lyder som en standard tema-tjekliste, som er printet fra en eller anden hjemmeside for ophidsede, samfundskritiske hardcore bands.
Fuck de rige svin og magthaverne (“Expel The Leeches” og “Guillotine”), tjek. Fuck alt-right, Qanon og fascisme, kald det hvad du vil (“Futile Semantics”), tjek. Fuck os privilegerede vesterlinge, der har ondt af os selv (“Marginalize Yourself”), tjek. Fuck penge og folk der fokuserer på ussel mammon, naturligvis (“Monetary Man”), tjek. Kapitalisme er generelt noget lort, så fuck det (“Necrocapitalism”), tjek.
Fuck miljøet! Hov, nej vent, fuck dem der IKKE tænker på miljøet (“Oppressive Weight” og “What Will We Tell Our Children”), tjek. Fuck flygtningekrisen, dem der ikke kan se problemet og fuck franchise kaffebarer, nu vi er i gang (“No Human Is Illegal og “Franchise Coffee Bars And Internment Camps”)!
Er der nogen, som snart har pladen fuld i “korrekte holdninger ingen fornuftige mennesker kan være uenige i” hardcore-bingo?
Fuck din mor! OK, vi stopper lige her så, hvis det er med den på.
På mange punkter virker Anti Ritual og jeg på bølgelængde, politisk, holdningsmæssigt og generel indstilling til verdens tilstand. Det giver bare en lidt ensidig, forudsigelig og kedelig “samtale”. Der ser sådan set ikke rigtig noget, at snakke om medmindre man vil gentage pointer. Det er ikke mig, de skal omvende. Og dem de skal, ja, da rammer de nok en mur, at løbe panden imod med fuld hardcore kraft.
Det hjælper så heller ikke på sagerne, at sangtitlerne, som man kan se i komisk, hvis ikke øjenrullende grad, er meget on the nose. Snak til mig, som om jeg er 5 år gammel og kunne i dumb it down a bit?
Hvorfor er jeg så alligevel ikke komplet anti-Anti Ritual? Jeg tror på, at de mener det. Og jeg tror på, at DE tror på, at de mener det. Der er ikke noget påtaget her. Ja, det er temmelig firkantet kommunikation, hvor man kan betvivle, at de rammer mange ud over de allerede omvendte. Men, for dem har det her godt mulighed for, at være et effektivt og medrivende flammeskrift.
Kønt er det måske ikke, men bandet er bevæbnet med kantede og skarpe melodier, der i øjeblikkets tumultariske energiudladning rammer temmelig hårdt og præcist. Et eksempel herpå er singlerne “Monatary Man” og “The Opressive Weight”, hvor bandet demonstrerer, at de også kan skrive ganske effektive ørehængere.
Bevares, numrene bliver måske ikke hængende så længe i min hukommelse, det kan være min “fejl”, men I momentet er der bid i Anti Rituals raseri. Troværdighed kan bringe en et godt stykke vej, og er altafgørende når man som Anti Ritual bærer følerne og holdningerne udenpå den hærgede kampuniform. Anti Rituals vrede og raseri virker i dén grad troværdigt.
I sidste ende er Expel The Leeches på en paradoksal måde ikke rigtig til og for mig, selvom holdninger og overbevisningerne udtryk på pladen, overlapper med mine egne. Anti Ritual prædiker for koret, og det keder mig bare en smule, at være en del af et kor.
Af Ken Damgaard Thomsen
