Den danske sangerinde Anja Kickbusch har et enkelt album på samvittigheden, og nu føjes EP’en Safe til porteføljen. Er du til stilsikker, storladen melodisk rock, så kan du godt kigge Kickbusch’s vej.
Kickbusch’s album hed Don’t Pretend og landede tilbage i 2012, til en overvejende pæn modtagelse – blandt andet gik sammenligningerne på hedengangne Swan Lee. Det er heller ikke et helt skævt navn at referere til i forhold til Safe, som er indspillet med fuldt band og har et udtryk, der blander det storladne, mørkt melodiøse med det mere kantet rockede. Ligesom Pernille Rosendahl har Anja Kickbusch en stærk vokal, som står fint til det musikalske univers.
Fire numre er der blevet plads til på EP’en, hvor der lægges ud med den måske mest rockede skæring, ‘Leave the Best Behind’. Morten Christian Haxholm Jensens bas sætter her scenen på fin vis, og den viser gennemgående rigtig god form EP’en igennem. I det hele taget er den musikalske side af foretagendet ganske velspillende, og der er en mørk, organisk varme over arrangementerne – og her viser de, at de også kan rocke med saft og kraft, uden det kammer over og skramler (selv om de gerne måtte gøre det for min skyld). Det er nemlig et kontrolleret og stiligt mørke, der fremmanes på Safe.
Det ulmer lidt mere på ‘It Isn’t So’, hvor pianoet svøbes ind i afmålte twangede guitar-flader, mens trommer og bas sætter en pulserende bund. Her er der også korstemme på Kickbuschs vokal, hvilket giver lidt ekstra dybde i lyden. Tempoet bankes lidt op igen på ‘You Can’t Have it Back’, der rummer flere fine detaljer, både instrumentalt, men også i Kickbuschs vokalarbejde, selv om man ind i mellem godt kunne ønske, at der lige var lidt mere, der skramlede eller forstyrrede den kontrollerede overflade. Det er nemlig overordentlig gennemført velspillet og med fuld kontrol over virkemidlerne – stilsikkert, men også dermed også lidt forudsigeligt.
Det ændrer dog ikke på, at Kickbusch og kumpaner har skruet en velfungerende EP sammen. Den afsluttes endda af EP’ens måske stærkeste sang, titelnummeret ‘Safe’. Her sørger en næsten doven baslinie for at trække nummeret fremad, ligesom Lasse Matthiessens godt afstemte korarbejde giver lidt ekstra drama til den stærke komposition, hvor både Steffen Nordenstams guitararbejde og Jesper Kristoffersens trommespil viser deres værd, blandt andet på afslutningen, hvor det er som om guitaren for første gang på EP’en for alvor får lov at folde sig ud og bryde de pæne rammer, og dermed også giver modspil til Kickbuschs vokal.
Der er et kontrolleret drama på Safe, som stemningsmæssigt kan minde om førnævnte Swan Lee, men også slægter blandt andre Rowbird på. Stemningsmæssigt kunne man også trække en tråd til Lana Del Rey, selv om Kickbusch og kumpaner er væsentlig mere rockede. Netop i rockens ukontrollable energi synes jeg der ligger et potentiale og ulmer for Kickbusch og band – de mestrer tydeligvis den stemningsfulde, næsten filmiske, storladne rock, men det bliver for alvor interessant når det får lov at være lidt mere farligt og kantet – og her kunne jeg i hvert fald godt ønske mig at høre Kickbusch give endnu mere los på vokalen også.
Når det er sagt, så er det også mestendels en fornøjelse at lægge mærke til EP’en fordi det er godt musikalsk håndværk og produktionen er gennemført og vellydende.Vi lander på 4 stjerner med pil op til Kickbusch og kompagni – der er potentiale til noget rigtig spændende.
Du kan finde Anja Kickbusch på facebook – Safe kan anskaffes både digitalt og på vinyl.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
