Så er der dømt skramlet garagerock af fineste skuffe, Angry Skeletons spilder ikke tiden og får nærmest det optimale ud af EP-formatet.
Bandet lyder, på bedst tænkelige måde, som om de har åbnet døren ned til kælderen, snubler i døråbningen, vælter ned af trappen, og begynder at spille og synge mens de ruller rundt ovenpå hinanden- og bare fortsætter som om intet var hændt efter landingen. Det er smadret, skramler og larmer, så det lyder lige tilpas upoleret til at fremstå cool, fremfor sløset.
5 numre bliver det til på EP’en, med en samlet spilletid der lige sniger sig op på Slightly hostile/Real friendly. Det virker helt perfekt doseret i denne omgang, ikke for lidt og ikke så meget, at den simple og primitive tilgang kommer til at føles for skrabet og ensformig. Heldigvis får Angry Skeletons tilmed fyldt den begrænsede ramme ud på kompetent vis, hvor de får en hel del ud af den bunke garagerock-skrotdynge de tilsyneladende har rodet i.
Åbneren, “Planned Obsolescence”, er trods sin hårdt pumpende grundrytme, den flossede guitarlyd og en temmelig “unhinged” vokal et ret melodisk nummer. Det er svært ikke at sidde og vippe og trampe med, samtidig med, at sangen hiver og flår godt i en. Der leges også med noget temposkift, hvor nummeret cirka på halvvejen går ned i tempo, men skruer op for tyngden, mens vokalen bliver mere messende- det fungerer rigtig godt.
“T.V. Freak” følger op med noget der lyder lidt mere let til bens, men ikke mindre på randen af et mindre sammenbrud af den grund. På den måde er der noget lidt Pixies’sk over Angry Skeletons, de er ikke lige så poppede som Pixies i visse situationer kan være, ej heller lige så psykotiske og skæve. Men også i dette nummer leges der med noget tempo- og stemningsskift, der slægter Pixies-dynamikken lidt på. Bare endnu mere undergrundsstøjende.
På den efterfølgende “M. Death” bliver det mere snøvlende, stenet og “dovent”. Melodien virker indledningsvis delvist bedøvet, men så justeres tempoet igen og skrues i vejret, mens det hele begynder at brumme og kradse mere. Bedøvelsen virker tilsyneladende igen på “Slightly Hostile”, der lyder som noget jeg ville kalde “snotnæset slacker garagerock”.
Det var en kompliment. Det lyder sgu bare superblæret, stramt og fedt eksekveret, på den der måde hvor det stadig lyder lidt skødesløst, spillet med en “vi er da ligeglade” attitude. Den slags lyder enormt cool, hvis man kan pull it off- det kan Angry Skeletons heldigvis!
Og for lige, at lukke skidtet ned på behørig vis, så slutter de af med “Floating Awkwardly”, der muligvis er EP’ens bedste nummer. Stilen er her lidt mere sammenbidt og mørk, der flirtes også med en mere garage-grunget lyd, uden at der går Nirvana i den. Eller jo, hvis det var Nirvana, som de lød på Bleach.
Angry Skeletons leverer med Slightly hostile/Real friendly en lille, upoleret perle af den larmende og beskidte slags. Det her ER lyden af en dårligt ventileret, indelukket og lidt ildelugtende garage eller kælder, hvor 4 gutter sætter strøm til, skruer op og giver naboerne noget at tænke over.
Super cool, d’herrer, nær optimal udnyttelse af EP-formatet, ikke så meget pis, vi ender på en kantet 5’er.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Angry Skeletons på Facebook
