På GFRock har vi gode intentioner om at nå at anmelde rigtig mange albums. Vi når også igennem mange, men ind i mellem er der albums, vi ikke lige når at få skrevet anmeldelser om, tæt på udgivelsestidspunktet, og så kommer der nyt til anmeldelse, og…well, you get the picture. I juledagene er der blevet tid til at lave en lille opsamling på 3 af de albums, vi egentlig ville have anmeldt tidligere. De er samlet hér i en fiks lille 3-i-1, og i kortere anmeldelses-form end sædvanligt.
Cold Specks: I Predict a Graceful Expulsion **** (4/6)
Den lille canadiske sangerinde med den store stemme debuterede med I Predict a Graceful Expulsion og pæn opmærksomhed fra diverse musikmedier. Albummet indeholder 11 fine sange bygget op om Al Spx’ stærke og fyldige vokal. Mørk, blueset soul uden de store armbevægelser, men alligevel dygtigt spillet og med højdepunkter i især ‘Hector’, ‘Holland’ og ‘Steady’. Der er ingen tvivl om at det er Al Spx’ vokal der er centrum, og det betyder at musikken nogle gange blot bliver opbakning til hende – mere musikalsk eventyrlyst kan bringe Spx og co. endnu længere frem i bussen. Uanset hvad er det en gennemført og meget lovende debut og de 4 stjerner var meget tæt på at blive til 5.
Al Spx stemme rækker ikke kun til studieoptagelser, hvilket hun viste både på Roskilde og senere på året på blandt andet Atlas. Hun har en stemme, der kan gøre hende til en af de definerende kvindelige vokalister de kommende år.
The Gaslight Anthem: Handwritten *** (3/6)
De ganske produktive Jersey-rockere udgav i juli deres 4. album. Slægtskabet til Bruce Springsteen er tydeligt og der bydes på ærkeamerikansk blue collar-rock, som sikkert er ganske egnet som soundtrack til køreture mellem diverse amerikanske småbyer. Men trods et cover af Nirvana’s ‘Sliver’ på bonusudgaven er det alligevel som om at der ikke er så meget bid i The Gaslight Anthem’s rock.
Det er lidt for pænt og poleret, lidt for strømlinet og regelret. Lidt for meget radio-åh-åh, og mange af numrene adskiller sig ikke nævneværdigt fra hinanden. ‘Biloxi Parish’ står dog som en velfungerende, catchy radio-rocker, ligesom også et par af de andre numre rocker ganske fint. Til gengæld er et nummer som ‘Desire’ klichéfyldt og tæt på at være decideret irriterende. Alt i alt er albummet en omgang jævn, middle-of-the-road midttempo-radiorock og skræmmer næppe nogen væk. Til gengæld er det i mine ører noget blodfattigt og halvkedeligt.
Tame Impala: Lonerism ***** (5/6)
Tame Impala aka Kevin Parker, som har indspillet og produceret alt selv på Lonerism, bevæger sig ud i nogle halvsyrede kompositioner. Lonerism er en særdeles passende titel, ikke kun fordi Parker har produceret det egenhændigt, men også fordi det er et album, der egner sig godt til at blive udforsket i ensomme stunder på karlekammeret, eller hvor man nu måtte have sådan nogle henne.
Parker syrer temmelig meget ud i passager, men til gengæld rammer han også øjeblikke, der rummer noget ganske særligt. Blandt mange højdepunkter er den cool vuggende ‘Mind Mischief’, ‘Endors Toi’, og den tromlende ‘Elephant’. Psykedelisk rock (med mere) med stor opfindsomhed og øre for catchy melodier. Der brydes også med de konforme vers-omkvæd-vers-omkvæd opbygninger på et flydende og helstøbt album, som absolut kandiderer til at komme på listen over årets bedste udenlandske albums.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
