Det nye københavnske hardcore/sludge/metal bæst Anti Ritual har så meget anstændighed, at de kun tildeler én brutale klø i 16 minutter på deres rasende debut EP. Men det er lige før man ligger rallende og tigger om mere, når overfaldet er overstået, for musikalsk er det intet mindre end fremragende, det bandet leverer.
Anti Ritual er muligvis bandets debut, men bag navnet gemmer der sig en række erfarne herrer, der ved hvad der virker og hvordan det skal doseres. I pressematerialet gør bandet klart, at motivet har været at have total musikalsk frihed og forsøge at gøre sig fri af branchens og det at være i et bands normale begrænsninger og “bullshit”. Derfor er den vedhæftede bandbiografi også lidt mod deres ånd, men de syntes alligevel at de “skyldte” at diske op med et minimum af fakta.
Musikken taler nu også i dén grad for sig selv over EP’ens 6 numre, men Anti Ritual gør klart at sangene er at forstå som en samfundskritik, en kritik af alt, der binder og undertrykker os – som religion, politik og forbrugssamfundets lænker. Udtrykt af Marco Malcorps (vokal), Jacob Krogholt (guitar), Nikolaj Borg (trommer) og K.B. Larsen (bas).
Nu har jeg nok efterhånden droppet tanken/håbet om, at musik og kunst generelt kan omstyrte eller ændre samfundsordenen i det lange løb (ligesom bandet selv fremhæver, afløb på positiv vis igennem musikken er deres mission, ikke omvæltning af samfundet), men i de 16 minutter, Anti Ritual’s frådende udfald står på, da er det sgu lige før at man tror på, at hele lortet kunne falde sammen under lydtrykket. Bandet letter kun en smule på gas/kraft-pedalen en enkelt gang i løbet af EP’ens 6 numre, nemlig i den lidt mere afdæmpede afslutter “A New Discourse of Enlightment”. Afdæmpet som i, i stedet for at bulldozeren smadrer ind i samfundets bærende søjler, og ens ører, med 200 km i timen, så kværner denne her kun fremad med 150.
Anti Ritual præciserer, at det soniske overfald ikke grunder i en nihilistisk tankegang, tværtimod stammer vreden, frustrationen og aggressionerne fra en kærlighed til livet og til “det gode” i mennesker/mennesket som bliver korrumperet på grund af dumhed og grådighed. Det kan lyde enormt “stort” og højtragende, faktum er, at den musikalske bulldozer på intet tidspunkt mister jordforbindelsen, men stålsat tromler ustoppeligt fremad, ikke på decideret følelseskold og afstumpet vis, som bandet selv fremhævede, det er bare forbandet uimodståeligt og kraftfuldt. Hvis ikke det skramlende monstrum af et band kører dig over af sig selv, så er man faktisk villig til at smide sig foran maskinen og frivilligt lade den mose én ned i det sludgede mudder.
I bund og grund er EP’en bare ét sammenhængende kvarter langt angreb fra bandet, hvor de lyder som om de får godt og grundig afløb for alt hvad der trykker dem, med Malcorps’ overbevisende stenknuser vokal i front. 4 af de 6 numre har en spilletid på omkring eller lige under 2 minutter, kun afslutteren “A New Discourse of Enlightment” tager sig lidt længere tid til at udfolde sig med sine knap 5 minutter. Hvor de 5 foregående høvler afsted i stort set samme frådende hardcore metallisk tonser tempo, så bliver det slutteligt mere atmosfærisk – selvom bandet også får sluppet en helvedes orkan af larm fri i løbet af sangen. Her viser bandet for alvor at der er masser af hestekræfter i deres skramlende nedrivningsmaskine, og at gruppen har flere strenge at spille på hvis de ønsker det.
Det er lidt svært at fremhæve nogle af de 5 andre numre fremfor andre, overordnet kan bandets lyd her måske bedst sammenlignes med Rising på deres seneste skive Abominor, som jeg ligeledes anmeldte til 5 stjerner tilbage i november måned. Guitarist Jacob Krogsholt slår da også sine flænsende guitar-folder i begge bands, så det er næsten forventeligt at både guitar-klangen og sangstrukturerne vækker genkendelsesglæde. Et nummer som “Slave Dogmatics” fremstår som noget der både klang-, tempo- og opbygningsmæssigt kunne have været et Rising nummer, det siger jeg ikke for at påpege at der ikke er forskelle, mere så man måske får en ide om hvad man går ind til.
Anti Ritual virker dog som en endnu mere fokuseret energi- og kraftudladning, hvilket naturligvis ikke mindst skyldes den stærkt begrænsede spilletid. Selv om hårdtslående fræsere som “Ideals to the Fire” og “No Second Earth” lidt lyder som to alen af samme benhårde stykke, så når monotonien aldrig at sætte ind. Det skulle den vel egentlig helst heller ikke over 16 minutter, men man bliver nu alligevel blæst bagud, nærmest ud af skoene, og imponeret over den vilje og overrumplende trykbølge af koncentreret energi, som Anti Ritual lægger for dagen. Tændt og antændt, det er simpelthen lyden af et band der står i flammer og brænder igennem.
Udgivelsen er den tredje i rækken fra selskabet Indisciplinarian, og den tredje i træk der scorer højt på vores skala. Rising åbnede ballet, Fossils fulgte efter med Flesh Hammer og nu gør Anti Ritual dem kunsten efter og forsætter selskabets imponerende stime. Hør den, det er muligvis 16 minutter af dit liv du i sidste ende aldrig får tilbage (mere, for du kommer til at sætte den på repeat), men de er forbandet godt givet ud og skakssusme godt forvaltet af Anti Ritual.
Anti Ritual efterlader billedet af en glubsk drage der både bider sammen og skærer tænder, men også spyr klippesmeltende ild på denne EP. Om de ville kunne holde dampen oppe i lignende grad over et helt album ved jeg ikke, men indtil da får de nærmest det optimale ud af EP formatet.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Anti Ritual udkommer d. 28/4 på vinyl og som digital EP, besøg Indisciplinarian HER
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
