Som en ny, opdateret version af Allan Olsen eller en dansk pendant til Tom Waits tramper Andreas Laursen ind på den dansksprogede folk-rock scene og får også uddelt lidt lyrisk bank på sin anden EP.
Man kan godt høre inspirationskilderne i Andreas Laursens musik, tekster og vokal. Ud over Olsen og Waits, kunne man også nævne Jan Toftlund, men det er nu især Olsen, der skinner igennem på åbneren ‘Bonderøv i hipsterklær’, der lystigt spidder hippe jyske mandfolk, der er flyttet til København:
“Han har bygget sig en cykel helt uden gear//Han har byttet sin bil ud med en oksekærre//Han siger at han er jyde//Men det er vist bare blær (…)Han brygger cider lavet på nedfaldne pærer//Hans morgenkaffe har han selv importeret//Han vil lave sin egen ost//Men han synes det er svært”. Man kunne blive ved med at citere linier fra den sang uden at blive træt, så anbefalingen er, hvis du kender typen, eller måske selv er sådan én, at få lyttet til sangen. Du kender garanteret en eller flere, der ville føle sig ramt, hvis de led under selvindsigtens åg. Det er lige ved at det bliver for meget, men det er fint ramt på kornet, også i sin Olsen’ske intonation og musikalske akkompagnement med mundharmonikaen.
Man er ikke helt så kongeligt underholdt på ‘Hver sin vej’, som er en duet med Mette Bech, men det er nu stadig en ganske solid sang om et forhold, der resulterede i at det var bedst at gå netop hver sin vej. Her lyder Laursen næsten så nasal som Tue West og uden at man i et enkeltstående øjeblik tænker wow, er det alligevel relativt alsidigt, det Laursen disker op med vokalt. Bagsiden er, at det næsten altid lyder som et af forbillederne.
I samme musikalske terræn, sådan relativt nydelig folket rock, er ‘Gamle Møller’, og her er teksten også værd at lytte efter – her behandles aktuelle temaer relativt elegant. “Engang var verden fyldt med liv//Visuel og auditiv//Nu gror der planter hvor vi sad//Bjørneklo og bøgeblad”, lyder det blandt andet, og her viser Laursen at han også kan andet end at hvæsse den satiriske kniv.
Der går Tom Waits værtshusmusik i den på ‘I morgen kan du komme igen’, hvor Laursens vokal er kantet og ru som sandpapir, og til sidst går der Toftlund’sk drikkevise i den på ‘Lægen og præsten’, hvor det er lige ved at man forventer der går pipes and drums, celtic style, i den til sidst. Det ville være både helt skudt langt over målet og ganske passende. Her er det den tætte flirt med lyden af forbillederne, der igen gør, at jeg måske ikke bliver helt blæst væk. For det fungerer faktisk ret godt, og er ganske medrivende på sin egen romantiseret fordrukne måde. ‘Lægen og præsten’ kunne da snildt blive et lille hit som drikkevise, mens det mere melankolske titelnummer måske er mere acquired taste.
Ingen tvivl om at Laursen har potentiale og ikke mindst et godt øre for at lege med sproget. Næste skridt må være at der begynder at komme mere Laursen og mindre Waits og Olsen i blandingen. Ikke at dette ikke fungerer ganske godt, men jeg savner faktisk at høre lidt mere til, hvad Laursen har på hjerte inde bag referencerne. Vi lander på 4 solide stjerner.
Du kan finde Andreas Laursen på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
